Verden er et løgnagtigt sted, hvor man hverken kan stole 100 procent på de gode eller de onde. I svenske Leif GW Perssons fortræffelige nye krimi, »Den sande historie om Pinocchios næse«, virker alle snudeskafter overordentlig store, og det er derfor ikke til at se, hvem der har det længste, politikommissærer eller kriminelle, kunsthandlere eller advokater. Medmindre man tæller den tud med, der på en antik Pinocchio-udformet spilledåse vokser og vokser, så længe man spiller på den, og som dermed bliver et symbol (eller en skamplet) på menneskelig mytomani.
Det fine gamle objekt stammer fra Rusland; dåsen er skabt af Fabergé på foranledning af zaren, der gav den som påskegave til sin lille søn. Sammen med en række andre russiske kunstgenstande er den spillende Pinocchio havnet hos og siden forsvundet fra en kendt stockholmsk advokat, der er fundet død og mishandlet til ukendelighed i sin ellers godt sikrede rigmandsvilla.
Den bistre og selvfede kriminalkommissær Evert Bäckström leder efterforskningen på sin helt egen måde, skiftevis dovent og durkdrevent, altimens han benytter møderne med sine yngre og velformede kvindelige efterforskere til at nyde synet af dem, tavst vurdere deres kvindelighed og selvtilfreds skjule »supersalamiens« pinocchio-lignende vækst. Nydelsesmæssig indfrielse af både kønslig og kulinarisk karakter finder han dels på gode spisesteder, dels med sin polske massøse, frøken Fredag, og med hvem der ellers byder ind over for hans i egne øjne uimodståelige charme.
Mistanken i sagen om den døde advokat og de manglende kunst-ikoner retter sig både mod det bedre borgerskab, venner af kongehuset, ubehagelige HA-rockere, en svensk-napolitansk mafiaboss og en gruppe arrige indvandrere, der har været kunder hos afdøde. Trods Bäckströms nedladende tanker om sine medarbejdere, som han finder inkompetente og uduelige, lykkes det ham kun at opklare sagen ved hjælp af selvsamme folks forskellige arbejdsindsatser, og derfor må han også til sidst erkende, at der er en sammenhæng mellem advokatens død, en sag om vanrøgt af en kanin og en ældre dames anmeldelse af et overfald på en adelig nabo, der blev forulempet med et katalog fra Sotheby’s!
Persson er en formidabel plotmager og historiefortæller, der med vid og bid og en god portion humor spidder såvel sin hovedperson som de mange skæve figurer, der befolker denne bog. Han tegner et skarpt portræt af et politi, hvor de forskellige afdelinger samarbejder dårligt med hinanden, og hvor de ansatte langt fra ligner den slags superhelte, som andre krimier puster sig op med. Her agerer (u)almindelige mennesker – folk der ofte siger ét og tænker andet, hvilket Persson fremstiller med pinagtig præcision.
Til gengæld tager Perssons let pludrende stil indimellem overhånd, og det havde ikke skadet bogen, om den var skåret 100 sider ned. Der er lidt for mange gentagelser og små sjuskefejl (i tekst og/eller oversættelse), og så virker det sært, at det bedagede udtryk »havde været nødig« bruges et utal af gange i forskellige situationer.
Titel: Den sande historie om Pinocchios næse. Forfatter: Leif GW Persson. Oversætter: Bjarne Nielsen. Sider: 576. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.
