Livslyset flakker

Jesus er endnu kun en profet blandt andre i Lars Petter Sveens suveræne, sortsmukke »Guds børn«.

»Guds børn« af Lars Petter Sveen er stor kunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Feldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det var i Betlehem på kong Herodes den Stores tid, vi var på jagt efter en lille jødekonge, som var blevet født.«

Sådan åbner norske Lars Petter Sveen sin brutalt vidunderlige »Guds børn«, der udspiller sig lige dér, hvor Palæstina er hårdest knuget af det romerske regime, og lige dér, hvor Det Gamle Testamentes straffende Gud er blevet så hård, at hans søn med succes kan træde ned på Jorden og stråle med sit kærlighedsbudskab.

Men Jesus, der som bekendt overlevede dødspatruljerne, får konkurrence: Han er blot én blandt adskillige profeter og messiasser, der næres af folkets drømme om noget bedre i en verden, hvor der ikke er »noget smukt tilbage«, som Ruben, en af de mange karakterer, tænker.

Behovet for lys fornemmer kong Herodes også, og derfor sender han soldater ud for at slagte den »lille jødekonge«, som han frygter kan blive folkets nye leder og dermed omstyrte det romerske herredømme.

Cato og de andre soldater, der sendes ud for at stikke sværdene i alle nyfødte drengebørn, ved, at deres handlinger er utilgivelige, men de har allerede begået så mange misgerninger i deres liv, at de ikke ser nogen mening med at holde op nu.

Stor kunst

Smerten sidder dog i dem som en torn i kødet, og i denne såvel som i de øvrige fortællinger i »Guds børn«, fremmaner Sveen scenerier og stemninger, der leder tankerne mod Mel Gibsons film »The Passion Of The Christ«, der også insisterer på at vise det, øjnene normalt lukker sig for. Der er brækkede ben, åbne sår og råddent kød, og det hele dunster og hvirvles op i det golde landskab og for læseren, der samtidig betages af, hvordan Sveen diskret og omhyggeligt forbinder de 13 fortællinger, der for de flestes vedkommende digter videre på Bibelens historier.

Her optræder disciplene Judas og Simon Peter før deres monumentale svigt, her søger den voldsramte Anna et menneske at elske, her huserer den brutale Ruben, den milde Andreas og den stammende Jakob, der måske er besat af Djævelen selv.

Netop Djævelen er lige så virkelig som menneskene og træder frem som en ældre mand med grå øjne og forsøger at lokke dem, han møder, til sig ved at tale til deres tvivl og præsentere sig som en naturlig del af verden: »Jeg er det, som holder sig i skyggen, mens lyset falder et andet sted.«

Alt dette kunne ende som blege, oppustede Bibel-parafraser, men ikke for Lars Petter Sveen, der dyrker en stram, nøgtern og sortsmuk prosa, der hele tiden kredser om, hvordan mennesker ønsker at finde hjem; ønsker at blive forløst som noget andet end dét, de er blevet, at blive fundet midt i deres fortabelse.

Vel kan der trækkes linjer til aktuelle forhold i Israel og Palæstina eller sågar til Islamisk Stat i Sveens måde at skrive om vold og tro på. Men »Guds børn« bør først og fremmest læses, fordi den er stor kunst og en suveræn mosaikroman om mennesker, der lever i mørke. Til alle tider.

Titel: Guds børn. Forfatter: Lars Petter Sveen. Oversætter: Rolf Stavnem. Sider: 256. Pris: 200 kr. Forlag: Politikens Forlag.