Livets store spørgsmål

Illustration fra bogen »Skovpigen Skærv«, tegnet af Peter Bay Aleksandersen. Fold sammen
Læs mere

En usædvanlig og stærk fortælling. En usædvanlig stærk fortælling. En fortælling, der indledes med ordene:

»Vores hovedperson er et barn. Barnet hedder Skærv. Men er han en pige? Eller er hun en dreng? Hun er en pige. Lad os sige hun er en pige. Man kan aldrig være sikker på den slags, men man bliver jo nødt til at vælge, når man skal have sig en hovedperson.«

I Kim Leines »Skovpigen Skærv« beskrives forholdet mellem forfatter og læser så blæret og overvældende, at den skubber læseren bagover i ren henrykkelse. Men kan det høje niveau holde alle 276 sider igennem? Ja, det kan!

På de to første sider etableres fortællingen om Skærv, fra hun er cirka seks år gammel. Hun bor med sin mor, Godiva, sin far, Frejk, og sin lillebror, Nor. De er skovfolk, jægere og samlere i et slags middelalderunivers, hvor de deles om huset med deres æsel, ko, gris og høns, og hverdagen går med at skaffe mad og brænde og med at passe dyrene.

Det, de kan undvære, sælger de på torvet i byen Durm, og så hjælper de deres eneste nabo, den gamle mor Trudl. Her er ro, renlighed og regelmæssighed, og bogen rummer indgående, detaljerede og fascinerende beskrivelser af alle gøremål, af natur og ikke mindst af årstidernes skiften. Kun vejrets luner, en tiltagende pestsygdom i landet og fyrstens behov for folk til at bygge det nye slot truer.

Skovfolket er det eneste, der ikke er smittet med pest, men Godiva indfanges, og senere følger Frejk, hvorefter mor Trudl tager sig af børnene. Da hun dør, opsøger børnene deres forældre, og i mødet med de slaver, som forældrene nu er blevet, indser Skærv hurtigt, at hun må væk.

Herefter følger læseren Skærvs nervepirrende og robinsonadeagtige kamp for overlevelse, og det er så ikke lidt, hun bydes, faktisk er hun flere gange ved at dø, men som Kim Leine skriver:

»Skærv er hovedperson. Og en hovedperson kan ikke dø. Eller kan hun?« Skærv er sej, stærk og selvhjulpen. »Jeg er ikke bange«, er hendes messende mantra, og smerte og sult er bare noget, man må overkomme. Undervejs tager historien endnu en drejning, en total omkalfatring, som her ikke skal røbes. Tilbage sidder læseren med spørgsmålene: Hvad handler bogen egentlig om? Og bliver læseren mon snydt for slutningen på Skærvs historie?

Kim Leine skriver smukt og lyrisk med en selvfølgelig naturlighed, men også med humor, blandt andet i en ultrakort fødselsscene, fyldt med lydord og ikke meget andet. Han leger overskudsagtigt med stilistikken, samtidig med at han fremhæver forholdet mellem fortæller og læser: »Det er en bog det her, og den er din. Du kan gøre med den, hvad du vil. Men lad være med at putte den tilbage i reolen ulæst, hører du?«

Kim Leine spiller drilagtigt på læserens forventninger, og netop det skaber en særlig tryghed. Man aner Astrid Lindgrens stemme, som blander sig med Kim Leines helt egne og unikke. Implicit diskuteres livets store spørgsmål, herunder de religiøse, de civilisationskritiske og de kønsmæssige, og vel at mærke uden at børnelæseren presses ud af historien. Bogen bliver aldrig elitær, og selv om Kim Leine maler med sproget, er det lykkedes Peter Bay Aleksandersen at tegne de middelalderlige scenarier livagtigt i storladne opslag, der veksler med fine vignetter.

»Skovpigen Skærv« er kort sagt aldeles blændende, spændende og suveræn - og i virkeligheden til mere end seks stjerner!

Titel: Skovpigen Skærv
Forfatter: Kim Leine. Tegner: Peter Bay Aleksandersen. Sider: 276. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.

Kim Leine taler om »Skovpigen Skærv« på BogForum, fredag kl. 17.30.