I Karen Sybergs roman »Stederne« løfter lægen Zonia sløret for det overordnede perspektiv i bogen, når hun undrer sig over, at mennesker på tværs af landegrænser er i stand til at glide ind i et gnidningsfrit samvær. Som deltager ved en AIDS-kongres iagttager hun den ubesværede kommunikation. Arabesker aftegner sig og glider ind i hinanden.
Stedets ånd og landskabernes betydning for mennesker oplevet direkte eller i erindringen spiller en central rolle i Karens Syberg bog, der til at begynde med har en poetisk, eventyragtig stil, som afløses af det mere spændingsbetonede og politisk stillingtagende. Nærmest messende poetisk kredser hun om stederne: »Stedet var af den slags, som man længe efter kommer i tanke om uden at kunne lokalisere det« eller man tænker på det »lige efter solnedgang«. Vi kender alle til lokkende drømmesteder, der gang på gang dukker op i erindringen. Man mærker, at man har at gøre med en forfatter, der har kendskab og kærlighed til landskaber, planter og stedets ånd.
Tom Kristensens roman »Livets arabesk« må ligge i den litterære bagage en mulig inspiration til spillet mellem orden og kaos i »Stederne«. Selv når vi træffer vigtige valg i tilværelsen og synes, at der er ved at tegne sig et mønster, glider der noget uforudset ind og danner nye spor og slyngninger. Det er denne livserfaring, Karen Syberg synes at arbejde ud fra i sin bog.
Den ofte vanskelige bevægelse over grænser både geografisk og mentalt er et af de vigtige temaer i »Stederne«. Romanen hopper fra sted til sted. Man kommer vidt omkring, når man lader sig trække ind i dens univers. Kroatien, Tjekkiet, Tyskland og Danmark. Der er store spring i miljø og i skrivestil. AIDS-kongressen bringer Stefan og kroatiske Zonia sammen. Stefan har fejlagtigt troet, at hans kone døde af bilharziose, men finder ud af, at hun var og også han selv er HIV-positiv.
Han gifter sig med Zonia, der hermed får indrejsevisum og en tryghed og samhørighed opstår mellem dem, før skyerne trækker op. Zonias kroatiske mand dukker op. Tilfældige møder og sammentræf spiller en afgørende rolle i romanen.
Gribende
Skildringen af den tjekkiske pige Natalias skæbne er gribende. Traumatiske og skæbnesvangre oplevelser rulles op. Kontakten til danske Jens bringer hende til Danmark. En person, der kommer tættere på sine sande behov, er den enlige mor Louise, som har været et sammenbrud nær. Hun bliver tiltagende klar over egne ønsker og holdninger og forlader sin racistisk indstillede arbejdsgiver. Flere af personerne står i afgørende etiske valgsituationer. Men vi kender ikke livets store mønster.
Karen Syberg har en fin billeddannende evne og indlevelse primært i romanens kvindelige personer. Men fremstillingsformen er springende og fragmentarisk visse steder bringes tanken hen på patchwork. Det er en skrivestil, der forhindrer flow. Men hun foretager flere steder modige spring.
