Livet efter Det Hvide Hus

Bøger: Second ActsTiden efter Det Hvide Hus bruges vidt forskelligt. Ford spillede golf og scorede kassen ved at sidde i bestyrelser, Clinton samler penge ind til noble formål, mens Nixon forsøgte at rehabiltere sig selv.

»Køber I ikke en af mine bøger? Hvis I gør, så signerer jeg den lige her - giv mig en kuglepen«.

Sådan sagde fhv. præsident Lyndon B. Johnson ofte til gæsterne i sit fødehjem, der var blevet omdannet til museum.

Meget folkeligt og en kende tragisk, at en tidligere præsident havde sådan brug for et publikum for, at han kunne føle anerkendelse af sin indsats.

Historien fortælles i »Second Acts«, skrevet af Mark K. Updegrove, som er tidl. udgiver af magasinet Newsweek. I bogen giver han, der har talt med tidl. præsidenter Ford, Carter og Bush, svaret på, om og hvordan tidligere præsidenter forvandler sig til borgere - uanset om det er frivilligt eller ufrivilligt - efter at have tilbragt en eller to perioder i det ovale værelse.

Tidligere præsidenter har fået penge til at opretholde en vis stab, men først fra og med Dwight D. Eisenhower har præsidenterne fået en rimelig pension. Så hvis man ikke havde opbygget en formue - det gjaldt ekspræsident Harry S Truman - var man ikke sikret en tilværelse i overflod.

Det amerikanske præsidentembede har i årtier fascineret amerikanerne og offentligheden i Europa.

Men hvad gør præsidenterne, når de ikke længere besidder embedet? I hvert fald bliver de stadig tituleret »Mr. President« af offentligheden, de bygger et bibliotek, hvor deres arkiver kan studeres, og de udgiver indbringende erindringer.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning kan man inddele præsidenterne i to kategorier.

Der er de, der har haft behov for at rette op på deres eftermæle. Lyndon B. Johnson trådte tilbage i 1968 som følge af Vietnamkrigen som delte nationen. Richard Nixon måtte træde tilbage i 1974 efter Watergateskandalen, som handlede om indbrud i det Demokratiske Partis valghovedkvarter og forsøget på at dække over skandalen. Og Jimmy Carter præsiderede over dårlige økonomiske tider, defaitisme og gidseltagningen i Teheran, hvor den amerikanske ambassades ansatte sad som gidsler i 444 dage, og det smadrede hans politiske karriere.

De tres fokus har i høj grad været at skrive sig ud af krisen i form af erindringer - for Nixons og Carters vedkommende i form af en række dybt analytiske bøger. Carter ligger i øjeblikket i toppen af bestsellerlisten i New York Times med en bog om det palæstinensiske spørgsmål, som han mener er nøglen til en egentlig fred i Mellemøsten. Carter har endvidere optrådt som mægler i en række af verdens konflikter, ikke altid med den siddende præsidents velsignelse. Således var Bill Clinton flere gange rasende over Carters indsats som bedst kan betegnes, som at den fhv. Carter gik i vejen. Nixon søgte at optræde som ældre statsmand, og han formåede faktisk at rådgive den unge præsident Clinton i de første år.

Samme Clinton har dog også slået sig op på at være en slags amerikansk samvittighed. Det er nok både, fordi Lewinsky-skandalen i mere end én forstand plettede hans eftermæle, uanset hvor lille sagen er i europæernes øjne. Og fordi hustruen Hillary Rodham Clinton er sandsynlig præsidentkandidat ved valget i 2008.

Heroverfor står de præsidenter, der så at sige har hvilet på laurbærrene. Godt nok rådgav tidl. præsident Eisehower efterfølgeren John F. Kennedy omkring Cuba-krisen og i spørgsmålet om sovjetkommunismens farlighed.

George Bush senior har også, selvom han tabte et valg, optrådt som den værdige patricier, han er. Erindringer er det ikke blevet til, for det anser Bush for at være lettere opblæst, til gengæld udgav han en lærd analyse sammen med sin tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Brents Scrowcroft. Derudover har Bush Sr. trukket diskret i trådene, da Bush Jr. skulle være præsident. Men altid har han optrådt tilbageholdent, fordi medierne altid vil søge at finde uenighed, f.eks. i spørgsmålet om Irak-krigen, hvor der er spekulationer om holdningsforskelle.

En række tidligere præsidenter har også været gode til at kapitalisere deres embedsperiode. Gerald Ford var den første, der lavede en kæmpe forretning ud af det, da han meldte sig som bestyrelsesmedlem i den helt store stil.

Ronald Reagan tjente også gode penge i form af en række højt betalte taler under overskriften »Frihedens triumf«, inden han blev ramt af Alzheimers. Bush Sr. har også haft konsulentvirksomhed og har i det hele taget været en fremragende fundraiser, men mesteren over dem alle er Clinton, som dog også donerer en hel del af midlerne til noble formål så som bekæmpelse af AIDS i Afrika.

»Second Acts« er aldeles fængslende læsning, der viser hvor svært det kan være at træde tilbage fra verdens mægtigste embede, og hvor forskelligt magtens mænd forvalter deres eftermæle.

Fakta:

Ekspræsidenterne

Bill Clinton (1993-2001):

Kalder sig nu William Jefferson Clinton for at tilføje statsmandstyngde, er en partyhaj, selvom han taler i telefon med fru Clinton seks gange dagligt. »Jeg har brug for at få mit liv tilbage,« sagde han efter færdiggørelsen af erindringerne, som var en rigtig dræber at skrive. Clinton er samtidig blevet ven af Bush-familien og vier sit liv til bekæmpelse af ekstrem fattigdom, religiøse konflikter og global opvarmning.

George Bush Sr. (1989-93):

»Præsidenter skal ikke blive bedt om at ringe til fyren, der slog dem eller ringe til en forgænger med mindre der er en grund«. Alligevel er Bush ikke bleg for at være hjemmefra, i 1996 var han f.eks. 143 dage på landevejen. Sportsmanden Bush sprang i faldskærm, både da han fyldte 75 og 80 år. Ser Clinton som lidt af en søn.

Ronald Reagan (1981-89):

Ville gerne have taget en tredje periode som præsident, hvis det var muligt, men tilpassede sig hurtigt sin nye rolle. Han vidste, hvem han var og »behøvede ikke magten til at definere, hvem han var«. Reagan dyrkede fysiske aktiviteter på ranchen i Santa Ynez Valley. Først da alzheimer-sygdommen for alvor satte ind, blev han for svag, og hele verden var vidne til, hvordan hustruen Nancy nænsomt støttede ham »på vej mod mit livs solnedgang«.

Jimmy Carter (1977-81):

Arbejder utrætteligt for freden, men amerikanske konservative ser ham som salvelsesfuld og selvretfærdig og ridder af tabte sager. Men Carter Centret under ledelse af den smilende mand fra Georgia med de isblåøjne har bygget utallige huse til fattige mennesker og er altid parat til at støtte en god sag. Ved årsskiftet havde The New Yorker fulgt Carter, der altid rejser med almindelige rutefly, for manden har få materielle fordringer til tilværelsen.

Gerald Ford (1974-77):

Overevejede at blive »med-præsident« til Reagan i 1980, men det gik slet ikke, bl.a. fordi Reagan aldrig ville have delt magten. Ford indtrådte i mængder af bestyrelser og blev en habil golfspiller og hans uselviske, ordentlige væsen gjorde ham vellidt overalt. Nationen tilgav ham for benådningen af Nixon, hvilket helede nationen.

Richard Nixon (1969-74):

Blev ramt af alvorlig, livstruende sygdom efter at han trådte tilbage og røg en tur i den mentale »ødemark«. Forsøgte at vende tilbage som ældre statsmand som rådgiver for præsidenter. »Jeg svigtede det amerikanske folk, og jeg må bære den byrde resten af mit liv,« men »når præsidenten gør det, betyder det, at det ikke er ulovligt,« sagde Nixon, der skrev en række stærke analyser, men nægtede at devaluere sin præsidentielle statur ved at indtræde i bestyrelser.

Lyndon B. Johnson (1963-69):

Ville gerne elskes, og det smertede ham, at Demokraterne ikke havde brug for ham ved valget i 1972, fordi Vietnamkrigen klæbede til ham. Han begyndte at lade håret gro og ryge, drikke og æde sig en pukkel på, så helbredet hurtigt svigtede den tidligere så forfængelige mand. Hans sidste offentlige fremtræden var en stor tale, som udtrykte forhåbningen om, at de sorte amerikanere en dag ville være fuldstændigt ligestillede.

Dwight D. Eisenhower (1953-61):

Den meget populære general og ekspræsident skrev sine erindringer, spillede golf og var så livsfarlig bag rattet, at han fik permanent chauffør. Hjertet svigtede de sidste år. Han støttede offentlig Kennedys Cuba-politik, selvom han var dybt skeptisk: »Ingen ved, hvor hårdt dette job er før han har været i det et par måneder.«

Harry S Truman (1945-53):

En beskeden mand og samtidig enfant terrible med et hårdt sprog, og som var republikanernes hadefigur. Truman havde et dårligt forhold til efterfølgeren Eisenhower og kom ikke i det Hvide Hus i en årrække. Men partifællerne Kennedy og særligt Johnson tog ham ind i varmen, selvom Truman reelt ikke følte, at han kunne yde et »bidrag«.