Livet efter Bataclan: Den smerte, du aldrig kan lægge bag dig

I "I får ikke mit had" får man en bog, der uden hverken klynk eller håb fortæller om at miste, pludseligt og forfærdeligt, og om, hvad det at miste kan gøre ved én.

Bataclan i Paris, hvor 82 mennesker mistede livet fredag d. 13 november sidste år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan man anbefale en bog, som det egentlig er ubærligt at læse?

Kan man anbefale Antoine Leiris´«I får ikke mit had«?

Både og.

Man bliver nemlig ikke klogere af at læse den franske kulturjournalists fortælling om den dag, 13. november 2015, da hans hustru, hans elskede, moren til hans 17 måneder gamle søn, blev myrdet på spillestedet Bataclan i Paris. Man forstår ikke bedre, hvorfor ekstrem ondskab findes. Man forstår ikke bedre, hvordan man kommer videre efter at have oplevet det, ingen bør opleve.

Hvad man får i stedet, er en bog, der uden hverken klynk eller håb fortæller om at miste, pludseligt og forfærdeligt, og om, hvad det at miste kan gøre ved én, og så bliver man jo alligevel, ja, klogere. Antoine Leiris skriver så smukt og følsomt og usentimentalt, og i Niels Lyngsøs fine oversættelse er den lille bog som en lille roman, der begynder med den forfærdelige meddelelse om, at det sted, hvor forfatterens elskede befinder sig, er blevet angrebet, og fortsætter med at beskrive dagene og ugerne efter: Fra det åbne brev til drabsmændene, som Antoine Leiris skrriver på Facebook to dage efter ugerningerne, til den medlidenhed, han ikke ønsker, men som han oversvømmes af, f.eks. når mødrene til de andre børn i sønnen, Melvils, vuggestue uopfordret skiftes til at lave madpakker til den lille. Fra de krampagtige forsøg på at føre almindelige samtaler med gamle venner til det besøg i krematoriet, der sætter tanker som denne i gang:

»Men de smukkeste øjeblikke i et liv er ikke dem, man sætter ind i et fotoalbum. Jeg kan huske alle de øjeblikke, hvor vi bare tog os tid til at elske hinanden. Se et ældre ægtepar og få lyst til at være ligesom dem. Et latterudbrud. En doven morgen hvor vi daser under dynerne«.

I virkeligheden kan man jo ikke komme videre fra et sted som dette, men Antoine Leiris kommer videre, hverdagen er nødt til at hænge sammen, selv om den i princippet ikke burde kunne hænge sammen. I en scene i bogen kommer en mand i arbejdstøj forbi hans lejlighed, han skal aflæse elmåleren, og det er så dagligdags, at det virker krænkende. At verden overhovedet går videre, er krænkende. Elmålingens banalitet er krænkende. Men hverdagen skal hænge sammen, det skylder faren sin søn, der selvfølgelig og forståeligt nok er fortællingens centrum. Og det gør den så. Den hænger sammen. Trods alt. Antoine Leiris vil ikke give forbryderne sit had, nej, men han vil give Melvil al sin kærlighed, og det er den kærlighed, der holder dem gående, så nogenlunde da.

Faren holder sønnen oppe, men nok så meget holder sønnen sin far oppe, det fortæller faren også om i et brev, som han skriver i sønnens navn og læser op til hustruens begravelse: »Det er far, der hjælper mig, fordi jeg er lidt lille. Ham skal du ikke bekymre dig om, jeg skal nok tage mig af ham. Jeg tager ham med ud at gå, vi leger med mine små biler, vi læser historier, vi tager bad sammen og giver hinanden mange kram.«

Det er jo hjerteskærende, men der er - igen - intet opbyggeligt i Antoine Leiris bog. Han har lidt, men ikke lært. Og på den måde kan bogen så måske alligevel og paradokalt nok være en trøst.

En påmindelse om, at man ikke behøver komme sig over smerten, men - i bedste fald - kan lære at leve med den. Også når det gør allermest ondt.

Forfatter: Antoine Leiris.

Titel: I får ikke mit had

Oversætter: Niels Lyngsø.

Sider: 120.

Pris: 199,95.

Forlag: Gyldendal