Liv på skærmen

Med »Begravelsen« har Merete Pryds Helle skrevet den første - og ganske glimrende - danske iPad-roman.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg plejer at læse med blyant. Skrive noter i marginen, understrege linjer, tegne pile og cirkler. Bare for ikke at glemme pointer og steder, hvor bogen er særlig stærk - eller helt horribel.

Det er slut nu. Altså ikke med de gode eller dårlige bøger, men med at læse med blyant. I hvert fald i iPad-bøgerne, som læses på en skærm og med en pegefinger. Og i dag udkommer den første danske af slagsen, nemlig »Begravelsen«, som er den seneste roman i den serie, Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard har skrevet under det fiktive forfatternavn Liv Mørk.

Denne gang er Pryds Helle dog alene om at være Liv Mørk. Og at Pryds Helle som den første har kastet sig over iPad-mediet er ikke så overraskende. Tidligere har hun blandt meget andet skrevet to historier - per SMS!

På iPaden er udfoldelsesmulighederne selvsagt rigere end på mobilen. Men inden diskussionen om brugen af mediet skal hovedhistorien i »Begravelsen« lige ridses op. Og her åbnes der med begravelsen af gamle Theodor Nicolaisen, som vi siden forstår ikke bare arbejdede i politiets bedrageriafdeling, men også selv var en ferm bedrager - og i det hele taget levede et liv, hans børn ikke havde fantasi til at gennemskue.

Nu er han imidlertid død. I sin lænestol, med hånden om sit erigerede lem. Han havde øjensynlig være ved at se porno, da han døde. Men døde han af ophidselse? Eller var der nogen, der ombragte ham?

Det forsøger et lille hold af kriminalfolk at få svar på, mens flere i Theodors familie dør. Som fluer, fristes jeg til at sige. Ikke fordi det er godt sprog, men fordi der sidder en flue oppe i iPadens højre hjørne, der fungerer som en slags return-knap, der leder læseren ud i menuen. Hvor man kan læse om Liv Mørk. Hvor man kan klikke sig tilbage til det sted, man er nået til. Eller starte forfra på historien.

Fluen er ikke eneste grafiske element., og Anna Jacobina Jacobsen har leveret de stemningsfulde og ofte kuldslåede illustrationer, som toner frem, når man trykker på de otte navne, som er markeret med rødt i teksten. Gør man det, dukker der først en dødsannonce op. Og stryger man fingeren hen over den, kommer en tegning til syne og siden en personhistorie, som underbygger, nuancerer eller forskyder hovedhistorien.

Det lyder mere kompliceret, end det er, og undervejs tænker jeg mere over, at kriminalgåden - som er vævet ind i sex, fortielse og grådighed - er skrevet i et stramt, usentimentalt sprog, og at det løber effektivt frem mod en vild og voldsom finale, end på at jeg ikke sidder med en traditionel bog i hånden.

Måske fordi de underhistorier, man trykker sig ind på undervejs, sagtens kunne have være indarbejdet i en traditionel roman. Og illustrationer er jo også velkendte i papirbøger. Men dét der virkelig kunne have gjort en forskel er musik. Særligt savnes den, når illustrationerne glider over skærmen. Ja, jeg tjekkede sågar, om jeg var kommet til at slå lyden fra. Men nej.

Så det er ikke så meget iPaden, som det er sproget og historien, der bærer »Begravelsen« igennem. Mediet er altså ikke budskabet, for nu at spejlvende Marshall McLuhans gamle pointe. Hvilket i grunden er opmuntrende. For selvom touch screen-skærmen gemmer på et enormt potentiale, så handler en roman jo til alle tider - også de mest moderne - om forfatterens evne til at bruge ord.

Og noterne til denne anmeldelse? Ja, dem har jeg skrevet på en blok. Af papir, vel at mærke.

Mød Merete Pryds Helle på BogForum, lørdag kl. 15 og søndag kl. 17