Det smukke ved denne første bogudgivelse fra Berlingske Media Forlag er, at den rejser et mindesmærke over dem, der har mistet livet i krigen i Afghanistan fra 2002 til juni 2010. Det uhyggelige er - som læser - at stå ansigt til ansigt med prisen for det, vi forsøger at vinde langt borte. Bogen er så godt som renset for de fremskridt, soldaterne har betalt for med deres liv. Dette er de røde tal i regnskabet uden så meget som én taknemmelig afghansk unge til at bryde billedet af en krig, der trækker uudslettelige spor gennem danske familier.
Konceptet for »De faldne« er i kronologisk rækkefølge at portrættere de døde soldater. I grove træk er de artikler, der tidligere er bragt her i avisen, tilføjet enkelte kapitler, der forklarer forskellige forløb og særligt hårdt ramte skæbner. Dertil kommer en række velfungerende fotoessays.
TV: Forfatter bag bogen: Derfor er bogen vigtig
Men de første 100 sider kommer soldater-beretningerne desværre aldrig rigtigt ind under huden på mig. En del af beskrivelserne af disse mennesker har svært ved at hæve sig over det banale. Om én fortælles det f.eks., at han havde numre på tolv pizzeriaer i sin mobiltelefon. Og at han elskede pizza. Jaså.
Enkelte irriterende faktuelle småfejl skæmmer også bogen. De første to hold var udsendt i fire måneder hver, ikke seks som det kommer til at fremstå. Ligesom Prinsens Livregiment er nedlagt for flere år siden, og Highway 1 er ikke en hovedvej mellem Helmands hovedbyer, men mellem Afghanistans hovedbyer. Og så videre.
Levende for læserne
Opgaven med at beskrive menneskene bag uniformen og finde de episoder, der gør dem levende for læseren, bliver løst markant bedre på de sidste 300 sider. Bogen bliver langsomt en smuk prisme, der viser sørgende mødre, fædre og enker, stænk af bitterhed, enorm stolthed, afklaret taknemmelighed og glæde. Og flere gange bliver man rørt af at høre om familiernes kamp for at komme videre og beskrivelser af modige afklarede mennesker, der går videre oven på et stort tab. Side om side med soldater, der er helt klar over, hvad de går ind til, og hvorfor de gør det. Og en feltpræst, der tør sætte ord på den død, som vi alle har så svært ved.
Enkelte af disse øjenvidneberetninger hæver sig klart over mængden - Christian Raaschou f.eks - der burde være udfordrende stof her for de, der føler sig uberørte og ligegyldige over for krigen.
Ud af mørket
Læsningen af »De faldne« vil for mange være en rejse ind i sorgens land; en bevægelse ind i et landskab, de måske har svært ved at forstå. Men ud af mørket taler de dødes stemmer også til os. De er blevet foreviget, så forskellige som de er: Eftertænksomme, følsomme, fandenivoldske, kække, overbeviste, kølige, kærlige og modige.
Jeg vil derfor anbefale bogen - et kapitel om ugen - som modgift til en Amalie- og Paradise Hotel-inficeret dansk virkelighed og som indblik i 31 skæbner, der kunne være din. Som der står et sted: »Det er ikke mængden af år i dit liv. Det er mængden af liv i dine år.« Og der er meget liv i denne bog om døden.
