Litteraturens Tarantino

Roman. Svenske John Ajvide Lindqvist har skrevet en inciterende og dybt ubehagelig roman om voksensvigt og manglende kærlighed.

Der skal en vis portion råstyrke til for at læse svenske John Ajvide Lindqvists »Lille stjerne«, og man skal helt over i den billige splatterlitteratur for at matche den vold og ondskab, der hersker i denne foruroligende og groteske roman om voksensvigt, manglende kærlighed og de berørte børns hævn. Men hvad de mere underlødige kioskbaskere mangler i psykologisk dybde og sprogligt overskud, har Lindqvist til overmål, og hans seneste epos kan for så vidt bedst kategoriseres som en litterær pendant til Tarantino.

Historien følger to forskellige pigeskæbner – det fortabte hittebarn Theres, som den fallerede popsanger Lennart finder i en lysning i skoven, og den overvægtige og ensomme Teresa, der mobbes af sine jævnaldrende og overses af sin familie. Mens Theres vokser op uden sprog, er Teresa omgivet af mennesker og ord, uden at hun af den grund føler sig mere set eller elsket. Begge piger er ensomme og skyr på hver sin måde verden omkring sig.

Lennart har som et eksperiment forsøgt at opfostre Theres uden tale, men alene med musik. Hun har en gudbenådet stemme, og han beslutter, at hverken han selv, hans underkuede og voldsramte kone eller deres småkriminelle voksne søn må tale til barnet for ikke at spolere hendes klang. Den isolerede og mere eller mindre sprogløse pige udvikler derfor dyriske adfærdsmønstre, hvilket får katastrofale følger, og da hendes interesse for ulve og en i øvrigt bemærkelsesværdig optræden i X Factor bringer hende sammen med Teresa, føler pigerne sig reddet – mens verden omkring dem er i fare.

»Lille stjerne« er en foruroligende og på mange måder forfærdelig roman, og det kan synes absurd, at man kan anbefale en bog, der i den grad virker så frastødende. Men udover at Lindqvist behersker det humoristiske og poetiske, er denne smukt oversatte bog en grotesk, genial og grum karikatur af den moderne verden og den moderne medmenneskelige natur. Her har voksne nok i sig selv og deres egne drømme og ambitioner eller mangel på samme, mens børnene nok bæres frem som små projekter, men for det meste går følelsesmæssigt for lud og koldt vand. Så der er i virkeligheden ikke noget at sige til det, og det forekommer ubehageligt naturligt – hævnen venter lige om hjørnet.