Litteraturens bonderøv

Hans Otto Jørgensen hugger og hakker, skovler og kravler, danser og elsker sig fortsat gennem sproget.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle forfattere skriver så hurtigt, at det kan knibe selv for den flittigste læser at følge med. For eksempel Hans Otto Jørgensen, der slider med sproget, og i den grad får tingene fra hånden. Gode ting. Således også den nyeste roman »Sæt Asta Fri«, som er en selvstændig fortsættelse af romanserien, der begyndte med »Hestenes øjne«, 2008, og »The Factory«, 2009.

Jørgensen skriver på sit liv, på sin hovedstol af erfaringer, gjort på rejsen fra barnelivet på landet over en vild og forvirret ungdomstid skiftevis mellem by og land til nutiden som åndsarbejder og byboer. Det har han gjort i mange forskellige fiktive former gennem de seneste år, men serien her er måske den, der ligger tættest på hans eget liv.

Jyllands herligheder

I »Sæt Asta fri« følger vi jeg-fortælleren i de tidlige forfatterår, hvor han skiftevis flakker mellem gården og tidens alternative boformer, kollektiver, landbrugsfællesskaber, drømmen om det nye samfund. Børn og skilsmisser hører også med. Og et afsnit om det grufulde system af ufrihed, der gemte sig bag murene i øst, med en collage af forfattercitater, står stærkt frem.

Hans Otto Jørgensen bryder samtlige regler for god opførsel i fiktionen. Han springer frem og tilbage i tid, uden varsel, tanker fører andre tanker med sig, han begynder sætninger med »men«, og flere steder får vi forskellige opremsninger, f.eks. en lang forrygende liste over Jyllands herligheder, og en over Israel, og han har både en jeg-fortæller og indre syn hos andre personer. Ikke mindst kredser han om morens liv og skriver sig helt ind i kroppen hos hende.

Erindringen bliver ved med at skabe nye sammenhænge, nye forståelser af, hvorfor tingene blev, som de gjorde. På samme vis bliver Hans Otto Jørgensen ved med at bane nye stier gennem moradset af levet, drømt og fiktivt liv. Og selv om man som læser har været der før, i stalden hos ko nummer 21 eller i det frustrerede ungdomssind, så er det endnu en gang nyt og meget friskt.