Hans Otto Jørgensen
... er redaktør og medstifter af forlaget Gladiator, der siden etableringen i 2013 har præsenteret »klassikere på kanten« i Sandalserien. De genudgivne værker er især, men ikke kun, af kvindelige forfattere, der aldrig kom med i litteraturhistoriens fortælling om det moderne gennembrud fra omkring 1870. Indtil nu er bl.a. Helga Johansens »Hinsides«, Marie Bregendahls »En Dødsnat« og Amalie Skrams »Sommer« udkommet i serien.
Hvad er missionen med jeres klassikerserie?
»Det er at præsentere værker, som man ellers ikke falder over, og da slet ikke i kanonen og heller ikke rigtigt i litteraturhistorien. Det er værker, der er blevet skrevet ud af litteraturhistorien, hvad enten det så er hele forfatterskaber, der er røget ud, eller det er enkeltværker af etablerede forfattere, der i øvrigt har en plads i kanon.«
»I den slags tilfælde er det ofte nogle bestemte sider af den og den forfatter, man har valgt at kigge på. Serien er et forsøg på at udbrede kendskabet til mangfoldigheden i litteraturen, hvor diverse kanonudvalg omvendt plejer at give et mere entydigt billede af, hvad litteraturen er for noget.«
Hvorfor er det vigtigt at pege på den mangfoldighed?
»Det er helt vanvittig vigtigt, fordi en stor del af den litteratur, der ligger lidt ude i kanten, ikke er blevet heglet igennem igen og igen og igen. Den kan man læse uhildet, uden at man har en plan for, hvad den roman, den novelle eller den digtsamling skal betyde.
»Når diverse kanoner peger på, at det er de og de værker, man skal læse, så sanktionerer de også en bestemt meningsfuldhed, og så får vi en pligtlæsning ud af det: Du skal ikke læse værket for værkets skyld, du skal læse det, fordi det er en del af en kanon.«
»Men det er forkert at tro, at litteraturen sådan kan snævres ind til at omfatte et eller andet antal værker. Litteraturen lever netop i kraft af ekspansion. Der bliver hele tiden skrevet til og hele tiden fundet værker, man havde glemt. Litteraturen er en levende organisme, ikke en død sild.«
Hvorfor fokuserer I på den danske litteraturhistorie?
»Jeg ville også gerne have fokuseret på den skandinaviske, men det blev for omfattende, så i første omgang har vi valgt den danske, og så må vi se, om der kommer nogle afstikkere til den skandinaviske. Norske Amalie Skram har vi for eksempel allerede taget med, fordi hun har været gift og opholdt sig i Danmark i en periode.«
Hvad opnår vi ved, at glemte klassikere bliver tilgængelige?
»De peger som nævnt på mangfoldighed og på, at kunstens væsen synes at være ekspansion. Og så er der hele tiden nogle mesterværker, der er blevet væk. Som nu Helga Johansens »Hinsides«.
»Når man gør nogle særlige arkæologiske fund, bliver man nødt til at skrive Danmarkshistorien om, og på samme måde er der også nogle litterære værker, der gør, at vi bliver nødt til at skrive litteraturhistorien om, fordi de bevidstheder, der arbejdede i dem, var så radikalt moderne, at de ikke rigtig passer ind på den tidslinje, man ellers har fået konstrueret - for eksempel i spørgsmålet om, hvornår vi blev moderne.«
»Så det er ikke kun for sjov. Det er også hårdt arbejde for forskningen.«
Mads Peder Lau Pedersen
... er den ene af de tre forlæggere bag Forlaget Sidste Århundrede, der er stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Indtil videre er kun udkommet Unica Zürns »Mørkt forår«. Til maj udgiver forlaget den tysksprogede tjekkiske jøde Herman Ungars »De lemlæstede«, som Thomas Mann kaldte »et seksualhelvede fuld af snavs, forbrydelser og den dybeste melankoli - en monoman digression«.
Hvordan er jeres forlag opstået?
»Vi har alle tre studeret litteraturvidenskab, to af os sammen, og vi fandt ud af, at vi havde samme smag for det mere esoteriske inden for litteraturen. Ikke et ondt ord om Dostojevskij, Kafka og hvad vi ellers har af klassikere, og som vi sætter pris på, men vi fandt ud af, at der var en del i periferien af kanon, som vi alle kunne lide.«
»Bøger, der var lidt for outrerede, mørke, monomane eller skamfulde i indhold til rigtig at være med i kanon. Det er meget klassikerne, der render med al opmærksomheden, men vi fandt ud af, at hvis man bevæger sig ud i randområderne, er der virkelig meget god litteratur, som selvfølgelig nok har en lidt smallere appel, men som vi på mange måder synes er interessant, fordi den ikke er blevet gennemanalyseret og læst til døde.«
»Det er svært at slippe af med 70 års Kafka-læsning for eksempel. Det kan være svært at gå direkte til de kanoniserede værker.«
Hvad er det, der fascinerer jer ved det glemte?
»At tingene kunne have været anderledes. Der er selvfølgelig nogle grunde til, at noget overlever og bliver voldsomt kanoniseret, men der er også ret mange ting i omegnen, som er lige så godt, men som bare af forskellige historiske omstændigheder ikke har fået klassikerstatus.«
»Nogle gange kan det også skyldes, at det simpelthen er for ubehageligt at læse. Øvelsen er så, om man kan genoplive det. Det er i sig selv interesant og udvider nogle muligheder for, hvad litteraturen er. Det kan andre forfattere søge inspiration i, og så giver det nogle lidt skævere perspektiver på litteraturhistorien.«
»Det er ikke, fordi vi vil have nogen ud af kanonen, men det kan give en anden vinkel på, hvad et europæisk hovedværk også kan være, og vise, at det kan være meget bredere end det, vi er blevet præsenteret for herhjemme. Vi har fået et lidt reduceret billede af den europæiske litteraturhistorie, så vi prøver at være med til at udvide det billede.«
Hvad karakteriserer de oversete værker, I tager fat i?
»Mange af dem er lidt mere groteske i indhold, end de mere kanoniserede er. Der er flere seksuelle afvigelser, nogle mørkere sider og et skamfuldt indhold. Vi kan godt lide bøger, man kommer til at skamme sig over at læse, fordi det er ubehageligt at blive vidne til det, der foregår i dem.«
»Stilistisk har de måske også en form, der går ud over den gode historie. De er stilistisk mere idiosynkratiske end mange hovedværker er, og så er de ofte også kortere.«
Julie Paludan-Müller
... er seniorredaktør og sammen med digteren Olga Ravn redaktør på Skala-serien, som Gyldendal lige har lanceret. Fokus er på oversat skønlitteratur fra det 20. århundrede i form af genopdagede hovedværker og bøger, der tidligere har været glemt eller dømt ude.
I serien er indtil nu udkommet Sylvia Plaths »Glasklokken« og Lucia Berlins »Håndbog for rengøringskoner«. I foråret kommer også Francoise Sagans »Bonjour Tristesse« og senere kommer der bøger af Joan Didion, Chris Kraus og Marguerite Duras.
Hvad er missionen med Skala-serien?
»Kriteriet er, at det er bøger, der ikke tidligere er blevet udråbt til klassikere, i hvert fald ikke i Danmark, og som samtidig har en friskhed og kan få nye generationer i tale. Det skal være en serie, man primært kaster sig over af lyst og ikke af pligt. Der må ikke være noget støvet over de bøger. Det skal være sådan, at man i princippet har lyst til at læse bøgerne i sin sommerferie og tænker, at det er noget, man kan blive beriget af.«
Er der noget, der går igen i de værker, I har valgt at udgive i Skalaserien?
»Det er ikke noget styrende princip, men foreløbig har vi kun kvindelige forfattere med i serien. Vi vil gerne finde nogle mandlige forfattere, men der er jo ret mange mandlige forfattere, der er blevet kanoniseret. J.D. Salingers »Griberen i Rugen« har jo for eksempel været i Gyldendals klassikerserie, den kan vi ikke bare løfte over.«
»På den måde spiller køn selvfølgelig ind, og økonomi har også spillet en rolle i forhold til, hvilken plads man fik i litteraturhistorien. I det 20. århundrede er det ofte hvide mænd fra velhavende familier, der er blevet kanoniseret. Men vi vil da meget gerne finde nogle ukendte, ustøvede mænd, vi kan løfte.«
Hvorfor er de glemte klassikere interessante for jer som forlag?
»Der er sket noget i forlagsbranchen. Man taler meget om Stoner-effekten, efter John Williams’ roman »Stoner«, som ikke fik meget omtale, da den udkom i 1965, men pludselig gik sin sejrsgang over hele verden med et halvt århundredes forsinkelse. Når vi får bøger ind fra udenlandske agenter, får vi hele tiden at vide, at det her er den nye »Stoner«. Dér skal man selvfølgelig være forsigtig, og vi forsøger nu heller ikke at finde den nye »Stoner«.«
»Men jeg tror ikke, at vi ville have lanceret sådan en serie her for fem-ti år siden. Der er tit nogle dogmer i forlagsbranchen i forhold til, hvad man kan og ikke kan, og ét af dem har været, at døde forfattere kan man ikke finde et publikum til, hvis de ikke er kanoniseret i forvejen. Men det har ændret sig, og det hænger sammen med Stoner-effekten.«
»Der er en anden lydhørhed. Folk vil gerne have nogle bøger af ordentlig kvalitet. Med fare for at lyde klichéagtig tror jeg også, at det spiller ind, at i en medievirkelighed, hvor det hele går utroligt stærkt, vil man gerne læse noget, der har noget vægt og en holdbarhed.«
