Litterær karikatur

Den franske forfatter Michel Houellebecqs meget omtalte »Soumission« er en blandet landhandel af provokation, poesi, politisk plat samt spe, spot og spydigheder.

Den franske provocateur-forfatter Michel Houellebecqs bog »Soumission« udkommer på dansk til efteråret. Foto: Miguel Medina/AFP
Læs mere
Fold sammen

Hele verden har en holdning til den franske provocateur-forfatter Michel Houellebecq og ikke mindst til hans seneste roman, »Soumission« (Underkastelse). Allerede inden bogen udkom, blev den dadlet som en slet skjult højreekstremistisk profeti om muslimsk overtagelse af den franske republik, og i lyset af den seneste uges tragiske begivenheder i Frankrig er kritikken ikke blevet mindre.

 

Spørgsmålet er, om »Soumission« – der udkommer i dansk oversættelse til efteråret på forlaget Rosinante & Co. – skal læses som sådan. Houellebecq er ikke nem at sætte i bås, og hvis man gør, forbryder man sig måske lige netop mod den indirekte påstand, som gennemsyrer hans forfatterskab: at det moderne menneske er et følgagtigt, fatalistisk og ikke-filantropisk individ, der følger flertallet og det moderne samfunds forlorne idealer som en maskeret lemming.

Man kan imidlertid ikke læse Houellebecq uden at blive ramt, oftest i negativ retning og i form af en stigende mental kvalme. Houellebecq håner alle. I den henseende har han en del tilfælles med det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo, om end dette blads grundlæggende tone er latterens, mens han fortrinsvis bevæger sig inden for sortsynets dystre farveskala – med stedvise galgenhumoristiske lysglimt.

Ulv i fåreklæder

»Soumission« er en til tider velskrevet, til tider unuanceret og grovkornet orwellsk historie om en illusionsløs universitetslektor i en nær fremtid – den 44-årige jeg-fortæller François der er specialist i nittenhundredtals-forfatteren J.K. Huysmans og ellers fordriver tiden med kedelige kolleger og velvillige unge studiner. Der er ikke udsigt til nogen større afveksling endsige begejstring, og han er af den lettere melankolske overbevisning, at højdepunktet i hans liv var tiden som studerende i et lille mørkt værelse og med smagsneutral kantinemad som kulinarisk klimaks.

 

Alting ændrer sig, da årelange politiske spændinger, fortsat arbejdsløshed og generelt mismod munder ud i et overraskende resultat ved præsidentvalgets første runde i 2022. Marine Le Pen fra Front National får flest stemmer, mens den moderate Mohammed Ben Abbes fra Det Muslimske Broderskab kun lige overgår Socialistpartiets leder. Det franske system sender de to bedst placerede kandidater videre til anden runde – her Le Pen og Ben Abbes – og som i virkelighedens verden ved præsidentvalget i 2002 bakker størstedelen af de politiske partier op omkring Front Nationals modkandidat for at undgå, at det yderste højre får magten.

Ben Abbes vinder, men som ulven i fåreklæder flår han masken af, straks han har vundet, og en lang række samfundsomvæltende initiativer gennemføres. Stat og religion genforenes, familieforsørgelse hæves med saudisk støtte, kvinder sendes hjem til kødgryderne, universitet i Paris bliver til Det Islamiske Universitet-Sorbonne, og underviserne må konvertere, hvis de vil beholde deres job.

Bedragerisk Houellebecq

François vælger at lade sig pensionere, men tanken om at hans karriere er slut, og bevidstheden om at også hans sexliv er på retur, sætter en »muslimsk modningsproces« i gang. Når både de studerende, han tidligere har kastet sig over, og kvinder generelt er klædt i bukser og løsthængende busseronner, pirres hans fantasi ikke tilstrækkeligt til, at han finder nydelse nogen steder, end ikke via lummer købesex.

 

François’ tidligere kollega, der er blevet det nye universitets leder, Robert Rediger, hjælper ham på vej. Som mange fra det højreekstreme Génération Identitaire har han fundet bekvemmelige lighedspunkter og idealer hos visse dele af det muslimske samfund og er for længst konverteret – og ligesom mange andre steder i bogen, hvor tanker, vaner og folk spottes og latterliggøres, langes der hér en kras karikatur efter den islamkritiske forfatter Robert Redecker.

Den ateistiske François konverterer til islam, får sit job tilbage med en klækkelig, saudisk understøttet løn oveni og udsigt til to-tre kommende hustruer. Kriminalitet og arbejdsløshed falder markant, EU udvides til også at omfatte Marokko, Tyrkiet m.fl., alle er glade, og François hævder, at han ikke vil komme til at fortryde. Men som Houellebecqs alter ego François også siger om sit eget alter ego, Huysmans, der skiftede kultursyn midt i livet og endte med at konvertere til katolicismen, så var Huysmans en bedragerisk skribent, man ikke helt kunne sætte sin lid til.

Houellebecq er også bedragerisk. Hvem kan stole på den vage hovedperson, der ændrer livsfilosofi for egen vindings skyld? Hvem kan stole på en forfatter, der hævder ikke at ville provokere, men håner religion, kvinder, navngivne og unavngivne personer, generaliserer, karikerer og overdriver? Hvem kan stole på systemet eller ulvene i fåreklæder?

Kan man – og det er i grunden dét, Houellebecq spørger om – overhovedet stole på nogen?

Titel: »Soumission«.

Forfatter: Michel Houellebecq.

Sider: 300. Pris: 21 euro.

Forlag: Flammarion.