Lillebror er den bedste i verden

Christel Wiinblad blev nødt til at skrive om sin lillebrors forsøg på tage sit eget liv. »Selvom det var hæsligt, var det simpelthen smukt,« siger den 28-årige digter, der ser værket som en måde at udtrykke sin kærlighed på.

»Lige så meget den er skrevet på kærlighed, lige så meget er den skrevet på raseri. Jeg var jo rasende over, at noget på den måde skulle pine min bror. Det har været så ubærligt for ham, at han ikke havde lyst til at være her mere. Og så bliver man jo rasende,« siger Christel Wiinblad om sin bog »Min lillebror«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Linda Henriksen

En sommermorgen vågner en storesøster urolig op på sit kollegieværelse nær Rundetårn. En SMS har vækket hende.

»Jeg ved ikke, om jeg er død og allerede i himlen, men i hvert fald i det grønne,« slutter beskeden sendt kl. 07.45.16 fra en skov i Svendborg.

Hendes lillebror ligger i »skjul« alt for mange kilometer fra kollegiet i København og ønsker ikke længere at leve. Han har en diagnose, der lyder skizofreni, men ingen medicin eller terapi vil kunne forhindre, at han om lidt skærer sig i begge sine håndled. Storesøster har aldrig set ham som et sygt menneske. For hende er han alt. Det mest interessante menneske hun nogensinde har talt med. Han må ikke dø.

»Jeg har altid vidst, han ville blive min skæbne og var min skæbne. Altid. Han har fået mig i kontakt med følelser, som jeg ikke er sikker på, jeg ville kunne nå alene,« siger Christel Wiinblad om sin dengang 22-årige lillebror, Jannick. Christel var 26.

To gange tidligere er det ikke lykkedes Jannick at tage afsked med verden, og det gør det heller ikke tredje gang. Blodet størkner, og til sidst opgiver han og vandrer fortumlet hjemad, mens hans storesøster i København uafbrudt og nyttesløst ringer op til en slukket telefon.

Snart er hun på vej mod Fyn og lillebror med blandt andet tobak, en E-streng til en guitar, økologisk æblejuice i brikker og Lars Frosts eksplosive roman »Smukke biler efter krigen«, der ender med at blive en af broderens største læseoplevelser. Hans forsøg på at vælge en tidlig død ender som en slags åbenbaring for den hengivne storesøster.

»Jeg følte, at noget større havde vundet. At bagefter se, at han var levende, og solen skinnede. Og at kattene var der. Verden var der stadigvæk. Det var bare så overvældende. Alt var intenst lyst op,« siger Christel Wiinblad, der i sommer – to år efter selvmordsforsøget – blev uddannet fra Forfatterskolen.

Hæsligt og smukt
Nu er digtsamlingen »Min Lillebror« udkommet, og her er broderens SMS-besked fra skoven flettet ind i usentimental lyrik forfattet af nødvendighed.

»Jeg skrev ikke på en smerte, jeg ville ud af. For jeg ville ikke ud af det. Jeg ville bare i den grad håndtere det her, som føltes som alt på én gang. Jeg blev nødt til at skrive for virkelig at komme i kontakt med den eksplosive skønhed, jeg så. Selvom det var hæsligt, var det simpelthen smukt,« siger Christel Wiinblad.

Stemmen er blid og holdningen rank, som hun sidder dér: Helt ude på kanten af den brune lædersofa i en stemningsfuld stue på det traditionsrige kollegium Ehlers, hvor den for nyligt debuterende lyriker har boet i godt fire år. Portrætdigtene »49 forelskelser« har plads i en af stuens mange bogreoler, mens »Min Lillebror« ikke er at finde i biblioteket. »Der må være en, der er i gang med at læse den,« konstaterer Christel Wiinblad, før hun igen sætter sig på kanten af sofaen. Serverer hvid pebermyntete og dadler og leger med sit løse sølvarmbånd, mens hun sagte og tålmodigt taler om døden og livet med tryk på det sidste.

»Jeg følte en fryd over, at noget kunne betyde noget så dybt. Du ved. At der var mening. Ligegyldigt hvor rædselsfuldt og sort og ondt det var, og at jeg ikke troede, man kunne overleve noget, der gjorde så ondt. Jeg vidste ikke, at noget på den måde kunne gøre så ondt og trænge ind i én som en fysisk smerte over det hele,« siger Christel Wiinblad.

Kærlighedsgerning
Med vidt åbne og klare øjne sætter digteren ord på sin ømhed. Langsomt og præcist, så ørene åbner sig, mens teen på bordet bliver koldere.

»Det har været en måde at udtrykke min kærlighed til ham på. Han er en meget stor del af meningen med min tilværelse, og det var ret fantastisk at stå med digtsamlingen i hånden og kunne give ham den. Det er bestemt en kærlighedsgerning. Jeg er meget taknemmelig over, at der findes noget så smukt som ham, og det blev jeg simpelthen nødt til at skrive om, Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af det. Ellers ville jeg bare eksplodere. Ved at give det fra mig, kan det være smukt, for det er først, når man deler noget med andre, at det rigtigt kan folde sig ud.«

Det er enormt stærke følelser. Hvordan undgik du at blive sentimental omkring det i dine digte?

»Det sentimentale er vel en fælde, man hopper i, når man forsøger at gå uden om alvoren. Det sted, hvor man rent faktisk kunne dø af at være. At stå over for min bror, som uden tvivl er det, der betyder allermest for mig, hvor han næsten døde, kunne man selvfølgelig godt tale sentimentalt om. Men så ville man jo ikke være modig nok til virkelig at gå ind i det og erkende, hvad det var, der lige var sket, og hvad der skete med én selv.«

Hvad har det forandret at skrive de følelser ud?

»Jeg respekterer mig selv mere som både forfatter og menneske nu. Nu ved jeg, hvad jeg er i stand til selv. Bare ved at have skrevet den. Jeg kan jo godt se, hvad det er, det er lykkes mig at gøre. Altså at have skrevet en god ...« Christel Wiinblad standser op og smiler et hørbart forlegent smil: »... en god bog. Jeg begynder også at kunne se, at det er modigt gjort. Men jeg er bare så træt af, at tingene ikke må betyde noget. Ikke må være virkelige, og at vi ikke må komme hinanden ved. Jeg synes ikke, det er en forkert ambition at kæmpe lidt mod den her fremmede følelse, man kan have over for andre, der i virkeligheden er ens medmennesker. Det er mærkeligt, hvis den skrøbelighed, som jeg tør vise frem både i mig selv og i min lillebror, chokerer. For det chokerende er vel, at den kan få andre mennesker til at indse, at vi hele tiden har ansvaret for hinanden. Jeg synes, det havde været problematisk, hvis jeg havde vist min bror frem som underholdning. Se, hvor spændende. Se, denne katastrofe – er den ikke chokerende? Så vi alle kunne side og pege fingre ad det hæslige. I stedet vil jeg i øjenhøjde med de her grimme ting, som man normalt ikke taler om.«

Hun har ingen frygt for, at hendes lillebror nogensinde igen vil ønske at gøre en ende på livet, og aldrig har hun dømt ham for hans desperate forsøg den sommermorgen et kvarter i otte. »Min lillebror« er på samme måde blottet for moraliseren.

»Jeg ville se på det så præcist, som det var, uden at fordømme min bror. Det er jo en tilstand, ethvert menneske i en eller anden forstand kan opleve, og som man skal lære at anerkende. Jeg ville forstå skønheden. Kriser er potentialer. Det tror jeg virkelig.«