At skulle rumme otte års levet liv i en ruf er voldsomt. Levet liv følger ingen dramatisk kurve, og Merete Pryds Helle stiller store krav til sin læser, der forsvarsløst føres fra sorg til glæde og fra stort til småt i den enstemmige mailkorrespondence »Kære Mai«.

En roman kan anderledes let rumme flere generationers historier, eller omvendt strække fem hundrede sider ud over en skæbnesvanger dag, fordi der er en dramatisk ramme, og fordi man som læser accepterer de skarpt skårede kulisser.

Men »Kære Mai« har ingen af delene. Det er en åben historie uden traditionelle spændingskurver, plot eller klimaks. Den er fyldt med uafsluttede tråde, gentagelser og trummerum, og så er den så privat, at man ind imellem bliver forlegen og andre gange bange for, at mailafsenderen gør nogen fortræd.

På mange måder ligner Pryds Helles bog en klassisk brevroman. Men den adskiller sig ved (må man formode) hverken at være fiktion, at vise modtagerens svar (undtagen i én enkelt mail fra veninden Mai), eller at være udgivet posthumt. Man kunne kalde den en uredigeret erindringsbog, men som læsningen skrider frem, opdager man, at det ikke er dækkende.

Pryds Helles otte år lange livskapitel som mor, forfatter, veninde og kvinde i det italienske er som litterært projekt et modigt og medrivende monstrum, og hvor mærkværdigt det end lyder, så er alle dets unoder, kedsomheder, fejl og mangler lige præcis dét, der gør det fremragende.

»Kære Mai« er som det liv, vi lever, med op- og nedture og med små banale hverdagshændelser og store personlige og poetiske begivenheder i en uskøn blanding. Men samtidig skrevet i et sprog, der gør selv det banale bæredygtigt, og i en form, der detaljeret og dristigt dokumenterer kvindeliv og forfatterliv anno i dag.

Som når hun raser og græder over ikke at føle sig anerkendt, rost og prisbelønnet. Eller når tingene kører:

»Min bog er godt i gang med at skrive sig selv - for tiden lægger jeg bare hånd til og ser bekymret på det der kommer ud, og håber at det ikke er for banalt. Men lidt banal må man vel gerne være - jeg skal også gøre oprør mod Borum-Brandt-æstetikken og give lov til det, der er forbudt og farligt«.

Læseren involveres i lægebesøg og lykkepiller, barndomstraumer og præmenstruelle kvababbelser, og både kendte og ukendte personer vejes og vurderes. Nogle lærer man bedre at kende end andre, og allerbedst forfatteren selv og den »kære Mai«, der måske i virkeligheden er som kvinder er flest. Manden er mere perifer, man mærker respekten og angsten for at miste og hører om skænderier og genforening, drømme og længsler:

»Med hensyn til sex er det omvendt af hvad du tror: Jeg vil have fart på, så man kommer ud at flyve ... I det hele taget tror jeg, at det er menneskets grundlæggende drift at ville flyve.«

Måske er »Kære Mai« svaret på den i årevis efterspurgte moderne samtidsroman. Den ligner bare noget andet; en litterær master class. Eller et lille stort dokumentarisk mesterstykke.