Lille kvinde var en stor frihedskæmper

Sunneva Sandø Pedersen var en lille, trind kvinde og en af Danmarks modigste frihedskæmpere. Bogen om hende er til både drenge og piger.

Den 18-årige Sunneva Sandø Pedersen iført kittel og malerpensel. Fotografiet er taget i 1916, året hvor hun blev student. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Sunneva Sandø Pedersen blev født på Færøerne, hvor hendes far var dansk præst. Hun var fra barnsben sin egen kvinde og fandt sig ikke i noget. Hun brød sig ikke om autoriteter og fandt sig heller ikke i sin fars præstelige formaninger. Et vanskeligt sind. Familien flyttede tilbage til Danmark, og Sunneva Sandø Pedersen begyndte på et medicinstudium, som hun dog afbrød. Hun udvalgte sig en kæreste, som faderen ikke brød sig om, og så stak hun af fra det hele og rejste til Paris, hvor hun i 1930erne åbnede et gymnastikinstitut. Instituttet blomstrede, og Sunneva Sandø Pedersen holdt til blandt kunstnere og bohemer i den franske storby. Nogen køn kvinde var hun ifølge fotografier ikke. Lidt for rund og med briller, der misklædte hende, men med et stort smil, der viser hendes varme.

Historikeren Anders Otte Stensager strejfede Sunneva Sandø Pedersens skæbne i sin fine bog fra 2010 »Kvinderne i Ravensbrück«, der handler om de tusinder af fanger i nazisternes kz-lejr for kvinder, Ravensbrück, hvor også en del danske fanger havnede.

I Ravensbrück udstod kvinderne de samme pinsler, som mænd blev udsat for. Her var ingen kønsforskel. Nu har Anders Otte Stensager foldet historien ud og fortalt Sunneva Sandø Pedersens livshistorie i bogen »Sunneva. Dame af sjældent mod«, der placerer hende blandt nationens største navne.

Det illegale arbejde

I de første kapitler er vi i Paris i det vilde natteliv sidst i 1930erne, men hovedpersonens sorgløse liv blev afbrudt af nazisternes besættelse af Danmark og derefter af Holland og Belgien. Jødiske flygtninge strømmede til Frankrig. Sunneva Sandø Pedersen besluttede sig for at engagere sig i flygtningearbejde og opholdt sig i perioder sammen med jødiske børn. Med nazisternes besættelse af Frankrig blev situationen for jøder forværret, og Sunneva Sandø Pedersen kom i kontakt med jødiske kredse i Paris, hvor man forsøgte at arrangere flugtruter sydpå Hun var med som hjælper, når grupper af jøder skulle hjælpes sydpå, og hun måtte snige sig tilbage i mørket til Paris efter disse aktioner.

Dette farlige arbejde betød, at hun måtte bruge dæknavne og flere gange måtte skifte adresse. Hun opretholdt hele tiden kontakt med sine søskende i Danmark, og disse breve har Stensager gjort brug af.

Gennem sit arbejde med jødiske flygtninge kom Sunneva Sandø Pedersen i kontakt med Pierre Brossolette, der var journalist og en af den franske modstandsbevægelses ledere. Han drev en boghandel i Rue de la Pompe, der var skalkeskjul for hans undergrundsarbejde.

Pierre Brossolette havde til opgave at organisere den franske modstandsbevægelses efterretningstjeneste og knytte bånd til den britiske efterretningstjeneste, SOE, og Sunneva Sandø Pedersen blev rekrutteret af Pierre Brossolette. Hendes lejlighed i Rue Claude Chahu, der lå tæt på boghandlen, blev et skjulested.

Et skjulested

Pierre Brossolette fik en kompagnon i en britisk agent udsendt af SOE, Forest F. E. Yeo-Thomas, der allerede var en britisk legende, da krigen startede. Han havde kæmpet mod Sovjet i den polske hær i 1920, og han var egentlig lidt for gammel til agentarbejde i 1940erne, men SOE besluttede alligevel at bruge ham. De to lavede missioner sammen under kodenavnet Seahorse. Opgaven var at knytte forbindelser mellem de franske modstandsgrupper, og der var overhængende fare for at blive fanget.

Den nazistiske leder i Lyon, Klaus Barbie, havde i juni 1943 fanget og tortureret den franske modstandsleder Jean Moulin til døde, og nazisterne var ude efter Pierre Brossolette og Forest F. E. Yeo-Thomas. For at finde et gemmested til dem blev Sunneva Sandø Pedersen bedt om at stille sin lejlighed til rådighed. De to agenter opholdt sig derefter fast i hendes lejlighed i Rue Claude Chahu fra efteråret 1943. Det blev Sunneva Sandø Pedersens opgave at modtage kodede beskeder fra den engelske efterretningstjeneste. Stensager antyder, uden at skrive det direkte, at hun blev forelsket i Yeo-Thomas, men intet synes at tyde på, at de fik et forhold til hinanden.I efteråret 1943 var Gestapo kommet på sporet af Brossolette, og SOE arbejdede på at bringe ham og Yeo-Thomas tilbage til London. Men disse redningsforsøg mislykkedes, og i februar 1944 blev Brossolette arresteret af nazisterne, uden at nazisterne dog anede, hvilken fangst de havde gjort. Yeo-Thomas var i mellemtiden sluppet ud af Frankrig og til London, men nu blev han sendt af sted for at befri Brossolette, for SOE vovede ikke at risikere, at Brossolette under tortur røbede al sin viden om modstandsbevægelsen. Yeo-Thomas rejste derfor tilbage til Frankrig og opholdt sig hos Sunneva Sandø Pedersen.

Sunneva fanges

Planen var, at Yeo-Thomas og hans kampfæller i tyske SS-uniformer skulle befri Brossolette og derpå flygte til London, men Yeo-Thomas blev stukket og fanget af fem gestapomænd inden aktionen. De var også på sporet af Sunneva, for der var en lækage i netværket, og Sunneva Sandø Pedersen blev anholdt og mødte kort Yeo-Thomas i nazisternes forhørsbygning. Han havde fået revet tommelfingerneglene af og så frygtelig ud. Så blev Sunneva selv udsat for hård tortur, der bl.a. bestod i slag og nedsænkning i et badekar med vand, så hun var ved at drukne. De truede med at skyde hende, men foreløbig blev hun sat i en mørk enecelle.

Fra den mørke celle gik turen til sidst til kvindelejren Ravensbrück. Det var et frygteligt sted, hvor dødsstraf og tortur var en del af hverdagen. Kvinderne blev ikke behandlet bedre end mænd, og aflivning i gaskamre var også en del af lejrens rædsler. Hun fik fangenummer 57.315 og kom til at arbejde som medhjælper på lejrens sygestue, hvor tyske læger udførte eksperimenter med fanger. Her overværede hun, hvordan ganske unge kvinder og piger blev udvalgt til at være med i forsøg, der bl.a. omfattede sterilisation uden bedøvelse eller smertelindrende midler. Forsøgene blev udført af dr. Treite, en brutal mandlig nazilæge, der udvalgte nyankomne kvinder til forsøg og lod de mest syge henrette.

Brutalitet og ondskab

Nazisterne var brutale og kyniske, men til at vogte over fangerne blev udvalgt kriminelle kvinder, der ofte udførte deres lederhverv med en ondskab, der ikke stod tilbage for nazisternes. Den sidste periode i lejren var præget af opløsning. De danske kvinder i lejren var blevet fanget, fordi de havde været aktive i modstandsarbejde, og i vinteren 1944 ankom 11 af sådanne kvinder til lejren. Fra få beretninger fra disse kvinder ved vi, at Sunneva Sandø Pedersen hjalp dem og med sit gode humør var med til at holde livsgnisten ved lige. Hun delte således mad ud fra sin egen sparsomme Røde Kors-pakke til fangerne. Hun og de andre danske fanger blev reddet af De Hvide Busser i begyndelsen af 1945, men for de øvrige fanger, der nu så danskerne drage af sted, var det en frygtelig oplevelse, for det stod klart, at for dem var der ingen frelse. På det tidspunkt vejede Sunneva Sandø Pedersen blot 40 kg.

Efter hjemkomsten og befrielsen blev Sunneva Sandø Pedersen kaldt til London for at afgive vidnesbyrd. Hendes udsagn var af stor betydning for retsforfølgelsen af nazisterne fra Ravensbrück. Til sin overraskelse erfarede hun, at Yeo-Thomas havde overlevet krigen, og nu modtog han hende i London. Noget forhold synes der ikke at have været mellem dem, men hun havde til sin død et fotografi af Yeo-Thomas hængende i sit soveværelse.

Efter krigen involverede Sunneva Sandø Pedersen sig i internationalt hjælpearbejde i foreningen Red Barnet, hvor hun blev fortaler for, at man også skulle hjælpe tyske børn uanset Tysklands handlinger.

For sin indsats under krigen blev Sunneva Sandø Pedersen både tildelt Christian Xs Frihedsmedalje og den engelske ærespris »The Kings Medal for Courage in the Cause of Freedom«, som blev givet til udlændinge, der i særlig grad havde hjulpet britiske militærpersoner og agenter. Sunneva Sandø Pedersen døde i 1981, 83 år gammel.

Lad os se det i øjnene. En af vore største helte fra krigens tid var en lille, let buttet kvinde, der ikke umiddelbart svarer til forventningen om heltetyper. Med sin hjælp til jødiske børn, franske og britiske modstandsfolk og sin indsats i Ravensbrück skriver Sunneva Sandø Pedersen sig ind i vor historie, som en af vore modigste.

I sidste uge viste Berlingskes nye undersøgelse af unge menneskers viden om krigen og besættelsestiden, at piger ved mindre om disse emner end drenge, sandsynligvis fordi krig og våben siger drenge mere. Men her er en bog, som piger også kan læse.