Forbyttede børn, forblæste godser, fortvivlede mødre, incest og lesbisk kærlighed, tricktyve, falske telegrambude, børnehjem, stedmødre, ophævede forlovelser, forsvundne manuskripter, gravstene, susende grene, genfærd i tårnværelserne og knirkende gulvbrædder ...
Det myldrer med gotisk uhygge i Leonora Christine Skovs roman »Silhuet af en synder«, der sådan lidt forsimplet og uden at afsløre for meget handler om Nella von Liljenholm, der i efteråret 1941 vender tilbage til sit barndomshjem, det forfaldne gods Liljenholm, i selskab med en mystisk fremmed.
Herfra oprulles historien om hendes mor, skræk-romanforfatterinden Antonia von Liljenhom, og moderens tvillingesøster Lily, deres fortid og også den mystiske fremmedes rolle i historien. Vekslende mellem at lade den fremmede fortælle, afskrifter af dagbøger, manuskripter, der dukker op, og tilbageblik.
Uhyggeligt bøh
Og jo, den er som sagt uhyggelig, romanen. Især første tredjedel, som undertegnede (der nok er ret nem at skræmme) kun kunne læse i dagslys, og hvor enhver knagelyd på siderne forplantede sig ud i rummet, hvor ordene forskrækker på samme måde som en drillepind, der hopper frem bag en dør og råber »bøh!«.
Men da de første afsløringer begynder at falde, og det står klart for læseren, at fortællingen skal være et æskesystem af historier, som hænger sammen, og som ved hver afsløring skal overraske og dreje historien i en ny retning, er konstruktionen simpelthen ikke raffineret nok til, at hændelserne længere er helt uventede. Det er nemt at gætte i hvert fald første del af den fremmedes identitet. Det er ikke svært at regne ud, hvad det nu er med de dér to tvillingesøstre, hvoraf den ene er moder til Nella. Og hvorfor genfærdene raser så meget i det ene tårnværelse er også ret oplagt.
Og når det ukendte sådan forsvinder, er der knap så meget at være bange over, mens man læser. Bogen bliver bare en svulstig spændingsroman. Af og til med en lidt irriterende næsten slapstickagtig væren sjov, med bemærkninger som: »Det tynde øl, kunne man også kalde mig, selv om 'det knap så tynde øl' ville være mere passende«.
I pressematerialet siger Leonora Christine Skov selv, at hun har ønsket at skrive en gotisk roman i den tradition, som blandt andre Karen Blixen har skrevet »Syv Fantastiske Fortællinger« i, men »Silhuet af en Synder« minder mig mere om en velkonstrueret Agatha Christie-roman.
Sommerhuslæsning
Hvilket bestemt er en kompliment. Det er mægtig underholdende, bare ikke særlig stor kunst, snarere sindrige konstruktioner á la »Mordet i Orient Expressen«. Har man læst et par kriminalromaner af den engelske Minette Walters-Ruth Rendell-agtige slags de sidste fem år, har man gode muligheder for at gætte, hvad der er familiens onde, lille hemmelighed.
Men »Silhuet af en synder« er udmærket underholdning, grundlæggende spændende og usvær at læse. Køb den i dag, tag den med i sommerhus i påsken og lad dig underholde. Men lad være med at læse den alene i et hus, der knager alt for meget. Og slet ikke med grene, der slår mod ruden.
