Tordenbrand, tuberkulose, Thøger Larsen som børnelokker, lesbisk kærlighed og andre former for sex i Indre Missions højborg er nogle af de kraftige ingredienser, Jane Aamund underholder sin læser med i andet bind af sin stort anlagte krønike om slægten Weibel, der tog sin begyndelse i 2002 med »Vesten for måne«. Et værk der med tiden og et (må man formode) tredje bind vil ende i nærheden af de 1.000 sider. Ingen skal komme og sige, at Jane Aamund hviler på de gyldne laurbær, hun modtog i 1997 af landets boghandlere.
Om både historien og forfatteren nu også kan bære et evt. tredje bind, begynder man at tvivle på midt i den foreliggende roman, der har titlen »Udlængsel«. Nok er det en vestjysk bondeslægt med saft og kraft, vi har med at gøre, men alle de figurer og menneskelige lidenskaber, der passerer revy i løbet af 300 sider - den fromme mor Ane, hendes dagdrømmende husbond Johannes og deres tre døtre, som kastes ud af reden, da slægtsgården må afhændes, mor dør og de voksne sønner slår hånden af far - brænder sig aldrig ind i læserens hud.
Det har for så vidt altid været det problematiske punkt i Jane Aamunds bøger. Passioner postuleres gerne, men får sjældent lov at udvikle sig på og mellem linjerne i litteraturen. Glimtvis er der optræk til store, uforglemmelige øjeblikke, men næppe er scenen sat, før tæppet trækkes for igen, og krøniken maler videre i sit triviallitterære tempo.
Man kan pege på en håndfuld oplagte melodramatiske muligheder, som forpasses i dette bind. Først og fremmest ildebranden på slægtsgården Nørre Vinkel, hvor lynet slår ned og for en stund lægger familien Weibel øde. Det hele overstås på lidt over en romanside - fra nedslag og flammehav til udbrændt tomt med forkullede kadavere og forstenede beboere - uden læseren rigtig får lov at opleve dette sindsoprivende inferno på nærmere hold. For pokker, for et litterært sceneri det kunne være blevet!
Og det samme sker med den besynderlige brug af en litteratur- og egnshistorisk skikkelse som Thøger Larsen, der pludselig trækkes ind på romanscenen for at agere gammel gris, kendt for at lokke egnens alt for unge piger til at befrugte digterens mere eller mindre beskidte fantasi:
»I skulle da gå i vandet!« lo Thøger Larsen. Det var de yndigste små jomfruer. De lignede små alfer, og han var svag over for kvindelig ynde, det var varmt, selv jorden åndede tungt. Han blev helt ophidset af at se på den unge rødhårede piges mælkehvide frodighed«.
Her er Jane Aamund kravlet helt ind i Thøger Larsens bevidsthed, hvilket hun som romanfortæller er i sin gode ret til. Men skal det være, så lad det dog være! Lad os få den gamle naturkigger i full size, og ikke nøjes med en billig antydning af mandens lyst til sex med alle mindreårige piger i Lemvig og omegn.
I løbet af dette andet bind i slægtshistorien vendes ryggen til hjemstavnen og »indremissionsens skyldpisk«. Vi følger Weibel-børnenes spredte, oprørske forsøg på at finde fodfæste i livet længst væk fra rødderne ved Limfjorden: »De var voksne, men ledte som børn efter tryghed og accept«. Det voldsomme familiære opbrud får dog en lykkelig udgang. »Gnistrende elektriske strømme«, bl.a. mellem en midaldrende, velhavende, men ulykkelig gift Joseph Aamund fra Hellerup og den unge, blide og generte Johanne Weibel fra Lemvig, sørger for slægtens reproduktion. Dermed sluttes cirkelen til bogens forord, der er underskrevet: Jane Weibel Aamund.
Hende vil Jane Aamunds næste roman handle om.
Mød Jane Aamund på BogForum i morgen, på Scenen kl. 15.30.
