Vladimir Lenin anførte kommunistbevægelsen, og efter 1917 blev han den ubestridte leder af Sovjetunionen. Endnu ligger hans balsamerede lig i et mausoleum i Moskva, og indtil for få år siden var hans eftermæle ikke blodplettet.
Der er god grund til at udgive en dansk biografi om Lenin og kampen om hans arv. Professor ved Copenhagen Business School (CBS) Kurt Jacobsen har skrevet en sådan biografi. Han genfortæller omhyggeligt Lenins historie fra barnsben til revolutionær virksomhed. Jacobsen beskriver leninismen som en sekulær religion, der efter Lenins egen død gennemsyrede samfundet og blev administreret af Stalin.
Der er meget lidt nyt i bogen. Det er ikke længere nogen hemmelighed, at Lenin var en brutal menneskeforagter. Han stod bag terroren og undertrykkelsen lige fra revolutionens start i 1917. Der er ikke tale om ny forskning eller overraskende indsigter. Kurt Jacobsen baserer sin bog på solide værker om Lenin, der er udkommet de senere år: Christopher Reads »Lenin, A Revolutionary Life« (2005), Robert Services »Lenin. A Biograhy« (2002) og vor egen Niels Erik Rosenfeldts »Lenin. En revolutionær fundamentalist« (2008). Det eneste nye i bogen er et kapitel, hvor Jacobsen tolker Lenin ind i renæssancetænkeren Machiavellis magtfilosofi, men det er svært at se, at netop Machiavellis tanker gør os klogere på Lenin.
Revolutionær fundamentalist
Konklusionen i de bøger, som Kurt Jacobsen refererer, er krystalklar, nemlig at regimets masseterror ikke blot skyldtes Stalin, men var forårsaget af marxismens ideologi og dens radikale udformning, som Lenin stod for. Jacobsen, som var kommunistavisen Land og Folks korrespondent i Sovjetunionen og DKP-partimedlem, konkluderer: »En dansk historiker har karakteriseret Lenin som en »revolutionær fundamentalist«, hvilket han utvivlsomt også var. Heri adskildte Lenin sig imidlertid ikke fra de andre ledende bolsjevikker.
Alle var de overbeviste marxister, og ingen af dem veg tilbage fra anvendelsen af masseterror i forsvaret for revolutionen ...« Kurt Jacobsen tilføjer, at Lenin nærmest fanatisk insisterede på fortsat terror og fortsatte henrettelser. Det er ikke her, bogens indre drama findes, for det har vi vidst længe. Nej, dramaet opstår i debatten om Lenins betydning for forvaltningen af den kommunistiske arv.
For da skeletterne væltede ud af skabet, og selv de sovjetiske ledere i 1956 indrømmede en del af uhyrlighederne, forsøgte man at undskylde marxismen, kommunismen og Lenin og hævdede både i Øst og Vest, at skeletterne skyldtes Stalin og hans personkult. Det var op til for få år siden meget svært at få historikere og gymnasielærere i Danmark overbevist om, at Lenin også havde været en kynisk menneskeforagter, der med glæde beordrede massemord og sultedød. Endnu i 2004 skulle vi på Berlingske igennem en længere debat, før det lykkedes at få fjernet en statue i overstørrelse af Lenin, der stod i Arbejdermuseets gård i København og hilste gæsterne velkommen. Hvad skulle en massemorder dér? spurgte vi.
Intellektuel uhæderlighed
Men Kurt Jacobsen vil slet ikke vedkende sig dette efterspil. I omtalen af Lenins eftermæle nøjes han med at skrive: »I 1983 skrev de to danske filosoffer Ole Thyssen og Mihail Larsen således, at terroren ikke startede med Stalin, men allerede fandtes hos Lenin.« Ganske rigtigt, og så skulle den kamp om Lenins spøgelse vel være klaret! De to marxister skrev faktisk i deres bog »Menneskerettigheder« (1983), at Lenin også havde været en undertrykker, men deres bog var ikke repræsentativ, for de fleste på venstrefløjen vedblev at finde på undskyldninger for Lenin og kommunismen og gav Stalin skylden for excesserne. Således også Kurt Jacobsen, der i 1981 udgav biografien »Stalin og revolutionen«.
Den bog er mærkelig nok ikke nævnt i Jacobsens egen litteraturliste, selv om den indeholder kapitler om Lenin. Man forstår godt hvorfor, fordi Jacobsen i denne bog giver Stalin al skyld for massemord og KZ-lejre. Der står ikke et ondt ord om Lenin. Jacobsen reddede kommunismen og Lenin ved at skrive: »Masserepressalierne og bruddene på demokratiet og principper for partiets og sovjetmagtens virke formåede IKKE at bremse opbygningen af socialismen (...) det skulle på baggrund af ovenstående fremstilling være klart, at Stalins personlige magtanvendelse og terror ikke er iboende træk ved det socialstiske system, der blot kommer til fuld udfoldelse under Stalin.
Det er netop præcist det modsatte, der gør sig gældende. Der er tale om BRUD på en række afgørende principper for det socialistike samfunds opbygning og udvikling.« Det er det stik modsatte af, hvad Kurt Jacobsen skriver i sin nye biografi om Lenin. Der er tale om intellektuel uhæderlighed, når man undlader at nævne sine egne holdninger, for det er vel ikke sådan, at Kurt Jacobsen helt har glemt sin egen bog fra 1981.
Desværre er Kurt Jacobsen ikke et særtilfælde. Der er blandt professorer og lektorer fra 68-generationen tale om omskrivinger af historien, der skal skjule deres egen fortid og legitimere deres tidligere holdninger. De har let spil, for der er lille selvransagelse i det faghistoriske miljø, og de fleste unge journalister, der interviewer dem, ved jo af gode grunde ikke, hvad der er foregået. Forlaget har gjort et dårligt stykke forlagsarbejde ved ikke at kigge forfatteren kritisk over skulderen, når man nu engagerede en tidligere kommunist til at skrive om Lenin.
