Lena Dunham: Nok om mig. Hvad synes I om mig?

Lena Dunham er via TV-serien »Girls« blevet repræsentant for et nyt årtusindes blog-ånd, hvor stort og småt udjævnes og fikseringen på det private synes patologisk. Det gælder også i hendes første bog, »Ikke den slags pige«.

»Ikke den slags pige« af Lena Dunham Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Karl Ove Knausgård skrev sig ind i litteraturhistorien med »Min kamp«. Seks selvbiografiske bind, der ikke bare går tæt på ham selv, men også på alle omkring ham: Hustruen og hendes sindslidelse, venner, forældre, børn.Bindene er holdt i en alvorstung indbinding og med Knausgårds ansigt på forsiden. Som en norsk klippekyst, efter års storm, sne og regn.

Sådan ser amerikanske Lena Dunham ikke ud på sin forside. Her er hun fotograferet i fuld figur, og den uklædelige nederdel viser, som hun skriver et sted, at hun er bygget som »en vingummibamse«. Der er også noget med hendes ben. Enten er de sært røde fra naturens hånd eller også er de solskoldede.

Dunhams projekt er nu alligevel ikke så langt fra Knausgårds. Det er også udleveringen og ikke mindst selvudleveringen, der er hovedgrebene i »Ikke den slags pige«. 320 sider, der på samme tid ligger i forlængelse af og er viklet ind i den ret vidunderlige, meget populære HBO-serie »Girls«, som Dunham har udtænkt og spiller hovedrollen i.

I rollen som den evigt skrivende, uhyre selvoptagede Hannah Horvath siger hun et sted: »Jeg tror måske, at jeg er min generations stemme. Eller i det mindste en stemme i en generation«. Og dén penduleren mellem individ og talerør, indtager hun også i uden for serien.

Hvor Lena begynder og Hannah ender, er i det hele taget ikke til at sige. Og under læsningen af »Ikke den slags pige« er man som læser heller ikke helt klar over, om det er en roman, der ligner en selvbiografi, man læser, eller en regulær selvbiografi.

»Jeg er en upålidelig fortæller,« skriver hun sågar et sted, så det er altså også et bevidst spil, hun spiller.

Men det er egentlig ikke så vigtigt. Det er det derimod, om bogen engagerer, og har man en forkærlighed for »Girls«, er der grund til at læse den. Hader man derimod serien, bør man holde sig langt væk. Kender man intet til den, men har lyst til at se ind i en verden, der spejler blogger-epokens udjævning af stort og småt og dens patologiske fiksering på det private, ja, så er den også værd at læse.

Da Igor døde

Selv må jeg sige, at jeg synes, det klæder Dunham bedre at skrive »Girls«-afsnit, end kapitlerne i »Ikke den slags pige«, hvor hun som nævnt gør en dyd ud af at udlevere andre og sig selv. Eller begge dele på samme tåkrummende tid:

»Mike var den første der slikkede mig. Det var efter en fest for Palæstina, og på mit kollegiegulvtæppe. Jeg havde det som om jeg blev tygget af et barn, der ikke var mit.«

Eller her:

»Han er ikke stiv, han læner sig ind over mig og presser sin pik mod mit ansigt. Det føles som en finger uden knogler.«

Sex og krop er i det hele taget størrelser, Dunham har svært ved at komme overens med.

»Sidste sommer fik jeg en stikkende følelse i kussen« er en sætning, der binder de to sammen, og som også peger på en af de mange lidelser, endometriose, hun lever med. Også af mental slags. Tvangstanker, hypokondri og spiseforstyrrelser hjemsøger hende, og endnu en lidelse synes i spil, uden at blive diagnosticeret hos hendes terapeut, nemlig egomani i fuldt udbrud. Som da hun hører fra en veninde, at Igor, en fyr hun har flirtet med, er død og det eneste, hun vil vide, er, om han nåede at sige noget pænt om hende.

Så uflatterende skriver Dunham sig gennem fyre, venskab, arbejde og familie, samtidig med at billedet af hende selv træder frem. Det er ikke kønt. Men det kan jo være befriende. Vi mennesker er sjældent kønne, når vi giver os selv lov til at være andet. »Ikke den slags pige« synes på den måde også at være et opgør med den chick lit, der ofte udstiller en kvindes dårlige sider, men alligevel altid med en underliggende pointe om, at hun er vidunderlig. Dunham er ikke vidunderlig. Hun er rasende usympatisk. Som et nyt årtusindes Woody Allen, blot uden nogen form for intellektuel overbygning. I hvert fald ikke, hvis man sætter lighedstegn mellem hende og »Ikke den slags pige«, der er kropsfikseret, selvoptaget og vel også del af clit lit-genren, som en engelsk kritiker har kaldt den kønsdelsfikserede genre, Caitlin Moran mestrer bedre end nogen anden.

Dunham er nu også morsom og en veloplagt exhibitionist og selvydmyger. Men også underligt tom. Der er følelser og usikkerhed og selvlede i spil, jojo, men også en paradoksal selvovervurdering og oppustethed, præcis som hos Knausgård. For hvorfor en tyk bog om Dunham, der bare var 27, da »Ikke den slags pige« udkom i USA? Flere end 300 sider, hvoraf flere bare er lister over, hvad hun har spist på en slankekur.

På den måde lever Dunham op til rædselsfulde fordomme om kvinder som selvoptagne, sludrevorne diætfanatikere, der i sidste ende bare drømmer om at være attraktive overfor mænd. Og i sidste ende over for den eneste ene. Det er der ikke meget moderne over.

Mødet med en tynd mand

Der ligger naturligvis også en større diskussion gemt i det forhold, at jeg anmelder Dunhams bog. En tynd middelklassemand i fyrrerne, der anmelder en kvinde med sindslidelser og vægttraumer i tyverne, og som stadig slås med sin identitet og med fyre og veninder og, og, og.

På den måde bliver anmeldelsen også del af hele den såkaldte hvidhedsdebat, hvor det blev diskuteret, hvad anmeldere kan skrive om og – måske i endnu højere grad – ikke kan skrive om. Altså hvad de er klædt på til at forholde sig til eller ikke er i stand til at forstå af klassemæssige eller racemæssige forhold, der ikke ligner deres egne.

Men da bøger er tilgængelige for alle, er de også åbne for alle læsninger. Dette er så min læsning af Dunhams bog, der så kan læses på en anden måde af en teenager, en bedstemor eller en jord- og betonarbejder.

Den her diskussion er også et eksempel på nogle af de optikker, man kan lægge ned over »Ikke den slags pige«. Andre er feminisme, egoisme, mandschauvinisme. Men ingen af diskussionerne er nogen, Dunham selv for alvor adresserer. Dunham synes bare, præcis som i »Girls«, at skrive om, hvad hun oplever, og gør det på en måde, der ikke gør læseren klogere på stort andet end Dunhams ego og idiosynkrasier.

Sluf eller roomie?

»Ikke den slags pige« redder sig dog hjem på humoren, der fik mig til at blive ved med at læse mig gennem dét, der mest ligner verdens længste klumme. Jeg læste også hen over oversættelsens inkonsekvente forhold til amerikanske udtryk. I bogen hedder det eksempelvis en »sluf« og ikke en »roomie«, men en »hoodie« og ikke en »hættetrøje«. Eller ved læseren mon, hvad »SAT« og »brb« betyder? Eller »arboret«?

En ekstra korrektur havde også været velkommen. Hedder det eksempelvis »sexpert« som i bogen eller »sexekspert« som i citatet bag på bogen? Og »Nathan« og »Natan« er vel den samme fyr? Og hvad er en »skrapbog«. Et sted, hvor man er virkelig streng eller bare en fejlstavning af scrapbog?

Men hun trænger igennem det hele, hende Dunham. Som en jeg meget gerne sidder overfor til en middag. Men aldrig vil være ven med.

Titel: Ikke den slags pige.

Forfatter: Lena Dunham. Oversat af Sara Koch.

Sider: 320. Pris 200 kroner.

Forlag: C&K Forlag