For 10 år siden sad Peter Laugesen, som han fortæller i forordet til »Anarkisten i Fandens hus«, sammen med Louis-Ferdinand Céline ved et skrivebord på Klarskovgaard ved Korsør.
Godt nok var det i 2001 netop 50 år siden, at Céline, en af 1900-tallets mest originale og banebrydende digtere, havde rejst sig fra skrivebordet og forladt Danmark, men tilbage efter den kontroversielle forfatter, der var flygtet til Danmark blandt andet på grund af nogle stærkt antisemitiske skrifter, der efter Anden Verdenskrig havde udløst en arrestordre i Frankrig, lå bogstavelig talt stakkene af hvidglødende ord og eksplosive udgydelser om diverse forfattere, om opholdet i Danmark, om Europa som ruinhob og om den menneskelige middelmådighed og elendighed.
Det er denne misantropiske, galde- og ildspruttende bunke ord Peter Laugesen har klippet i og monteret til »Anarkisten i Fandens hus«, en dramatisk tekst, der aldrig har været opført på en scene, men som nu foreligger i bogform. Det er altså på samme tid forfatteren Céline og dramatikeren Peter Laugesen, vi møder i bogen, og oven i købet får vi tre tekster om dramatikeren Laugesen med.
»Når en mesterlig skribent som Céline roder i verden med sin flammende blyant, bliver alting sandere,« formulerer poeten og dramatikeren Peter Laugesen sin trossætning i optakten til Céline-monologen. Måske! I hvert tilfælde kræver en sådan bekendelse til skriften også en diskussion om betydningen af ordet sand.
Men flammende er Célines blyant. Det er den, når han kaster sig over Sartre efter artiklen »Portræt af en antisemit« og karakteriserer ham og hans udseende: »Jeg har set fotografier af ham de enorme øjne den lillebitte hage det plaprende slamhul det er jo en fladorm!«. Og ikke mindre flammende er den, når han lufter sin mening om Danmark eller skildrer Europa i opløsning. Blidest bliver Célines blyant, når han skriver om hunden Bessy, katten Bébert og til en vis grad hustruen Lili, der i Peter Laugesens montage hele vejen igennem danser og mimer en slags kommentarer til teksterne.
