Laugesen danser twist

Der føjes endnu en flok ord til et af det sidste halve århundredes lyriske forfatterskaber i Peter Laugesens nye digtsamling.

Der er ingen til stede kun ordene i flow som dyr på vej. Fold sammen
Læs mere

I sin nye digtsamling, »Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej«, udpeger Peter Laugesen som en anden supertræner og som et indlysende apropos til fodbold-VM i Brasilien sit eget ønsketeam af et fodbold- og forfatterhold: »Seks københavnere, en englænder, to irere,/en tysker og to thyboer står parat, en for mange ...«

Hvem der gemmer sig bag den stribe fornavne, spændende fra Brendan og Seamus til Klaus og Tove, som Laugesen remser op, ligner oplægget til en mindre forfatterquiz. Hvem af de tolv udtagne ordspillere, der henvises til reservebænken, kan læseren selv gætte på. Sikkert er det, at sammenstødet mellem det store folkelige medietilløbsstykke og det eksklusive forfatterudvalg er typisk Peter Laugesen.

I sit store, stadigt strømmende »skriften følger livet«-værk tager digteren med den aktuelle tilføjelse endnu et skridt hen mod kanten af ingenting, men samtidig giver han protesten mod den uundgåelige aldringen plads i projektet: »Jeg vil ikke/visne og blegne,/langsomt/blive en anden, ukendelig./Jeg vil/råbe og skrige, danse/en vaklende/tvær/vrissen gammel/blå twist,/vakle/styltende/væk ind i natten ...«

Hensigtserklæringen er klar nok, men voldsomheden, råbene og skrigene bliver det meste af tiden overdøvet af en mere lavmælt og vemodig mumlen. Hunden, der har fulgt digteren på de mange spadsereture i Brabrand og omegn, er død, og gamle venner er væk. Nekrologer og dødsannoncer fodrer erindringen og melankolien.

»En af mine venner er død i dag på øverste højre hjørne/af en avisside og urets visere går bare videre.« Minderne om fortidens typografdage og fyraftensbajerne lørdag middag dukker op, samtidig med at Peter Laugesen ser sig omkring i kredsen af avantgardekunstens og antiborgerlighedens ikoner, fra den evigtunge og vilde Rimbaud til beatforfatteren Kerouac eller den kinesiske modernist og udfordrer af traditionen Lu Xun.

Der er fortsat inspiration at finde til vrissen og samtidskritisk snerren: »Den virtuose småborgerlighed/vrimler frem alle vegne«, konstaterer han for eksempel et sted.

Trætheden og energien på trods brydes i Laugesens sene forfatterskab. Nulpunktsoplevelsen slår igennem på flere måder i den nye digtsamling, hvor også skriften brydes ned til det minimale, ultrakorte sætninger, skrivemaskineklapren for én finger og enkle, ufærdige kruseduller af håndskrift. Opvarmningsøvelser, afviklingsmanøvrer, og så sniger i øvrigt en vis selvironi sig ind i forfatterens selvportræt:

»Jeg mixer min vældige stemme ind/i tidernes mugne kor/over halvfjerds og festen bag mig/står jeg med nedslidte fjer/og kolde piber på bordet. Hunden er død ...«

Peter Laugesen har udvidet et af det sidste halve århundredes vigtige værker med endnu en flok ord, og samtidig er han med til at føje en spændende dimension til det aktuelle billede af dansk poesi.

Mens de unge lyrikere nærmest vælter frem og udgiver den ene bemærkelsesværdige digtsamling efter den anden, slutter akademimedlemmet og den garvede anarkist fra Brabrand sig til de ældre digtere, der udforskende skriver alderdommens og den nære forsvindings kvababbelser levende og dynamisk ind i tidens store poesibog. Netop spændvidden og samspillet mellem yngre og ældre digtere er en del af rigdommen og fascinationspotentialet i lyrikbilledet lige nu.

Titel: Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej Forfatter: Peter Laugesen Vignetter: Jens Birkemose Sider: 84 Pris: 175 Forlag: Gyldendal