Langt ud - langt ind

Ferm forfatter tager springet til fuldfed krønikeskriver i ungdomsroman om en autistisk dreng i Nordatlanten.

Anders Johansen, »Hullet«. Fold sammen
Læs mere

Forestil dig klippevægge og himle, hvor fugle klækker æg og svæver. Tænk gule engkabbelejer, så langt øjet rækker, og brægende får i flokke. Tænk en lille, indelukket bygd med en farverig, nærmest eksotisk befolkning, der hilser trækfuglene velkommen og går i kirke om søndagen. Det er udgangspunktet i Anders Johansens ungdomsroman »Hullet«. Et hul gennem et fjeld, i tiden og inden i en dreng. Ikke nogen almindelig hverdagsrealistisk ungdomsroman, men en fuldt udfoldet krønike om gnistrende glæde, svidende ondskab og bundløs fortvivlelse fra et fiktivt sted i Nordatlanten, der godt kunne ligne Færøerne. Den er skrevet i et sprog så let som fuglefjer og med en begejstring for ord som tejst, svartbag, lunde, sule, mallemuk. Alle fuglenavne.

Drengen David fortæller historien om bygden Fjeldvig på øen Tangø, hvor tidslagunen forsvinder, da der bores en tunnel ud til »Byen« og »udviklingen«. Og han fortæller sin egen og familiens historie, hvor han til sidst er 14, og far, mor og storebror Peter er på vej væk efter en tragedie. Peter er Davids vogter, hans klippe, og ham vil han gøre alt for.

David hører tit, at han er »for speciel«. Han er eminent til alt med tal og kender alle fugles latinske navne, men forstår ikke billedsprog og tager alt for pålydende. Lærer Joensen lærer ham via smileys at aflæse ansigter. Alligevel bliver han »sort og flosset«, når det indre hul åbner sig, så han desperat må remse fuglenavne som »Alk, ride, kjove, skråpe« for at blive »blank indeni«.

Nogle kursiverede og opgraderende barndomsglimt kunne man snildt have undværet. For læseren får også uden dem en eminent indsigt i autisme, uden at det bliver en banal emneroman. Davids stræben efter forklaringer og efter at forstå mennesker gør fortællingen original og tilfører den en ærlig og troværdig fortællestemme. Hans og stedets udvikling aflæses helt ned i poetiske remser, som bevæger sig fra fuglenavne til slush ice, blowjob, færist og fucking. Og spørgsmålet om udvikling er lig med afvikling, bølger indenunder.

Siden debuten i 1984 har Johansen skrevet en række bøger, flest af dem for børn og unge: »Nogle af dem er nogle tynde pjoskere, andre er lidt brede over ryggen,« som han selv beskriver dem. Andre karakteriserer hans realistiske ungdomsromaner som »skolelærerlitteratur«, positivt ment, da de behandler emner som anoreksi, dummebøder, fattigdom og møde med andre kulturer. Højdepunktet til nu er Raklos-trilogien inspireret af Balkan-krigen og Anden Verdenskrig. Men ingen af dem når i nærheden af »Hullets« niveau, som er en dybt fascinerende og stor fortælling for unge og voksne, og det vil ikke undre, om den bliver stående som årets bedste ungdomsroman.