Langt fra luksus­andedammen

Hvad er der tilbage at kæmpe for? Det gode danske liv er blevet så godt, at det er kedeligt og lige til at flygte skrigende fra. Læs anmeldelsen af bogen "Den røde jord i Mzuzu" her.

»Den røde jord i Mzuzu« giver blandt andet læseren en introduktion til forholdene i det afrikanske land Malawi. Fold sammen
Læs mere
Foto: AMOS GUMULIRA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ANMELDELSE

Af og til kan det gode liv blive så røvsygt, at man må kaste en granat ind i det. Det erfarer den 30-årige Alice i Trine Andersens udviklingsroman »Den røde jord i Mzuzu«. Hun sælger sin lejlighed på Kalvebod Brygge og drager til Malawi, køber et hus og får akut diarré. Det er også her, læseren møder hende, på et toilet uden vand, i et ukendt land og med helt åben mave, som de lokale kalder den lettere uværdige tilstand.

Alice er universitetsuddannet og kunne sagtens have fået en karriere i det offentlige bureaukrati. Hendes far er et skvat, og hun har stadig til gode at møde en mand, der kan afkræfte, at den dom er dækkende for hele mandekønnet. Var hun blevet i Danmark, var hun sikkert flyttet til provinsen for at krepere langsomt i hamsterhjulet, og det er da også hendes længsel efter noget mere og større, der fører hende til Malawi. Et land, hun ikke aner en skid om, men hun ved dog så meget, at det ligger langt fra luksusandedammens debatter om frikadeller, en censor der ikke vil give hånd og Oberst Hackel-typer i det danske forsvar. Og det er nok.

Lang rejse for at finde sig selv

Elegant fortæller Trine Andersen historien om en kvinde, der finder sig selv, da hun ikke kan komme længere væk. »Den røde jord i Mzuzu« er dog ikke kun en eksistentialistisk afdækning af en midtvejskrise i begyndelsen af livet, men også en indføring i landets korrupte og komplicerede politiske forhold. Omdrejningspunkt er en række demonstrationer mod det politiske styre, der fandt sted 20. juli 2011. Her døde 20 mennesker. Alice bliver øjenvidne og tvinges ud af rollen som iagttager til tilværelsen og til rent faktisk at deltage og tage stilling.

Hvor Joseph Conrad sendte Kurtz til Afrika og ind i mørkets hjerte, »The horror! The horror!«, da er det ikke ondskaben, Alice møder i Malawi – det er den politiske kamp for ideer, der samtidig er en kamp for en bedre verden. Bedre i forstanden demokratisk, med færre privilegier til en smal indavlet elite, bedre uddannelsesmuligheder, infrastruktur og ytringsfrihed.

Det kunne have løftet »Den røde jord i Mzuzu«, hvis Trine Andersen havde haft mere brod i sine beskrivelser af Danmark kontra Malawi. Hvis for eksempel de lange beskrivelser af ubekvemmeligheden i at bo uden tag og tomgangsprægede samtaler med ligegyldige mænd var blevet ned- eller helst helt bortredigeret. Hvorfor skal en kvindelig hovedperson også altid sovses ind i en kærlighedshistorie? Det er, som om kvinder i bøger ikke kan erfare verden uden at være en del af et kærlighedseventyr.

Ser vi bort fra det, har Trine Andersen fat om nerven på et af de største problemer i vores generation: manglen på noget at kæmpe for. Vores forældre og bedsteforældre skabte velfærdsstaten, de sørgede for gratis uddannelse, fri abort, åbnede arbejdsmarkedet for kvinder og sørgede for pleje af vores ældre – hvad er vores bidrag? Av. Andersen er en vidende og vindende fortæller, men hun må godt bide lidt mere til samfundsbolle næste gang.

Titel: Den røde jord i Mzuzu.
Forfatter: Trine Andersen. Sider: 424. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Gyldendal.