Han har levet af svindel, og svigtet sin kompagnon. På det nære plan har han svigtet koner og børn i en jævn slipstrøm. I fortællende stund er han kommet helt ud til kanten af sit liv, han har lejet et sommerhus ved Vestkysten, hvor han venter. På hvad ved han ikke helt klart, men nogen, som ikke vil ham det godt, er efter ham. Måske en søn, måske den svigtede kompagnon. Nu fortæller denne paranoiske mand om sit liv, og det har ikke været sjovt. Det er læsningen heller ikke! Glædeløs erindring på erindring dukker frem, og kun en kvinde, som valgte ham fra står tilbage som en positiv mulighed, der dog aldrig blev. Suk. Der kommer næsten noget nydelsesfuldt over mandens opremsning af egen elendighed. Trods et godt sprog og udmærkede indslag, underlige missionske folk og nævenyttige sommerhusbeboere, kommer romanen aldrig til at virke engagerende eller nødvendig.