Længslen efter alvor

Rå og kompleks kunstnerroman af Trisse Gejl skriver sig stærkt ind i en ny og velkommen tendens i tiden med trang til ærlighed.

Lykkeligvis viser der sig nu tegn på en ny tendens i tiden med værdsættelse af viden, ærlighed og ægthed. Aktuelle kronikker, bl.a. Lise Bach Hansens (Politiken 24.4-11), der nævner The Economists kulturmagasins slogan: »Knowledge is Pleasure«, viden er velbehag, peger på den nye tendens.

Trisse Gejls nye roman »Siden blev det for pænt« skriver sig stærkt ind i denne tendens til at søge væk fra overfladiskheden. Hun har blik for det nødvendige spring væk fra ironien og ind i alvoren og troværdigheden.

I kunstnerromanen »Siden blev det for pænt«, med den kriseramte forfatter Trine Vedel som jegfortæller, er der en nulpunktssøgen, der bringer Tom Kristensens roman »Hærværk« i erindring. Selvdestruktion og noget næsten katastrofalt fører Trine Vedel frem til et nyt livsspor.

Hun har haft succes med nogle romaner om Udkantsdanmark og har solgt til udlandet, men er havnet i eksistentiel, ægteskabelig og skrivemæssig krise. Angstpræget, alkoholiseret og konstant på rejse søger hun desperat efter bekræftelse i forskellige erotiske forhold, der momentant kan få hende til at glemme frygten for, at hendes mand har fundet en yngre model og tabet af den elskede bror.

Både ægteskabet og hendes seneste skriverier er blevet »sproglige konstruktioner« – uden liv og kerne. Intimiteten og det søgende er forsvundet. Trine Vedel er udbrændt.

»Siden blev det for pænt« er en rå og kompleks kunstnerroman, der holder læseren fanget med skarpe og glimtvise antydninger af lurende katastrofer og ved at skrælle ind til benet af jegfortællerens identitetskrise med efterfølgende selv- og ægteskabsdestruktion.

Det overordnede synspunkt er væsentligt og sympatisk, men der sniger sig upræcise beskrivelser ind, når en af personerne nævner en radiooptagelse af en samtale mellem Auguste Rodin (1840-1917) og Roland Barthes (1915-80)! Så bliver det mere surrealistisk, end det nok er tænkt. Slutningen kan også synes uunderbygget. Det skygger dog ikke for, at Trisse Gejl skriver væsentligt og vibrerende om en kvinde på kanten af afgrunden.