Lad det blive ved filmen

Lynn Barber er en prisvindende engelsk avis-journalist. »An Education« er hendes selvbiografi, og Lone Scherfigs film af samme navn bygger på Nick Hornbys omskrivning af de første kapitler.

Lynn er teenager i begyndelsen af 1960erne, et kvikt enebarn der keder sig voldsomt. Den meget ældre Simon vækker hendes ulidenskabelige nysgerrighed, og hun lader sig forføre. Han viser sig ikke at være den, han giver sig ud for, Lynn vender ham ryggen og tager til Oxford. Efter nogle udfarende år møder hun sin mand, får et par døtre og gør karriere. Tonen er journalistisk og ligefrem, men de mange kapitler viet til anekdoter om interviewofre og andet godtfolk virker uvedkommende for en dansk læser. Historien om de unge år er fængende, men virker uforløst, det samme gør beretningen om ægtemandens sygdom og død. Det er let at forstå, hvorfor de første kapitler kunne vække en filmskabers interesse, men svært at fatte hvorfor selvbiografien udkommer på dansk.