Kvinder der hader mænd

Jan Roar Leikvolls »Sangfuglen« skildrer et samfund, hvor kvinderne har fordrevet mændene. Eller blot bruger dem som avlsdyr.

Jan Roar Leikvoll døde som 40-årig, inden han nåede at opleve et af sine værker oversat til et andet sprog. Men nu findes »Sangfuglen« på dansk og udkommer på det nye forlag Vild Maskine. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

40 år. Så kort blev livet for Jan Roar Leikvoll, der levede og døde med en hjernesvulst. Men inden sin pludselige bortgang i 2014 nåede han at etablere sig som en af Norges mest bemærkelsesværdige forfattere og modtog blandt andet Stig Sæterbakkens Mindepris med denne begrundelse: »Hans foreløbige forfatterskab er et af de mest gennemførte og unikke projekter i norsk samtidslitteratur.«

Leikvoll døde på alle måder for tidligt og også inden, han nåede at opleve et af sine værker oversat til et andet sprog. Men nu findes »Sangfuglen« altså på dansk og udkommer på det nye, meget lovende forlag Vild Maskine. Og Leikvolls roman er bestemt et »unikt projekt«, hvor handlingen er henlagt til en by, der udelukkende består af kvinder og er omgivet af en høj, bevogtet mur.

Udenfor høres mændenes brøl, og indimellem forsøger de at trænge ind i den verden, kvinderne har skabt. Den er nu ikke kun af det gode. Bare deres måde at holde fødselstallet oppe på: På bordellet kan byens kvinder gå hen og få stillet lysten hos tilfangetagne mænd eller få den sæd, de måtte have brug for.

Men der en blind passager i kvindeland, Jakoba, som i en fri verden ville hedde Jakob. Bag de »snærende trusser« er hun nemlig en han, og det har moren og tanten haft let ved at skjule gennem barndommen, men med pubertetens komme melder problemerne sig. Hår spirer på hagen og i skridtet, og sangstemmen vil snart miste sin klare klang. Kastration er en løsning. Så vil stemmen forblive lys og seksualdriften aldrig afsløre hans køn. Men i mødet med sanglærerens tjenestepige, Tikva, mærker han lysternes og kærlighedens dybe, vidunderlige sug.

På den måde stilles Jakoba, i en fortvivlende ung alder, over for et eksistentielt valg: Han kan udleve sin kærlighed og sine drifter og ende på bordellet eller ude på den anden side af muren. Eller han kan lade sig kastrere og på den måde forblive i nærheden af Tikva, men som en stækket udgave af sig selv.

Mental og fysisk vold

Hele situationen og den skruestiklignende mekanisme fungerer fint i »Sangfuglen«, der (i hvert fald hvis man er mand) kan læses som en form for postapokalypse. Men romanen kan også tolkes som et signalement af ethvert samfund, hvor der ikke levnes plads til den frie tanke, og hvor alle former for selvrealisering, der ligger uden for dogmerne, mødes med modstand i form af vold – mental såvel som fysisk.

Alt dette taler med under læsningen, hvor Leikvolls klare prosa udgør en stimulerende modvægt til den mørke grundidé.

Indimellem bliver romanen dog overtydelig i sine pointer. Som når én siger, »Man synger og dræber med samme ord. Man elsker og voldtager med samme krop«. Men trods sådanne passager står »Sangfuglen« tilbage som en vellykket – og veloversat – roman og er desuden et anderledes bud på en læseoplevelse her til lands. Hvor de fleste gode forfattere sværger til nutidsrealisme.

Titel: Sangfuglen. Forfatter: Jan Roar Leikvoll. Oversættere: Arko Højholt og Mads Heinesen. Sider: 189. Pris 200 kr. Forlag: Vild Maskine.