Skal man eksperimentere på alle livets områder og søge størst mulig frihed for at kunne udvikle sig? Stagnerer man, hvis man gør sig umage med at aflæse andres behov?
Det er et par af de spørgsmål, man kan stille sig selv under læsningen af Anna Lise Marstrand-Jørgensens nye roman »Hvad man ikke ved«, første bog i en planlagt to-bindsfortælling om familien Horn, der foregår i et fiktivt, vestligt land i 1960erne og 70erne.
Det er en roman med et modigt blik på krise og opløsning i familien i en tid med seksuel frigørelse og vidtfavnende frihedsdrømme. Og det er et kraftigt spring, Anne Lise Marstrand-Jørgensen tager fra den monumentale middelalderromanbiografi »Hildegard« i to bind (2009-10), til »Hvad man ikke ved« - både tidsmæssigt, tematisk og stilistisk.
»Hvad man ikke ved« er en bred skildring af magtforhold i familien i en tid med mange eksperimenter. Der er indlysende forskelle på de to romaner, men naturen spiller begge steder en vigtig rolle, og heri ligger forfatterens særkende.
I »Hvad man ikke ved« stikker naturen sit ansigt frem i glimt i rønnebæreksplosioner, vild timian og skovens hvisken. Men den indre, menneskelige natur spiller også en afgørende rolle. I familien Horn er der en afgrund mellem den kvindelige og den mandlige natur. Den kønne, indadvendte og omsorgsfulde Alice lader sig dominere af den attraktive og særdeles udadvendte og handlekraftige Eric, som, inspireret af den begyndende seksuelle frigørelse i tiden, lægger op til, at de skal hente lidt inspiration og udfoldelsesmulighed uden for hjemmets fire vægge.
Med sin beskrivelse af Alices stille lidelse, der opstår ved overskridelsen af egne følelsesmæssige grænser, tristheden ved de uforpligtende forhold, den klaustrofobiske følelse, uendelige venten og angst for tab midt i forstadsstilheden, rammer Anne Lise Marstrand-Jørgensen ned i mange af den tids kvinders stille melankoli og desperation.
Visse steder kan beskrivelsen bringe Dorrit Willumsens forfatterskab i erindring. Den manipulerende Eric, der planlægger og køber huset og lægger retningslinjer for deres seksuelle udadvendthed, ser ikke Alices fortvivlelse, hvilket er fatalt. Det er den begyndende kvindefrigørelses tid med kritik af det begrænsede kvindeliv og en ny søgen og dynamik, der finder udtryk i kvindelejr og basisgrupper, som datteren Flora stifter bekendtskab med. Men det er også en tid, hvor seksualiteten og dens følger i høj grad er bestemmende for den enkelte kvindes livsbane.
Marstrand-Jørgensen har blik for den klassiske modsætning mellem kvindens ønske om at blive set som den, hun er, og mandens handlekraftige og ofte dominerende fremtræden. Sproget er ikke helt så sanseligt og originalt som i »Hildegard«, men spejler i højere grad fænomener som forstadssøndage og franske kartofler, kvindekollektiver og kvindelejr med spejltelt - som et led i tidens større fokus på kvindekroppen.
Bogen kunne godt have tålt en stramning. Alligevel har man en fornemmelse af, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen med et glimt i øjet i beskrivelsen af kvindelejren har skrevet sig varm. Og den dynamik peger frem.
