Der er flere forskellige måder at skrive en bog om en kunstner på.
De to værste er den joviale og den overakademiske. Sidstnævnte model går ud på at hype kunstneren og sig selv ved at bruge en overdreven mængde unødvendige fremmedord og i det hele taget skrive noget sludder uden substans, der mere går ud på at imponere andre end at være et intellektuelt redeligt endsige udtryk for lyst til at formidle noget som helst.
I den joviale afart bruger man fornavn om sit emne og slår gerne på det nære og personlige forhold. Også gerne den omstændighed, at kunst er noget blødt og humanistisk. Nærmest hyggeligt.
Egentlig billedkunst er det modsatte.
Der har været tidspunkter i den kunsthistoriske litteratur, da forfatteren lagde stor vægt på kunstnerens baggrund, miljø og personlighed.
Så har der været andre tidspunkter, da det har været strengt forbudt og kun en »værknær læsning« har været akademisk korrekt. Ikke alene forfatteren har et dilemma. Kunstneren har også. Hun kan for eksempel blande sig så meget, at teksten bliver amputeret og utroværdig. Måske et nydeligt skønmaleri. Men dybest set ligegyldig.
Derfor kan man måske nok forstå, at kunstnere undertiden selv skriver om sig selv. Det kan meget vel være, at resultatet så også bliver ligegyldigt. Men i hvert fald ved læseren, hvad han har at holde sig til.Det ved man også hos Martin Bigum, der har valgt at tage sagen i egen hånd uden at tabe pusten eller projektet på gulvet.
Martin Bigum gør kunst vedkommende
Der er ikke mange billedkunstnere, der skriver på en måde, så andre også kan få glæde af det. Det er såmænd nok derfor, de i stedet for arbejder med billeder på forskellig vis.
Men Martin Bigum kan skrive, så han gør det vedkommende for læseren. Selv de private oplysninger tjener et formål i fremstillingen, der også har karakter af status – »Gad vide, hvad der venter mig« er udgangsreplikken – få år inden kunstneren passerer de 50 år.
Udgangspunktet er familiehistorien og barndommens billeder, altovervejende fundet i det, smagsdommere på det tidspunkt omtalte som triviallitteratur. Dernæst mødet med det, Bigum selv kalder »den seriøse kunst«.
Flere intermezzi bringer gengivelser af mesterværker, der har gjort indtryk. Side om side med nogle af tidens billeder fra pop og rock og af nogle af de begivenheder, der har været dannende, som for eksempel punken og BZ-bevægelsen, da den første Burger King åbnede i København, og da Muren faldt.
I Martin Bigums fremstilling tegnes også et billede af mange begivenheder og personligheder på den danske kunstscene de senere tiår, og man får også en fornemmelse af, hvordan forfatteren selv ser sit kunstner-alter ego i den sammenhæng.
Tilsammen danner alle disse begivenheder en slags arkiv over kunstnerens inspirationsfelter.
Forklaringerne om Bigums mere konceptuelle projekter står lidt svagere i fremstillingen, til gengæld er man godt underholdt i fortællingerne om, hvorfor han malede sine morsomme billeder af blandt andre figuren Art.
Titel: Min personlige kunsthistorie
Forfatter: Martin Bigum.
Sider: 300. Pris: 350kr.
Forlag: Gyldendal.
