»Fik Paul la Cours Dom. Tommelfingeren nedad. Han sporede intet digterisk Talent. Det var en meget stor Skuffelse. Nu er Spørgsmålet, om han har Ret. Selvfølgelig vil jeg helst tro, at han ikke har det«.
Rigtigt gættet. Det er et citat af J.O. Krag, nærmere bestemt et dagbogsnotat fra 30. marts 1944, som for nylig har været bragt her i avisen.
Gåden Krag synes at være uopslidelig, og i dette efterår har den fået ny næring takket være Bo Lidegaards mammut-biografi. Igen må vi fascineres af denne »underlige mand«, der sejrede som politiker, men led nederlag som kunstner og måske også derfor som menneske.
Når Rainer Maria Rilkes »Breve til en ung digter« nu ankommer til den danske offentlighed - så at sige i samme ombæring - virker det som et ganske tankevækkende sammenfald. Også her bliver der kastet lys over det velkendte, for ikke at sige hjerteskærende banale drama: En ung, bævende kunstnerspire tager mod til sig og henvender sig til Den Store Mester for at få hans dom. Og hvad gør han så, hvis mesteren vender tommelfingeren nedad?
Franz Xaver Kappus hed han, den håbefulde unge kadet, som i februar 1903 sendte Rilke nogle prøver på sin poesi sammen med et brev, »hvori jeg så uforbeholdent som hverken før eller siden blottede mig over for et andet menneske«.
Svaret, han modtog, var på én gang nænsomt og ubarmhjertigt, ja ret beset én stor selvmodsigelse. I sin indledning nægtede Rilke på det bestemteste at udøve nogen som helst form for kritik, men i næste åndedrag kom kritikken alligevel frem. Mesteren fandt, at versene ikke havde »nogen egenart«. De havde nok »stille og skjulte tilløb til noget personligt«, men var »endnu ikke noget for sig, ikke noget selvstændigt...« (mon ikke disse formuleringer vil virke pinagtigt velbekendte for mange, som har prøvet at få en tyk konvolut retur fra en udgiver?).
Dommen kunne meget vel opfattes som tilintetgørende, hvis ikke det havde været for brevets andet og meget vigtigere ærinde. Kappus fik nemlig det indtrængende råd at glemme alt om råd og kritik, redaktioner og tidsskrifter og i stedet grave dybt i sig selv for at finde svar på spørgsmålet: må jeg absolut skrive? Ville jeg dø, hvis det blev mig nægtet at skrive?
Det blev optakten til en korrespondance, som stod på i fem år. Rilke indviede den unge mand i sine egne tanker og følelser, og det var vel allerede i sig selv en art ridderslag. Men det hjalp dog ikke Kappus til at erobre sig en plads i litteraturhistorien.
I 1929, tre år efter Rilkes død, udgav han ti af hans breve. I det meget kortfattede forord skinner skuffelsen tydeligt igennem. Vel at mærke ikke Rilkes, men Kappus' egen skuffelse over sig selv. Han magtede åbenbart ikke »kunsten at være kunstner«.
For Rilke var digtekunsten et kald med stort K. En sag om liv og død, som opsluger alle livets facetter: Naturen, kønnet og seksualiteten, videnskaben og religionen. Samtidig var han drevet af en ekstatisk frihedstrang og kamp mod kristendommens undertrykkelse af det »hele menneske«.
Alt i alt et budskab, som kan forekomme både patetisk og lettere frastødende, hvis man hører til dem, der helst vil tale om »poesiens håndværk«, eller for den sags skyld om helt jordnære emner som tidens trends, bogens digitalisering eller bibliotekspengenes fordeling.
| Rainer Maria Rilke (1875-1926): Tysksproget forfatter født i Prag. Bl.a. påvirket af danske J.P. Jacobsens digtning og Søren Kierkegaards filosofi. |
Men Rilkes poetik kan bestemt også opleves som en befrielse. Som »Bachs rene fjeldblæst« (med Martin A. Hansens udtryk) i forhold til dagligdagens små krusninger af sejre og skuffelser.
De fem prosatekster, som hermed er blevet gen- og nyoversat på smukkeste vis, udgør tilsammen en meget velkomponeret helhed. Bogen kan tjene som en glimrende ledsager til Rilkes poesi, hvad enten man vil læse den på originalsproget eller i Thorkild Bjørnvigs for længst kanoniserede gendigtninger.
Og apropos det danske: Det er da værd at blive mindet om, hvor højt vor egen J.P. Jacobsen rangerede i Rilkes univers side om side med Bibelen og billedhuggeren Auguste Rodin. Allerede i sit andet brev til Kappus anbefalede han ham udtrykkeligt at læse »Mogens« og »Niels Lyhne«.
Den omstændighed, at Rilke lærte sig dansk for at kunne læse og oversætte J.P. Jacobsen, bliver ikke berørt i Mette Moestrups efterord, som ellers kommer vidt omkring. Det er en ambitiøs tekst, som mest af alt minder om fragmenter af en større universitetsopgave.
Moestrup er navnlig optaget af digterens »leg med privatbrevet som genre« og trækker relevante tråde til »Duino Elegierne«, »Sonetterne til Orfeus« og romanen »Malte Laurids Brigges optegnelser«.
Vi får noget at vide om baggrunden for drengen Maltes/Rainers konfuse kønsidentitet. Og vi kommer helt til Amerika, når digteren Emily Dickinsons brug af breve og masker inddrages i diskussionen. Men her kan man godt blive lidt ærgerlig, for hvor ville det dog have været betydeligt mere nærliggende at blive i Europa og få trukket linjen frem til digterens sidste leveår og de nok så veltalende breve, som her blev udvekslet mellem tre af det 20. århundredes mest betydelige poeter: Rilke, Boris Pasternak og Marina Tsvetajeva.
Blandt bogens illustrationer finder vi et fotografi af Rilke i selskab med den navnkundige Lou Andreas-Salomé (veninde til både Nietzsche og Freud) og den russiske bondedigter Spiridon Drozjzjin. Det stammer ikke fra 1896 - som fejlagtigt angivet - men fra 1900, dvs. fra Rilkes anden rejse til Rusland.Og Rilkes livslange betagelse af det »hellige« og »umådeholdne« Rusland er en vigtig nøgle til forståelse, som det er synd at ignorere.
Boris Pasternak var omkring ti år, da han fik et glimt af den tyske digter. Han skildrede sine indtryk i »Lejdebrev« (1931), som også er en art kombineret brev og poetik. Takket være Rilke fik Pasternak øjnene op for J.P. Jacobsen, og »Niels Lyhne« har sat sig tydelige spor i bogen »Doktor Zivago«.
Jacobsen var til gengæld i sin tid stærkt influeret af Turgenev, så her ser vi et bemærkelsesværdigt litteraturhistorisk kredsløb mellem Rusland, Tyskland og Danmark tur/retur.
Og hvilken rolle spillede så Marina Tsvetajeva? Om hende må man sige, at hun drev »legen med privatbrevet som genre« til det yderste. Hun slog simpelthen benene væk under begge de to mænd. Allerede i sin første henvendelse til Rilke skred hun uforfærdet fra »De« til »du«, og intensiteten accelererede eksplosivt fra brev til brev.
To måneder senere forkyndte Tsvetajeva, at hun ville sove med Rilke: »Kun sove. Og ikke andet. Jo, forresten: begrave mit hoved ved din venstre skulder og lægge min hånd i din højre hånd. Og ellers: lytte til dit hjertes lyde. Og - kysse det.«
Rilkes svar på den erklæring var både JA - og nej. Altså lige så selvmodsigende, nænsomt og ubarmhjertigt som svaret til den unge Kappus i 1903. Takket være Tsvetajevas »poetiske« og herskesyge manipuleringer blev det aldrig til noget topmøde mellem de tre digtere i fysisk forstand. Men møder kan være så mange ting - lige som breve.
Jo, de var afgjort »underlige«, disse tre kunstnere. I en grad, som nok slår vores egen »underlige« ikke-kunstner, J.O. Krag, med et par længder.
Det er en sindsoprivende historie, som Frederik Dessau på et tidspunkt præsenterede i en radioudsendelse. Rilke, Pasternak og Tsvetajeva er alle fyldigt repræsenteret i danske oversættelser. Deres brevveksling blev udgivet i Tyskland i 1983. Var det ikke en idé også at få den udgivet på dansk?
