Fortællinger om hårdt prøvede mennesker i naturens vold og vidunderlighed er en genre for sig i nordisk litteratur. Halldór Laxness, Jon Kálman Stefánsson og Herbjørg Wassmo er blot nogle af de forfattere, der har skrevet sig ind i genren, og måske er det sidstnævnte, Roy Jacobsen slægter mest på i »Hvidt hav«.
Her skildrer han, som Wassmo, en stærk kystkvinde, Ingrid, der vender tilbage til sin barndoms ø, Barrøy, der har ligget forladt hen siden moderens død. Med dødsfaldet forsvandt resten af familien også fra øen, og en slægts forankring – til klipperne, huset, klipperne – blev med ét kappet.
Men i 1944 er Ingrid færdig med at rense fisk for andre og ror alene – hun kender skærene og strømmene – ud til Barrøy, hvor hun vil tilbringe vinteren alene. Vel for at vinde det tabte tilbage for en stund. Men der er andre på øen: Lig ligger spredt på klipperne, og kun en enkelt mand er i live. Ingrid plejer ham, vasker blod og skidt af hans hud og smadrede hænder, og selv om de ikke forstår hinanden, bliver de elskende.
Ingrid må dog i al diskretion finde ud af, om han er på den tyske eller den norske side af krigen, og hun forlader øen og manden – hvis sprog hun ikke kan genkende – for at få vished. Men en dag er han forsvundet, og hun falder sammen. Helt bogstaveligt. Måske slået ned, måske kollapset under tanken om et liv uden ham, og hun vågner op i et »hvidt rum« på en psykiatrisk anstalt.
Mere er det ikke nødvendigt at skrive om handlingen, der bestemt ikke stopper dér, for at give en fornemmelse af det drama og scope, Jacobsen skriver frem i »Hvidt hav«.
Det handler om tabt kærlighed, ensomhed, familie, tilhørsforhold og ikke mindst om det hårde kystliv:
»Guds kærlighed til menneskene på kysten er ikke så stor som hans kærlighed til dem på fastlandet og i byerne; i lange perioder glemmer han dem helt, og de glemmer ham; de læser måske et par linjer før maden og giver et suk fra sig over kaffen, men når han for en gangs skyld tager spenderbukserne på, er de ikke i tvivl om, hvor de skal rette deres taksigelser hen.«
Her skriver Jacobsen om kystfolkene, men zoomer i en anden passage ind på et enkelt sted på kysten, nemlig Ingrids barndomsø.
»Barrøy er et tavshedens land, de voksne fortæller ikke børnene, hvad de skal gøre, de viser dem det, og børnene efterligner dem«, skriver han, og siden at de er »et folk af få ord og stor visdom i hænder og fødder.«
Men hvor kuldslået og barskt Jacobsen end skildrer ølivet og dets mennesker, synes han at stå på en romantisk forestilling. Arbejdet, det tavse, slidsomme liv er godt for sjælen, bedre end snak, og »så godt som ingenting lader sig udrette med bogstaver«.
Det er selvsagt en smagssag, men for mig slår beskrivelserne af arbejdets glorværdighed og den viljestærke Ingrid for ofte over i melodrama og karikatur. Ærgerligt. For Jacobsen kan noget særligt med sin stramme, ofte metafordrevne prosa.
Ja, for mig var den største oplevelse i den stort anlagte roman, der er det andet selvstændige bind i en trilogi – hvor første bind var »De usynlige« (2014) – faktisk rensningen af en torsk, hvor »hun flåede ryggen ud, som om hun rev en rusten lynlås op«.
Hvad: »Hvidt hav«
Hvem: Forfatter: Roy Jacobsen. Oversætter: Camilla Christensen.
Sider: 250. Pris: 250. Rosinante.
