Kunst og kunstnerliv i 3480 Fredensborg

Fredensborg Slot og nærmeste omegn har fået sat et vægtigt monument med en bog, der først og fremmest – og i et ligefremt sprog – fortæller om de kunstnere, arkitekter og forfattere, der gjorde denne skønne plet endnu skønnere.

Et andet blik på slottet. H.G.F Holm - bedre kendt som Fattigholm - tegnede i 1826 udsigten mod Fredensborg. Til højre Rejsestalden, hvor komponisten Niels W. Gade arbejdede. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

I en af fædrelandssangene opfordrer forfatteren – det er Chr. Richard – til, at vi ser på Danmarks kort, ser så vi »det aldrig glemmer/ til hver plet har fået stemmer«

Det har Fredensborg nu med en monumental bog.

Chr. Richard havde vanskeligt ved at begrænse sig. De fire strofer i »Venner ser på Danmarks kort«, som vi synger ved højstemte lejligheder, er ud af et digt på 72 vers. Men så gennemgår Chr. Richard, hvis mest kendte værk er salmen »Altid frejdig«, også hele landet fra kyst til kyst eller rettere: Det, der var tilbage efter 1800-tallets krige og katastrofer.

Fredensborg dækker over flere begreber, og Ole Nørlyns »Fredensborg – kunst og kunstnerliv I-II« holder sig klogeligt til selve Fredensborg by med Fredensborg Slot.

Men det er der også nok at fortælle om, for det er blevet til små 600 gennemillustrerede sider med den absolutte hovedvægt lagt på kunst og kultur, fortalt gennem de mange skikkelser, der har haft tilknytning til området. Forfattere, komponister og navnlig billedkunstnere.

Ole Nørlyng, der gennem adskillige år har været ansat som underviser ved Den Kongelige Ballet, har skrevet en række bøger om kunst og dans og bidrager som kunstanmelder til Weekendavisen.

Heldigvis er hans tydeligvis inde i stoffet, som han formår at fortælle om på en let, lettilgængelig og levende måde, der også bæres af hans kærlighed til området og dets opbud af meget forskelligartede kunstnere, som han professionelt formår at give en glimrende introduktion til.

300 års kulturhistorie

Fredensborg, der ligger i Nordsjælland, opstod efter sidste istid som et stort og bakket, skovbevokset område, der »godt nok syntes skønnere her end så mange andre steder,« som forfatteren bemærker.

Egnens beboere satte sig i den tidlige middelalder spor gennem ikke mindst to kirker af anseelig størrelse, der ligger der endnu.

Sådan gik tiden – og Ole Nørlyng går hurtigt gennem den, for bogens ærinde er et andet, og i begyndelsen af 1700-tallet lå slottet der og bidrog sammen med byen omkring det og ikke mindst landskabet uden om til at gøre Fredensborg til et attraktivt sted, der blev opsøgt af de mange kunstnere, bogen handler om.

I begyndelsen blev de hidkaldt for at tegne og udsmykke de forskellige bygninger, der skulle opføres af en hærskare af lokale livegne for at gøre Fredensborg mere attraktiv for kongen og hans gæster. Blandt dem var nogle af de største navne i 1700-tallets danske skulptur, for eksempel Johannes Wiedewelt. Det er også fra denne tid, det særprægede skulpturprojekt i Nordmandsdalen stammer.

Tilblivelsen skyldes, at et norsk postbud, der kom vidt omkring, snittede små figurer, forestillende mennesker med forskellige egnsdragter eller beklædning knyttet til deres arbejde.

Dem sendte han til Det Kongelige Kunstkammer i København, og da han på et tidspunkt fik foretræde for kongen, Frederik V, fik han bestilling på nogle elfenbensfigurer, og de dannede så udgangspunkt for en serie skulpturer i naturlig størrelse, så kongen kunne gå rundt og se figurer forestillende sine lidt fjerne undersåtter i øjnene.

Figurerne blev hugget af J.G. Grundt. Med tiden forvitrede de, og de originale figurer blev erstattet af nye for en halv snes år tiden, mens Grundts blev sendt på pension i museet Kongernes lapidarium, der åbnede sidste sommer i Christian IVs Bryghus ved Københavns Havn.

Oder til Fredensborg

Forfatteren fører i bogen om Fredensborgs lyksaligheder læseren videre gennem tiderne, så vi præsenteres for store malere som Jens Juel, og vi får fortællingen om den mobile teaterscene, der i 1778 blev opstillet på slottet i anledning af enkedronning Juliane Maries 49-års fødselsdag.

Hun var Frederik Vs anden hustru og kom til at spille en rolle i bestræbelserne på at slippe af med Struensee. Ved indgangen til teatret, der blev opført til hende, stod de manende, men i teatersammenhænge såre fornuftige ord: »Skue, Tænk og Tie«.

Fredensborg kom tidligt ind i litteraturen. Der var talrige eksempler på oder til stedet og hyldestdigte til kongen – og bogen giver flere underholdende eksempler til bedste. Men der var også selveste Søren Kierkegaard.

Helt ubekendt med egnen var han ikke. Drengeårenes sommermåneder havde han tilbragt på Pedersborggård uden for Fredensborg, hvor han – som Nørlyng skriver – »havde oplevet en følelse af harmoni og balance, en følelse der siden forsvandt og i stedet oplevede en fornemmelse af, at han ikke kunne indhente sig selv.«

Så selv om Fredensborg kan forekomme »skønnere her end så mange andre steder,« kunne selv ophold i den smukke natur ikke afhjælpe hans isolation og tomhed. Til gengæld blev han en filosof, hvis betydning ikke kan overvurderes.

Malere i fyrstefælden

Andet bind af det overdådigt illustrerede bogværk om Fredensborg åbner med fortællingen om Christian IX, de årlige sammenkomster i hans store familie og det berømte maleri, Laurits Tuxen malede af ham og den.

Det var det maleri, der resulterede i, at Tuxen efterfølgende malede sig gennem store dele af Europas kongehuse. Hans indsats for det danske kongehus og Fredensborg resulterede i, at han sad fast i »fyrstefælden,« som Nørlyng skriver.

Tuxens billede blev afsættet for et nyt familiebillede – denne gang af Dronningen og Prinsgemalen med børn, svigerbørn og børnebørn, som Thomas Kluge malede i 2013 i anledning af 150-året for den glücksborgske slægts tronbestigelse i Danmark.

Nørlyng skriver det ikke, men han er nok ikke fuld af begejstring for Kluges billede, som han da heller ikke mener er fri for en problematiserende tone, og det har han så ret i.

Angiveligt var det i øvrigt Per Kirkeby, der henkastet skulle have sagt til Thomas Kluge, at han (Kluge) da kunne male et bedre familieportræt end Tuxens. Per Kirkeby er genstand for bogens næstsidste kapitel, der handler om hans storslåede loftsmaleri i Fredensborg Slotskirke.

Kirkeby illustrerer ikke. Nok er motivet inspireret af Bibelens beretning om opstandelsen – men udgangspunktet for billedet er, skriver Ole Nørlyng, »naturen (geologien) og til naturen hører døden. Det ufattelige, naturen uden for menneskets kontrol. Det sublime vi ikke har magt over. Døden og genopstandelsen. Noget mere ufatteligt kender vi næppe til.«

Vi ser måske en grav indefra, vi ser forskellige sten, geologiske formationer, træstumper som fra et kors osv. Og over det hele en blå himmel som en åbenbaring.

Kongeligt kunstnerkollektiv

Bogen omhandler en lang række andre af de kunstnere fra det 20. århundrede, der kom til Fredensborg af andre grunde, end at kongen hidkaldte dem.

Det er blandt andre Jeppe Vontilius og Ole Kielberg, Karen og Gunnar Westman, Erik Heide, Harald Leth og Mogens Bøggild, og der er også et kapitel om Utzons byggerier i området – og så er bogens sidste kapitel viet det kunstnerpar, der nu bebor Fredensborg; nemlig Dronningen og Prinsgemalen.

Ole Nørlyng indleder sin fortælling om kunstnerparrets kunstneriske udfoldelser med en bemærkning, der bør gentages ofte. Nemlig at Danmark er begunstiget med et regentpar, der i sjælden grad er optaget af kunst og det kunstneriske.

Det betyder, at den professionelle kunst får et ridderslag af den art, der vækker interesse frem for det modsatte. Også – bemærker Nørlyng – fordi Dronningen »i stor stil og med folkelig appel (er) med til at bringe kunsten langt ud i de kredse, hvor den ellers sjældent får plads.« Det er jo ikke alle, der får den foræret, fordi de kommer fra et hjem med PH-lamper.

Ole Nørlyng genfortæller også historien om, hvordan det at arbejde med kunstneriske problemstillinger blev en nødvendighed for Dronningen. Frederik V kunne hidkalde kunstnere til udføre udsmykninger på sit slot. Dronningen er gennem årene – navnlig de senere årtier – blevet opsøgt af talrige kunstnere, der har portrætteret hende.

Og da Dronningen ikke ligefrem er prototypen på en tavs dansker, fik hun som kunstner afklaring og råd gennem sine samtaler med for eksempel Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, men måske især Preben Hornung, der ikke var bange for at sige, hvornår noget »ikke var noget særligt«, og hvornår noget havde muligheder.

Det er det sidste, man skal gribe, når de er der. Resten er hårdt arbejde. Det gælder ikke kun i den verden af teater, litteratur, billedkunst og arkitektur i Fredensborg, som nu har fået sit vægtige monument.

Titel: »Fredensborg – kunst og kunstnerliv I-II«.

Forfatter: Ole Nørlyng.

Sider: 570.

Pris: 450 kroner.

Forlag: Esrum Sø.