Kunst, kærlighed og katastrofe

Det var meningen, at forfatteren Johs. V. Jensen skulle have skrevet en bog om maleren Fritz Syberg, men Erland Porsmoses monumentale, nye værk er den første Syberg-biografi. Samtidig vises den hidtil mest omfattende udstilling malerier, akvareller, tegninger og grafik af Syberg, fynbomalernes førerskikkelse på Johannes Larsen Museet.

Der er noget universelt over Fritz Sybergs gouache »Børnene på Fyns Hoved« fra 1905, privateje. En fin skildring af det frie liv i nær tilknytning til naturen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Maleren og tegneren Fritz Syberg blev født i Faaborg i 1862. Barndommen og de unge år blev tilbragt i Faaborg og Svanninge. Han studerede på Kristian Zahrtmann Malerskole i København sammen med fynboerne Johannes Larsen og Peter Hansen. Syberg giftede sig i 1894 med maleren Anna Syberg, Peter Hansens søster.
Et hovedværk af Syberg er »Aftenleg i Svanninge Bakker« (1900), Faaborg Museum. I 1902 slog familien sig ned i Pilegården ved Kerteminde. Sybergs trang til at beskrive tingene som de var, medførte i 1907 den såkaldte Bondemalerstrid, der handlede om Fynbomalernes jordnære værker, som ikke faldt i en gruppe københavnske maleres smag. Familiens rejse til Pisa i Italien blev afgørende inspiration for Anna og Fritz Syberg.
Anna Syberg døde som 44-årig af en fejlslagen operation nogle måneder efter, at hun har født parrets syvende barn. Gennem svigersønnen maleren Harald Giersing fik Syberg kontakt til den yngre generation af modernistiske malere og fik herigennem ny inspiration. Syberg er desuden kendt for sine glimrende illustrationer til H. C. Andersens »Historien om en moder«. Syberg malede lige til sin død i 1939 på Pilegården ved Kerteminde.

Man kunne lige presse en enkelt kuffert ind. Så var al fri plads optaget i gæstehytten i strandkanten. I familiehytten ved siden af var der et hav af køjer og - som en vild luksus - et vindue mod naturhavnen. Halvdørene i sommerhytterne på Fyns Hoved gav mulighed for frisk luft og lys til Syberg-familien og gæsterne. Det var så småt, som det kunne være. Men ofte skal der ikke så meget til. Små rum sætter gang i fantasien, som den franske filosof Gaston Bachelard har påpeget det.

Det var også udelivet, det drejede sig om for kunstnerægteparret Anna og Fritz Syberg med den store børneflok. En uendelig række af motiver lå lige uden for halvdøren. Sommerhytterne og det sunde friluftsliv ved vandet blev motiv for en lang række af Fritz Sybergs stærke og lysfyldte malerier og akvareller.

Hytterne var forud for deres tid og blev, som Erland Porsmose skriver i sin monumentale Fritz Syberg biografi, et stærkt vitalistisk kunstsymbol.

Motiverne fra Fyns Hoved spillede i en årrække en hovedrolle i Sybergs kunst. Badende børn og kystlandskabet blev fastholdt i værkerne. Gouachen »Børnene på Fyns Hoved« fra 1905 har noget universelt over sig og er en hyldest til det enkle, frie liv. Soltilbedelse og naturlig kropsudfoldelse i vitalismens ånd.

Maleren Anna Syberg (1870-1914) skiller sig også, på grund af sin solbrændthed og energiske udstråling, tydeligt ud fra andre kvinder på fotografier, bl.a. fra Faaborg Museums indvielse i 1910. Naturen ved Fyns Hoved var en del af tillokkelsen ved at flytte til Kerteminde. Men også det nære venskab med kunstnerægteparret Alhed og Johannes Larsen på Møllebakken i Kerteminde kunne nu udfolde sig. Fritz Syberg (1862-1939) og Johannes Larsen blev centrale skikkelser i kredsen af Fynbomalere. Anna Syberg og Alhed Larsen viste stort talent og særpræg i deres akvareller og malerier, men levede begge for alt for kort.

Ven med Johs. V. Jensen

Det var meningen, at forfatteren Johs. V. Jensen skulle have skrevet en bog om vennen Fritz Syberg. Brevvekslingen mellem de to er omfattende og indholdsrig. Maleren og forfatteren mødtes ofte, og familierne var tæt knyttede. Men Erland Porsmoses monumentale, indsigtsfulde og fint illustrerede Syberg-biografi er den første. Samtidig med udgivelsen viser Johannes Larsen Museet den hidtil mest omfattende og gennemarbejdede udstilling af Fritz Sybergs værker, »Sybergland« med malerier, akvareller, tegninger og grafik, heriblandt hovedværker af Syberg, som var en førerskikkelse i »Fynbomalerne«, samtidens fynske avantgarde.

Vi er i de senere år blevet mere opmærksomme på landskabers betydning for vores identitetsfølelse. Landskabets særlige karakter bliver en del af vores erfaring og selvforståelse. Tendensen viser sig på udstillinger med landskabsmaleri og -fotografi på museer og større udstillingssteder og i bogudgivelser. I forlængelse af den øgede interesse for naturen og kunstneres inspiration herfra ses samtidig fokus på kunstnerkolonier og kunstnerhjem, hvor den kystnære beliggenhed er gennemgående. Hjemmene blev samlingssteder for større grupper af kunstnere, og der var udveksling mellem kunstarterne. Skagensmalerne, Fynbomalerne,

Bornholmermalerne og Odsherredmalerne gik med hvert sit særpræg ud i landskaberne og hentede motiver til deres kunst, og samværet gav ny energi. Hvordan ville kunsten se ud, hvis der ikke havde været kunstnerægteskaber, kunstnervenskaber og kunstnerkolonier? For de inspirerede og malede hinanden i en uendelighed. Fynbomalerne har æren af at have introduceret akvarelmaleriet som fuldgyldigt kunstnerisk udtryk i dansk kunst.

Provokerende i samtiden

Dét, vi i dag synes er livsbekræftende i deres kunst, blev af samtiden opfattet som provokerende. Dyrkelsen af hverdagslivet og dets skønhed virkede udfordrende.

Fritz Syberg - som havde en yderst traumatisk barndom, hvor faren eksempelvis døde i en frygtelig skoldningsulykke - delte livet og kunsten i otteårsperioder, hvor han ved hver overgang ændrede sin kunstneriske stil og udfordrede sig selv. Han havde brug for denne modstand for at kunne lokke nye toner frem i sin kunst, og han fravalgte bevidst det banalt smukke. Han havde et grænseløst kunstnerisk engagement, der stortrivedes i selskab med Johs. V. Jensen og Johannes Larsen.

Motiverne fandt han i de nære omgivelser, og de dramatiske og tragiske begivenheder i hans liv afspejlede sig i værkerne. Syberg havde været den toneangivende blandt eleverne på Zahrtmanns Skole i København. Her studerede også Johannes Larsen og Peter Hansen. Måske hjalp det Syberg og Johannes Larsen, at deres hustruer selv var kunstnere, som Erland Porsmose foreslår det. Idet Anna og Alhed var villige til at bære de afsavn, som kunstnerkarrieren indebar, ligesom de var interesserede i udveksling af kunstneriske erfaringer.

Kvinder på tålt ophold

Syberg satte af og til Anna i gang med at male planter og blomsteropstillinger, når hun var ved at drukne i opgaver i hjemmet. Men det ser ud til, at han ikke helt havde øje for hendes originale og fine kunstneriske indsats, som udtrykker stor sensibilitet. Hun udviklede sig til at blive sin tids ypperste blomstermaler. Hendes blomsterportrætter er en slags selvportrætter. Faktisk kritiserer han hendes akvarel med druer. Som Erland Porsmose formulerer det: »Kvinderne var på denne tid så absolut på »tålt ophold« i kunstens verden«.

Familiens rejse til Pisa var en afgørende inspiration for hende. Flere akvareller med fokus på frugter og farverigdom blev resultatet.

Også i Sybergs tilfælde var tiden i Italien væsentlig. Det var en flugt til en ny begyndelse. Han skriver i poetiske vendinger hjem til Johs. V. Jensen om bl.a. de skønne farver i bygningerne ved Arno-floden.

Men endnu en katastrofe skulle indtræffe i Sybergs liv. I 1913 nedkommer Anna med deres syvende barn, men kun ni måneder senere dør hun efter en fejlslagen galdestensoperation. Ét af Sybergs hovedværker, maleriet »To børn begraver en fugl« rummer indirekte børnenes afsked med moderen. Som Syberg skriver til vennen, forfatteren Otto Gelsted: »Man maler ikke isolerede ting, man maler liv - alt det, der er i vækst, og som bliver og gror og er, mens vi mennesker kommer og går«. Den aldrende Syberg, der malede lige til sin død i 1939, hvor han stadig havde fem-seks arbejder i gang, meddelte, at hans hovedinteresse var at se sine børns udvikling. Den kunstneriske kreativitet, værdsættelse af kunsten og ønsket om at yde sit ypperste i hvert arbejde havde Anna og Fritz givet videre til næste generation.

Godt greb om kunsten

Med Erland Porsmoses velskrevne, indlevede og informationsrige bog om Syberg forstår man bedre manden, malerierne og miljøet. Porsmose har godt greb om såvel kunsten - selv om man godt kunne tåle at læse lidt mere om det enkelte værk - som kunstnerens psykologiske udsving. Og så får man lyst til at gense eller opsøge de landskaber, der dannede motiv.