Kulturen binder danskerne sammen

Kasper Støvring er en af de yngre kulturkonservative værdikæmpere. Hans veloplagte debatbog er skarp, generaliserende og reaktionær på den skægge måde. Ifølge ham er kulturen nationens lim og klister.

Kasper Støvring skriver om nationalfølelse i et multikulturelt samfund. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kasper Støvring er en af de yngre, intellektuelle debattører, der i aviser og bøger gerne står frem med nationalkonservative holdninger. Han mener, at sammenhængskraften er afgørende for en nations succes. Og at denne sammenhængskraft er baseret på kultur, der er udviklet gennem århundreder af danskerne.

Alle undersøgelser tyder på, skriver han, at samfund, hvor denne kulturelle sammenhængskraft bliver undermineret af nye minoriteter og en kulturrelativistisk samfundsopfattelse, krakelerer. Han definerer den meget omtalte og flygtige sammenhængskraft som en kulturel forankret tillid mellem mennesker i et nationalt fællesskab præget af positive, uformelle normer.

Og han ser netop Danmark som produktet af en lang tilblivelsesproces med helt specielle nationale karaktertræk. Når majoriteten i Danmark således fastholdt vor ret til at trykke karikaturer, også af Muhammed, var det udtryk for en kulturel tradition for satire og karikaturer, som vi ikke ville opgive, selv om vi var under både indre og ydre pres.

Det kulturelle selvhad

Netop det indre pres beskæftiger Støvring sig med, hvor han kritiserer det kulturelle selvhad, som han kalder det, som har grebet landets elite, hvor man nedrakker sit eget land og kultur og priser multikulturalismen - og derved fremhæver sin egen idealisme. Det kulturelle selvhad har ført til en kulturrelativisme, der ifølge Støvring er en form for nihilisme.

Han citerer og nævner navne for at dokumentere sine påstande. Han generaliserer gerne, men argumentet er netop, at uden generaliseringer om nationalkarakter og kulturelle særpræg er det umuligt at føre en debat.

Og debat føres der virkelig i denne saftige sag om de vigtigste samfundsspørgsmål i vor tid. Det forløsende er, at den meget konkrete nutidsdebat bliver sat ind i historiske rammer, som kan diskuteres, men som altid er interessante. Blot et enkelt lille eksempel, hvor Støvring forklarer, hvorfor denne elite blev kulturrelativistisk:

»Det tyvende århundredes kommunistiske og nazistiske tragedier har lært vesterlændinge at blive relativister. Dengang troede man for meget på de store ideologier. Men i dag tror mange slet ikke på noget og tør ikke forsvare noget som helst.«

Langer ud efter mange

Sikkert rigtigt, bortset fra at drømmerne om kulturrelativisme vil henvise til, at de tror på et større broderskab end Støvring og derfor har bevaret den idealisme, som de ser som en historisk arv, lige som Støvring ser danskheden som en historisk arv.

Med sin nationalkonservative tilgang er Støvring ikke blot ude efter venstreorienterede, modernister, konstruktivister, men også borgerlige kampfæller som de liberale, der også vil opløse fællesskabet til fordel for individuelle rettigheder. Men hovedmålet er de tilhængere af islamisme, der trænger sig på med krav om særrettigheder og hvis villighed til at indordne sig dansk kultur og lade sig integrere ifølge Kasper Støvring er meget begrænset.

Støvring er kulturforkæmper. Han afviser, at det er økonomien, demokratiet eller andre kræfter i vort samfund, der er afgørende for sammenhængskraften. Nej, det er kulturen, der også har skabt grundlaget for demokratiet.

Indslag i kulturkampen

Der er en fare for, at Støvrings kulturkonservatisme fører til et meget statisk syn på vor nation og dets frembringelser.

Han skriver selv, at kultur er noget »rigidt« og »statisk«. Men sådan behøver man jo ikke at fortolke dansk kultur, som også er skabt i tæt samspil med omverdenen og andre kulturer. Noget af det bedste er netop skabt i mødet med fremmede kulturer - hvilket Støvring næppe vil benægte.

Afhængig af ens politiske holdninger kan man være enig eller uenig med Støvring, men ingen kan tage fra ham, at hans veloplagte debatbog er et vægtigt indslag i den kulturkamp, som borgerlige politikere ikke havde format til at udkæmpe, og som venstrefløjen og de kulturradikale slet ikke har vovet sig ind i.