Kritik af intellektuel dovenskab

Bøger: Kritik, 40 nr. 184.Kritik er uomgængeligt, hvis man vil undgå at blive en del af det intellektuelt dovne kulturparnas herhjemme. Her er begavede og kritiske artikler, men også frygtsomhed.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det intellektuelle tidsskrift »Kritik« er lidt af en oase i den danske intellektuelle ørken.

Hvis man har været mismodig over de såkaldte intellektuelles enslydende antiamerikanisme, deres pr. automatik »progressive« holdninger og deres manglende selvkritiske reflektioner, så var og er der altid »Kritik« at gå til. Tidsskriftet svigter heller ikke i dette nummer.

En ung litteraturforsker Jesper Gulddal (født 1974) tager fire europæiske forfattere i nøjere eftersyn og beskriver deres antiamerikanisme. Det er nobelpristageren Harold Pinter, krimiforfatteren John Le Carré, tyskeren Franz Schätzing og nobelpristageren Elfriede Jelinek. Han giver gode eksempler fra deres forfatterskaber, der viser, at disse europæiske forfattere besidder et irrationelt had til USA. USA er i disse forfatteres værker grundlæggende »Naziamerika« en ondsindet og uberegnelig supermagt, som stræber efter at underlægge sig hele verden, skriver Gulddal.

Forfatterne, skriver Gulddal, har ingen interesse i at skildre virkeligheden i f.eks. Irak og Afghanistan neutralt i al dens mangfoldighed og kompleksitet tværtimod forsimpler de den og skævrider den, så den tjener til at stille USA og amerikanerne i det dårligst tænkelige lys.

Glimrende set og glimrende formidlet. Læg mærke til denne unge litteraturforsker, hvis artikel kun mangler et dansk eksempel for at være lige i øjet.

Men det får man så til gengæld hos litteraturforskeren og anmelder ved Politiken Mikkel Bruun Zangenberg i artiklen: »Irak og Afghanistan i dansk litteratur«. Mikkel Bruun Zangenberg er særdeles forsigtig, når han nærmer sig hvide elefanter som Klaus Rifberg og andre af parnassets koryfæer, men han kan ikke skjule sin forbløffelse over det næsten fuldkommen ensartede kor af danske kunstnere, der er imod krigen i Irak og Afghanistan og deres enslydende supernegative holdning til Georg Bush og Anders Fogh Rasmussen. Den forsigtige mand skriver:

»Der var og er for mig noget dybt problematisk over den tilsyneladende rodfæstede forudsigelighed og ensidighed over modstanden, som den ytrer sig hos disse ellers ofte højt begavede og talentfulde individer.«

Zangenberg bukker og skraber for de fine mennesker i kulturlivet, men den ydmyge mand kan til sidst ikke skjule sin irritation:

»Min pointe er, at denne tankegang fordrer et opgør med det, som jeg opfatter som den glad naive (og måske også kyniske) kulturradikale afvisning af krig under èt ... vi står konfronteret med en kombination af intellektuel dovenskab og gemytlig konformisme.«

Zangenbergs artikel er interessant, fordi den bæres af en ærlig vilje til at bryde den uniforme antiamerikanisme og pacifisme, men samtidig er den et eksempel på den næsten frygtsomme stil, der præger kulturfolket, når man skal sige imod.

De gode artikler står nærmest i kø i dette fremragende tidsskrift, og jeg skal slutte med at fremhæve den antropologen Dennis Nørmark (født 1978), der går bagom det politiske skuespil. Han afskriver de fleste politiske bevægelser og partier som irrationelle. Hvordan skal vi f.eks. kunne forklare, at venstrefløjen i så mange år ikke kunne se, at kvindehad og undertrykkelse foregik i de muslimske samfund og miljøer? Fordi politisk optræden, siger Dennis Nørmark, er udtryk for underliggende kulturelle modeller. Man føler, at man er moralsk bedre end modparten, og denne kultur, der bunder i en dyb følelsesmæssig identitet, er meget vigtigere end rationelle argumenter. Derfor ser vi også så meget selvmodsigende vrøvl ikke mindst fra venstrefløjens side.

De fleste af de eksempler, som Dennis Nørmark giver på politisk nonsens og irrationalitet, er hentet fra venstrefløjens klædeskab. Det er mere uklart, om hans kritik også gælder den borgerlige fløj. Dog nok i mindre grad, idet behovet for moralsk bedreværdsfølelse af historiske grunde ikke mindst er et venstrefløjsfænomen. Det siger Dennis Nørmark ikke direkte i sin fine artikel, men hans eksempler viser tydeligt, at det i virkeligheden er det, han mener. Konsekvensen er alvorlig, fordi man bliver slået af inkonsekvensen på venstrefløjen. Eller som Nørmark selv skriver:

»Resultatet bliver, at borgerlige (og enkelte venstreorienterede) lamslået betragter en venstrefløj, der tilsyneladende sælger ud af alle sine demokratiske principper blot for at kunne leve med sin egen selvforståelse og vedligeholde sine tankemodeller«.

Kritik er idag afgørende nødvendig læsning, hvis man vil undgå at blive en del af det intellektuelle dovne kulturelle parnas i Danmark.