»Jeg har det, som om alting er hvidt. De brændte efterårsfarver trænger ikke herind. Himlen udenfor er hvid, ligesom sengetøjet, væggene, loftet, min hud, fornemmelsen af min krop, som om den er udvisket, indtil smerterne vender tilbage, mavekramperne, muskelkramperne, der kommer som følge af de små piller, jeg er begyndt at tage«.
Fanny er syg. Fannys forhold til hendes mand skranter. Måske er hun meget syg? Måske er det noget psykosomatisk? I hvert fald er Fanny syg, hun kan ikke se normalt på det ene øje, det forvrænger hendes blik på en verden, der også på andre måder er ved at falde fra hinanden i Kristina Stoltz´ nye roman, »Som om«.
Og så er Fanny også forfatter, ligesom Kristina Stoltz, og hun er vokset op på Christianshavn, ligesom Kristina Stoltz, og hendes sygdom ligner den, Kristina Stoltz selv blev ramt af, da hun stod midt i en skilsmisse, så at »Som om« er endnu en af tidens mange autobiografiske romaner, kan man ikke være i tvivl om, og Kristina Stoltz understreger det selv med romanens mange referencer til tidens autobiografiske fiktionmester nr. 1, norske Karl Ove Knausgård. Ham, der skrev seks tykke selvbiografiske romaner om sig selv og sine nærmeste. Kristina Stoltz nøjes med en enkelt.
Nutidsfortvivelse
Så »Som om« er et liv fortalt som fiktion, en roman om kærlighed, sygdom og kunsten at finde ud af det, men det er for så vidt ligegyldigt, om det er fiktion eller ej, det er ikke det, der får en roman til at virke eller ikke virke. Denne her virker, blandt andet, men ikke kun, fordi strukturen er enkel.
Vi er på skift i Fannys nutid med mand og børn og i Fannys fortid som ung pige i Torvegade og omegn, på det Christianshavn, der dengang var et andet Christianshavn end i dag, med flere skæve typer og fulde grønlændere, med søde ludere og gamle mennesker og ægte indfødte, der stort set aldrig kom uden for voldene, og med Fannys egen far og mor, der heller ikke kunne finde ud af det, dengang i 1980erne.
Faderen, Charlie, den overbeviste ateist og socialist, knalder konstant ved siden af. Moderen er så forelsket i ham, at hun ikke kan få sig selv til at sige stop. »Denne gang troede jeg på skilsmissen. På at en ring var sluttet, og at de ikke ville begynde forfra igen, men klokken er tre, og de er stadig oppe,« hedder det i et af romanens fortidsspor, hvor Fanny tænker på faderen og moderen og familiens forfald og på, hvad der dog skal ske.
Her er det Fannys egen nutidsfortvivelse, der sættes ord på:
»Vi ligger her ved siden af hinanden, og du vil gerne trøste mig, trænge dybt ind i mig og blive ved, indtil jeg overgiver mig til din lyst i stedet for til min egen sorg. Hvis denne viden om, at det er slut imellem os, ikke var så dyb, hvis jeg dog kunne lade være med at tro på de billeder, der driver gennem mig, og i stedet hengive mig til dig, hvis jeg kunne det, ville vi så ikke have en chance?«
At læse Kristina Stoltz´ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt. At romanen ret så klart handler om at vokse op med forældre, der ikke kunne håndtere friheden, og så selv, som voksen, ikke at kunne realisere det almene, at det altså så klart handler om, at problemer går i arv, er vel mere klarhed end svaghed, og der er en styrke i det konkrete, i ordene.
Kristina Stoltz registrerer detaljeret og sensitivt, også fra langt tilbage i Fannys egen tid, fra der, hvor hukommelsen kommer til kort. Som om det var fiktion, det hele. Hvad det jo så ikke er. Det virker kun som om.
Titel: Som om. Forfatter: Kristina Stoltz. Sider: 245. Pris: 249,95. Forlag: Rosinante.
