Krimier søger redaktører

Der bydes på alt, lige fra det pinagtige over det pænt gode til det næsten perfekte i fem forskellige danske spændingsromaner.

Klik videre for at se de andre bogomslag Fold sammen
Læs mere

I en tid, hvor det ene forlag efter det andet popper op på det litterære kræmmermarked og der sprøjtes bøger ud i en lind og nogle gange ulæselig strøm, tydeliggøres det, hvor vigtig en rolle redaktøren har. Eller burde have.

For ligegyldigt, hvor stort et talent og hvor selvkritisk en redigeringssans en forfatter måtte besidde, er det sjældent - eller aldrig - nok til at kunne begå det sublime. Der skal andre øjne end kokkens til at finde håret i suppen, professionelt overblik og følelsesmæssig distance til at kunne slagte »darlings« og deciderede dumheder.

Det har der tydeligvis ikke været i Stephen Horners »Miraklet i Krakow«. Den - trods det engelsk-klingende navn - danske forfatter er ikke nogen talentløs skriver, men hans noget anstrengt-humoristiske roman om en blot 157 cm høj ung mand, der for at få råd til en ben-forlængende operation i Polen forsøger at røve den bank, hans mor arbejder i, er en temmelig anstrengende læse-oplevelse. Historiens groteske forløb, kække tone og sine steder spøjse scener er ikke nok til at gøre en roman, og en eller anden burde tidligt i forløbet have hjulpet Horner med at stramme gevaldigt op i manuskriptet.

At katastrofehistorikeren Rasmus Dahlberg har fået mere redaktørstøtte fra sit forlag er tydeligt, om end »Solstorm« kunne have vundet ved en mere karsk og kritisk rappenskralde-gennemlæsning. For selv om Dahlberg har styr på stoffet og for så vidt også på historien om en naturkatastrofe, der lammer el-systemerne i store dele af verden og sætter hverdagen og det moderne samfunds forudsigelighed ud af kraft, lider romanen af at være for tam i al sin skræmmende realisme og ind imellem for banal i såvel sprogtone som persontegning.

Med et strammere greb i redigeringsprocessen kunne der være kommet en meget bedre katastrofekrimi ud af denne fortælling om den seje nødhjælpsarbejder Lisbeth, der vender hjem til København efter endnu en aktion i et af verdens brændpunkter for at opleve sin velorganiserede og rolige by blive forvandlet til et krigslignende ragnarok, hvor lovløshed og grimhed truer det selvgode kollektive civilisations-ego.

Lars Kjædegaards fjerde bind i serien om drabsefterforskerne Hvid og Belling er en både velredigeret og velsmurt krimi om en verdensberømt dansk new-age forfatter, der findes myrdet i sit spanske domicil. Sagen viser sig at have en vis forbindelse til en af den københavnske underverdens afdøde gangsterbosser, og da denne Lothar Zolle er en gengager fra tidligere, giver det fortællingen et fint twist af overordnet helhed. Men det ændrer ikke ved, at denne ellers stramt komponerede krimi virker en anelse tyndbenet og let - og måske burde redaktørens rolle her have været at give forfatteren længere snor og mere tid til at få tyngde og dybde ind i fortællingen. I øvrigt er det den anden Kjædegaard-krimi, der er udkommet i 2012 - måske går det lidt for hurtigt.

Det er ikke sikkert, at det er gået hurtigt hos forfatteren Ole Clifford og hans forlag, men det betyder omvendt ikke, at man ikke kunne have brugt mere tid på den ellers ganske overbevisende »Flyspotteren«. For faktisk kunne denne krimi være blevet en af årets bedste krimier, hvis der var ryddet op i de nogle gange lidt for omstændelige beskrivelser af både kaffebrygning og flykonstruktion.

Et passagerfly styrter ned kort efter take-off i Kastrup Lufthavn, og over 70 mennesker mister livet. Mange interesser er på spil, og havarikommissionens formand, Martin Varberg, har svært ved at navigere sig frem til en forklaring på det mystiske styrt. Men da en flyspotter ved hjælp af simpel hovedregning når frem til svaret, tager udviklingen en ny og voldsom drejning - flere mennesker dør, Martin Varberg fængsles, og en orkidé-dyrkende detektiv med stærke it-kompetencer blander sig i det hele.

Cliffords både styrke og svaghed er, at han som uddannet pilot ved en hel del om fly og flyvning - det kommer historien til gode i hele plottets dybt fascinerende og troværdige opbygning, men det giver ind imellem også teksten et noget nørdet udtryk, der nok skulle være renset ud i. Til gengæld er Clifford eminent til at skabe skæve figurer og realistisk uhygge. »Flyspotteren« er en rigtig god bog, men desværre ikke den fremragende krimi, den kunne være.

Hvis nogle af redaktørerne på de førnævnte bøger skulle have brug for et godt råd, kan de forhåbentlig få det hos en af forlagsbranchen grand old ladies, Merete Ries. Hos hende er politimanden og forfatteren Frode Z. Olsen i al fald i gode hænder, og hans seneste krimi, »Når dragen løfter hovedet«, er en helt igennem velredigeret, velskrevet og stramt komponeret sag.

En kvindelig cyklist køres ned med fuldt overlæg, og da det viser sig, at hun aftenen forinden har anmeldt en mystisk udseende mand, der kravlede rundt på gelænderet i hendes opgang, undersøges ulykken nærmere. Den døde cyklist viser sig at være underbo til et barnløst par, der er blevet brutalt overfaldet i deres hjem, og da manden er i gang med at skrive en bog om kinesisk kriminalitet, rettes fokus på Riget i Midten og i særlig grad på en kinesisk student, der har haft sin gang i parrets hjem og nu er forsvundet.

Som læser føler man sig i trygge hænder hos Frode Z. Olsen, og selv om det ikke er høj kunst og grænsesøgende krimilitteratur, mærker man, at forfatteren har tjek på detaljerne, og at forlaget har snittet, svitset og anrettet det hele på indbydende vis. Det gør godt i en tid, hvor der udgives (for) meget og redigeres (for) lidt.