Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Stor var denne anmelders skepsis, da Benn Q. Holms nye roman, »De døde og de levende«, dumpede ind ad brevsprækken.
De seneste to romaner fra Holms hånd, »Byen og øen« (2011) og »Manden i glasset« (2014), var store skuffelser, der ikke indkasserede mere end to stjerner fra undertegnede – og præsentationen af »De døde og de levende« vækkede bange anelser om en halvkulørt modstandskampsroman.
»De døde og de levende« er en roman om krig og kærlighed, om skyld, forræderi og begær,« meddeler bagsideteksten, og det kan jo umiddelbart lyde som en temmelig triviel affære.
Endnu større end skepsissen var derfor også glæden over at erfare, at mistroen havde været helt grundløs. »De døde og de levende« handler om modstandskampen, ja, og den handler om kærlighed, skyld, forræderi og begær. Men den gør det uden at forfalde til flad krigsromantik og ramasjang. Faktisk foregår størstedelen af romanen efter krigen og handler om de sår, individuelle såvel som kollektive, der har svært ved at heles. Om mistroen, der ikke vil slippe dem, der havde krigen allertættest på. Om den rastløshed, den afsatte hos nogen; de muligheder, den åbnede for andre.
Kollektivt psykologisk portræt
Hovedpersonerne, kæresterne Ebbe og Karen, læser jura under krigen og er gået ind i modstandskampen uden helt at tænke de mulige konsekvenser til ende.
I 1943 deltager Ebbe i en sabotageaktion, der ender galt. To mand dør, og Ebbe sendes til Sverige og indrulleres i den danske brigade, som er under opbygning. Kontaktmulighederne til Karen er så godt som ikkeeksisterende og omvendt proportionale med hans længsel efter hende, og freden kommer til Danmark, uden at brigaden sættes ind.
Ebbe vender hjem uforløst, nær skuffet. Og da han erfarer, at den savnede Karen venter sig, falder hans verden fra hinanden. Han og Karen ender sammen alligevel, men Ebbe bliver ikke hel igen. Han danner familie med Karen på en giftig blanding af jalousi, vrede og bitterhed, hun trives til gengæld i efterkrigstiden. Konservativ med socialt engagement. Politisk aktiv og fremtidsorienteret.
Hun og Ebbe kommer længere og længere væk fra hinanden. Og Ebbe martres af uvisheden om, hvem den rigtige far til Karens datter er.
Sideløbende følger vi et par af Eriks kammerater fra krigen. Den gigtramte musiker Nelleman; den energiske og rastløse Erik Scharff.
Benn Q Holm tegner med »De døde og de levende« et levende billede af efterkrigstidens Danmark og de forandringer, den tid indeholdt, og et kollektivt psykologisk portræt af en krigsmærket generations forsøg på at få fodfæste i fredstid.
Romanen er skrevet med realistens kølige blik på det skildrede og sans for tidens detaljer, sæder og skikke. Ingen avantgardistiske faldbelader her, men solid og indsigtsfuld historisk realisme. Velkommen tilbage blandt de levende, Benn Q!
Titel: »De døde og
de levende«.
Forfatter: Benn
Q. Holm.
Sidetal: 335.
Pris: 299,95 kr.
Forlag: Lindhardt
og Ringhof.