Man skulle jo næsten tro, at Jesper Wung-Sung er ude efter Carsten Jensen, når man ser omslag og titel på hans nye novellesamling. »Mænd er fra Marstal« hedder den, og kalder dermed Jensens seneste opus magnum om netop Marstal i hu hos læseren med dens beskrivelser af søfolk og andre mandhaftigheder. Men billedet, der pryder Wung-Sungs bog, punkterer sammenkædning. En tilmudret lilleput-målmand med armene opgivende ud til siden og tilsyneladende alene på banen. Kan det blive mere mismodigt?
Men Jensens roman er ikke den eneste reference, man finder i titlen. For nylig gik vi alle med henvisning til psykologen John Grays bestseller og talte om, at mænd er fra Mars, kvinder fra Venus, når forskellen på kønnene og deres manglende kommunikation skulle luftes. Men mænd er ikke fra Mars, siger Wung-Sung med sin bogtitel. De er hérfra; fra vores egen virkelighed. Født provinsielle og som den lille fyr på billedet, bilder de sig gerne inden, at de er nogle fandens karle, som kan klare det hele. Men de fylder ikke trøjen ud og ender som regel i mudderet, mens boldene suser i mål om ørerne på dem.
Genkendelsens glæde?
Lyder det trist? Kan De, kære mandlige læser, ikke genkende Dem selv i beskrivelsen? Tro mig, det kan De i mange af Wung-Sungs historier, for som blandt andre Jan Sonnergaard, Jakob Ejersbo, norske Jonny Halberg og amerikanske Richard Ford formår han at italesætte mandlig erfaring, identitet og sammenbrud. Ikke som en Hemingway'sk besyngelse af handyret, men en vedholdende konfrontation af det maskuline i situationer, hvor tingene sættes på spidsen, er brudt sammen, gået i hårdknude, hvor skeletterne springer ud af skabet, osv. Om kvinder stadig kommer fra Venus, melder titlen intet om, men ifølge novellerne er kommunikationen kønnene imellem lige så dårlig, som hvis de gjorde.
Wung-Sung beviste allerede med sin debut »To ryk og en aflevering« (1998), at han har håndelag for novellekunst. De bedste noveller fra »Mænd er fra Marstal«, hans tredje novellesamling, fortjener da også at blive antologiseret. Til tider, især i de humoristiske af novellerne såsom teenage-gyser pastichen »Studentergildet IX«, minder han lidt om Fupz Aakeson, men er bedst, når han lader alvoren råde. Det gælder for samlingens første novelle »Fætter Bersærk« om en jaloux weekendfars tur med sin søn, for »Fætter Bersærk II« om en skizofren ung mands forsøg på at komme hjem, og for »Føre« om en mands årlige møde med fortiden i forbindelse med julen, mens »3. halvleg« lader de sunkne russiske ubådsmatroser fra Minsk få stemme. Ikke alt fungerer dog lige godt. »Der sidder en neger i haven« synes at dele tema med Fupz Aakesons børnebog »Poulsens Pirater« (men Aakesons bog er sjov, det er denne novelle ikke), og den surrealistiske »I dag havde jeg besøg af Cameron Diaz« er en tand for... nå, ja... surrealistisk. Men når Wung-Sung er bedst, er han rigtig god. Så tilgiver man gerne fyldstoffet.
