Kongen for folket

Biografi: »Rytterkongen. Et portræt af Christian X«. Nøgtern og velskrevet bog af Knud J.V. Jespersen om det 20. århundredes politiske Danmarkshistorie set med Christian X’s øjne

Christian X på sit kendte ridt gennem København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

»Rytterkongen« kalder historikeren, kgl. ordenshistoriograf Knud J.V. Jespersen sin bog om Christian X og refererer dermed til det stereotype billede af kongen, som hans bog i virkeligheden er et opgør med.

Christian X er mindet som rytter med en rytterstatue, men han var andet og mere end rytter, og det er det, bogen handler om. Til gengæld står der faktisk næsten ikke noget om heste i bogen udover beretninger om det nærmest mytiske ridt over grænsen i 1920 og kongens fald med hesten i 1943 under besættelsen. Vi får ikke at vide, hvad hestene hed, om deres race eller om kongens interesse for heste i det hele taget. Hesteinteresserede er ikke bogens målgruppe. Bogen er skrevet af en historiker med stor viden om og interesse for det politiske spil omkring kongen, og dens charme består især i, at kendte begivenheder i dansk politik anskues fra kongens synsvinkel.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi Christian X har efterladt sig et omfattende dagbogsmateriale, som forfatteren har fået fri adgang til. Det er der kommet en meget læseværdig bog ud af, der ikke blot kaster nyt lys over kongens opdragelse til lidt gammeldags værdier og en opfattelse af kongens rolle, som krævede en vis justering, men som også tegner portrættet af en helt igennem gedigen og ansvarsbevidst personlighed med hjertet på rette sted.

I nogle afsluttende betragtninger sammenligner forfatteren Christian X og Christian IV som de to mest skrivende danske monarker – begge stærkt religiøse og overbeviste om deres egen mission og begge optaget af landets skæbne og rede til at forsvare det. At de begge havde legemlige skavanker mod livets slutning er næppe relevant, og personlighedsmæssigt var de i øvrigt yderst forskellige med Christian IVs renæssancepersonlighed, der overkom det ufattelige, som noget af en kontrast til den spartanske og let bornerte Christian X. Det interessante er vel egentlig snarere, at Christian X har efterladt så meget materiale om sig selv, at det kan lade sig gøre at skrive en biografi.

En biografi af Christian X er tillige et stykke danmarkshistorie, der strækker sig fra 1870 til 1947. Vi hører om prins Christians opvækst og det komplicerede forhold til faderen, som i så mange år var kronprins. Christian X identificerede sig i højere grad med bedstefaderen Christian IX og overtog mange af dennes værdier og hans syn på kongemagtens rolle som en selvstændig faktor i det danske statsstyre, som ikke passede helt ind i forholdene efter systemskiftet i 1901. Da Christian X i 1912 blev kongen, kunne han endnu øve indflydelse på regeringsdannelsen, og det var først påskekrisen i 1920, der for alvor slog fast, at kongen ikke skulle optræde selvstændigt i forhold til de folkevalgte. I bogen skildres livligt kongens forhold til både venstrekonseilspræsidenten Klaus Berntsen, til I.C. Christensen og hans forhold til regeringen Zahle, der også skulle finde deres plads i det nye styre efter 1901 og finde en form i forhold til kongen. Vi hører om hans egne rådgivere, dronningens kabinetssekretær C.P.M: Hansen, H.N. Andersen foruden medlemmer af kongehuset.

Ikke mindst kongens modvilje mod Grundloven af 1915 bliver interessant belyst, men det samme gælder forsvarspolitik, salget af De vestindiske Øer, Sydslesvig-spørgsmålet m.v., hvor kongen ikke overraskende havde andre synspunkter end regeringen. På mange måder er kongens holdning ret forudsigelig politisk. Der var noget af en autoritær patriark i ham. Det viste sig også i administrationen af rollen som Kongehusets overhoved, hvor han fremstod som streng, retlinet og med en klar forståelse for Danmarks interesser og hans egen pligt til at lade familiehensyn vige for højere interesser. Tyske fyrster kunne ikke påregne ophold her efter Første Verdenskrig, og efter besættelsen udviste han uden at vakle den tyskfødte prinsesse Helena, som ikke havde forstået, at omgang med repræsentanter for besættelsesmagten burde nedtones i den særlige situation.

Skønt tysk gift – eller måske netop derfor – var Christian X alt andet en tyskvenlig, som også hans holdning under besættelsen klart viste. Han var bedrøvet over udleveringen af torpedobåde til besættelsesmagten og hans retfærdighedssans krænkedes ved interneringen af kommunistiske rigsdagsmedlemmer og i det hele taget af kommunistloven. Han brød sig ikke om Frikorps Danmark, men måtte acceptere samarbejdslinjen, selv om den personligt bød ham imod. Vi hører til gengæld ikke om hans holdning til retsopgøret efter besættelsen og herunder om hans modvilje mod at få forelagt benådningsansøgninger fra dødsdømte. Det er et fast rygte, at kongen ikke ønskede disse sager forelagt, og at det er baggrunden for, at det blev justitsministeren alene, der kom til at tage stilling, men det hører vi altså – desværre – ikke noget om. Til gengæld får vi et klart indtryk af, at kongen tog det ret roligt, da islændingene i 1944 valgte – som de havde fuld ret til – at opsige unionen med Danmark. Island var ikke Christians favorit.

Forfatteren gentager ofte, at Christian X var konservativ, autoritær og lidt knudret, men samtidig retlinet og med en klar retfærdighedssans og en stærk ansvarsbevidsthed knyttet til rollen som konge. Det er alt sammen i og for sig gode egenskaber, men også nogle, som, når de var samlet et sted, kunne vanskeliggøre samarbejdet med politikerne, og det kom da også til en del sammenstød i sær i de første år. Hvor grænsen går mellem kongen og mennesket Christian X er svært at afgøre. Bogens titel er i den forstand retvisende, at det er kongen mere end mennesket, vi hører om, men samtidig giver den et rigtig godt billede af, hvordan en konge bliver til, og hvordan han opfatter sin rolle og i virkeligheden – i Christian Xs tilfælde – også forstår at iscenesætte sig selv som en mand, der kan tale med folk. Christian X var soldat og vant til at omgås andre, mest i samfundets højere lag, men der var ikke noget jetset-liv eller pjat over hans måde at være konge på, og det skabte respekt om kongehuset.

Bogen er udmærket illustreret. Undertiden er billedteksterne pudsige, som når det s. 84 oplyses, at det er uklart, hvem en Ernst Günther er, som deltager i en frokost, da vi få sider længere henne hører adskilligt om den pågældende, der hører til huset Augustenborg. Generaldirektør Knutzen staves Knudtzen, men i øvrigt er der, som man måtte forvente, orden i tingene. Bogen om Christian X er skrevet af en historiker, som med stor finesse har bevæget mellem det mere udleverende om kongens stridbarhed og forhold til ministrene, som ikke har forsømt at give et indtryk af kongens privatliv, men som har undgået enhver form for kongerøgelse, spekulation i afsløring af »hemmeligheder« eller offentliggørelse af private detaljer. Det ville være urigtigt at sige, at biografien efterlader læseren med et indtryk af en konge, der lige som Christian IV var med til at forme sit lands politik, og som derfor fik en afgørende plads i danmarkshistorien. Også på den måde halter den sammenligning. Til gengæld får vi en spændende historie om, hvordan monarkiets rolle ændredes i de første årtier af det 20. århundrede, og vi får lov til at komme ind på livet af en »kendis«, som vi ellers kun kender fra billeder, og ikke mindst får vi en mulighed for at se på livet i kongeriget med en monarks øjne. Det er næsten lige som i filmen »Queen«.

Forfatteren indleder med at citere Jens Otto Krag, der en gang hånligt spurgte, hvilken »betydelig dansk skribent«, som »man ville havde budt« at skrive Christian Xs biografi. I dag har vi biografier af både Krag og Christian X – begge skrevet af betydelige historikere. Vi ved nu også, at Christian X slet ikke var en så ubetydelig personlighed, som Krag vil gøre ham til. Vi kan måske ligefrem konkludere, at så længe kongehuset kan producere mennesker som Christian, mens det politiske systems ypperste er personer med Krags karakteregenskaber, så har monarkiet en ganske god chance for at overleve – på sine præmisser.