Kongemagten blev delt i to

Roman: Simmer. Endnu en underholdende roman digter videre på historien om Knud den Hellige som overgangsfigur til kristendommens indførelse i Danmark

Siden helgenkåringen af den forhadte Kong Knud, én af Svend Estridsens utallige sønner, er der gisnet meget om Hans Helligheds forjagede liv og voldsomme død i Sankt Albani Kirke i Odense i 1086. Nu får vi inden for få måneder roman nr. to om begivenhederne. Arne Herløv Petersen kalder sin roman »Simmer« med henvisning til den unge, anfægtede præst, han har valgt som biperson og vidne til danmarkshistorien.

Maria Helleberg lod én af kongens hirdmænd opleve og fortælle historien i sin roman »Den hellige Knud«. Mens hun holder kompositionen stram og handlingens dramaunderdrevet og diskret tilbageholdt, giver Herløv handlingen turbo og fortællingen drøj humor og underholdende vitalitet. Der spares ikke på løjerne, når forfatteren mæsker sig i bondebryllup og kongsgårdens opulente ædegilder og med vellyst vælter sig i de synder, skriftestolen rettelig burde dølge.

Herligt bliver man underholdt med overdrivelser, fup og ikke mindst sproglige finesser, som forfatteren enten har været i kilderne eller Dansk Folkemindesamling for at støve op. Giver det romanen et strejf af troværdighed, så tillader Herløv sig nok af og til at digte videre på en god historie.

At de forsamlede bønder ved Limfjorden skulle være så fortørnede over ikke at nå over og banke englænderne, at de forfulgte Onde Knud den lange vej ned gennem Jylland for at spalte hans krop »med ét eneste hug fra bunden og op« i Odense, det dementerer romanen med en indgående skildring af kongemagtens umenneskelige brandskatning hovedsagelig til kirkeofre.

Tryggelev på Langeland, benyttes af Herløv Petersen - selv langelænder - som lokalt eksempel, også når det gælder kongens ihærdige opgør med asetroen. Når Hvide Krist ikke slår til i uår, eller der skal manes mod helhest og gravso, tyer man til de afdødes kraftfulde knogler, som graves op til lejligheden. Om Simmers medbragte pegefinger, som han listede af det sommermørnede martyrlig i Albani Kirke, inden han vender hjem til Langeland, virker efter hensigten, lader forfatteren stå hen i det uvisse.

Munken Ælnoth, der i 1122 skrev sin krønike til forsvar for Knud den Helliges nidkære forsøg på at gøre Danmark til et sammenhængende folk af sande kristne og sikre et ærkebispedømme i Norden, optræder selv som menneskelig og skønsom vidne i romanen. I det levende persongalleri omkring vores eneste danske helgen hævder han sig smukt med sit skønsomme humanistiske klarsyn i den vanskelige overgangsperiode, hvor den progressive, men forhadte konge måtte lade livet i sit eget bagstræberiske bagland.