»Elsk din mand og stop hans pibe, så skal du aldrig komme i knibe«
Det gamle rim lyder håbløst gammeldags nu. Men forfatteren Helle Juhl fandt det altså i sin poesibog i 1965 – for mindre end et halvt århundrede siden.
Verset var ikke engang skrevet af ældre medsøster, men af en jævnaldrende. Tidens kvinder gik stadig rundt med store forventninger til den lyserøde fremtid som husmor. Suffleret i det skjulte af deres egne mødre derhjemme. Der igen havde det fra deres.
Da hun bare et par år senere fik sin poesibog nummer to, var forsiden prydet af en anderledes farverig Christelpige – og venindernes vers noget mere pågående.
Forskellen er karakteristisk for Helle Juhls kilotunge »Husmødre« med undertitlen »Historier fra landets største arbejdsplads«. Kønsrollerne har skiftet dramatisk de senere år og gjort livet i landets lejligheder ufatteligt meget nemmere. Plus måske sænket en drøm hist og pist.
Underforstået kønsrollerne i de fleste hjem. Eller i hvert fald nogle af dem. FOAs store undersøgelse i 2011 kom til et tankevækkende, men måske ikke så overraskende resultat: Kvinder står endnu i dag for det meste eller hele husholdningen i over halvdelen af alle danske husstande.
Det er dem, »Husmødre« handler om. Man får hele historien om den heltemodige kvinde bag os alle. Om konen, kællingen, madammen, som visesangeren Osvald Helmuth så kærligt kaldte hende. Om vejen fra grukedel til Gorenje, fra damaskduge til dåsemadens velsignelser, fra hyret med rationeringer efter Anden Verdenskrig til det første nummer af »Tænk«.
For sæderne skifter jo. Svære tider byttes ud med nemmere. Gamle arbejdsgange med håndkraft afløses af nye med stikkontakt. De dage kommer, hvor ingen pludselig kender funktionen af Bedstes skåneærmer – men hvor alle ikke desto mindre husker hendes mad og betaler den dyrt ude i byen.
»Den hjemmegående husmor blev i sidste halvdel af det 20. århundrede vinket ud af historien med lige del medynk og moro,« skriver Helle Juhl
»I tidens socialrealistiske litteratur gik hun til bunds i portvinsglasset, og på revyscenerne blev hun kostet ud i kulissemørket med gulvskrubbekomik og jazzballetparodier. Uden at nogen sagde tak for kaffe«.
Historien om husmødrene ligner ellers hele vores kulturhistorie til forveksling. Bogen er en billedbibel over madlavningens gudinder og børnepasningens profeter. Lige fra dengang, alle kendte deres plads i hjemmet og dermed samfundet. »Mændene producerede, kvinderne reproducerede,« som Juhl skriver.
Og frem til friheden får bedre kår og dét med samfundet forandres: Kvinderne frigøres fra mændenes juridiske og økonomiske værgemål i 1899, opnår valgret i 1915, får ret til egen pension i 1922 og ligestilles endegyldigt som forældre og forsørgere i 1925.
Samfundet, ja. Forandringerne i køkken og børneværelse går ikke helt så hurtigt. Mænd forsørger, kvinder sørger for – og bliver ved med det længe endnu.
Da lægen Jonathan Leunbach i 1935 medvirker til ulovlig afbrydelse af svangerskab, lyder dommen på tre måneders fængsel og tab af borgerrettigheder.
Og da man et par år før Anden Verdenskrig spørger 4.000 københavnske skolepiger, vil halvdelen helst i forretning eller på kontor. Men hele trekvart million kvinder herhjemme var endnu i det første årti efter krigen registreret som »forsørgede husmødre«.
Endnu mere tilbageskuende signaler ringer ind fra det nære udland. Adolf Hitler lancerer sloganet »Kinder, Kirche, Küche« nede i det tyske. Thorvald Stauning herhjemme har samme hyr med at holde de ulovlige aborter nede og børnetallet oppe.
Rimer husmoderens hverdag på en hverdag med vask og strygning for andres skyld? Ikke nødvendigvis.
De elektriske maskiner skulle hurtigt gøre arbejdet mindre byrdefuldt. Tiden i de store forstæders toværelsers kunne måske ligefrem falde lidt lang. »Så mange tæpper var der heller ikke at ryste«, som Helle Juhl skriver.
Så radioen bliver hurtigt en vigtig ven for den hjemmeløbende og sender endda »Husmoderens to minutter« – hvor heldig kan man være.
Ligesom der laves mad på TV! Kogebøger har altid spillet en stor rolle i husmødrenes historie. Frøken Jensens klassiker får efterhånden konkurrence af især Grete Grummes sællerter: »Dansk mad« fra 1963, »Græsk mad« fra 1966 og året efter så »Mad til én«.
Den legendariske madmor overtager endda »TV-køkkenet« i 1972 fra Conrad og Aksel – de to legender havde optrådt i annoncer og blev fyret fra monopolet. Grumme laver bare alt for dyr og upraktisk mad, synes de Samvirkende Danske Husholdningsforeninger. Også hendes karriere på billedrøret blev lidt kort.
Men som forfatterinden Lise Nørgaard senere sagde det: »Hun pillede husmor-martyriet ud af madlavningen ved at kundgøre, at det i virkeligheden er sjovt og kreativt at forberede den daglige middag.«
Martyriet ud af madlavningen... De meget fine interviews indtager en særstilling i Helle Juhls bog. Ikke mindst den store fortælling om Grete Hemmingsen på Adriansminde ved Gedser.
Da forfatteren kommer på besøg, undskylder den stovte landhusmoder straks for hjemmets tilstand – en hjemmehjælper hver tredje uge kan jo ikke klare alt. »Sidst sprang vi faktisk støvsugningen over, for mit hår trængte sådan til at blive sat,« som hun udtrykker det.
Grete kom til verden i august 1918, »lige midt i høsten« – datteren lyder næsten træt på sin mors vegne. Hun giftede sig med Ernst i 1943, stod straks i spidsen for en større bedrift, engagerede sig også professionelt i husmødrenes vilkår. Og hun prøvede fra dag ét at gøre op med mange af de gamle vaner. Gårdens mandlige medarbejdere skulle da ikke kaldes karle!
Grete Hemmingsen fortæller om den aften, hun havde været til fest og ikke fået gæssene lukket ind – hvorpå ræven havde bidt dem alle ihjel. Om at skaffe udstyr i en tid med vigende sans for den slags. Kusinen oppe i Næstved havde for eksempel set en komplet spisestue med skænk, to vitriner, stort udtræksbord og tolv stole til bare 450 kr.
»Jeg kan huske at vognmanden, der leverede møblerne, spurgte, hvad vi ville med det gamle lort. Den slags stuer var ikke i høj kurs sidst i 1950erne.«
Men den gode Grete fik møblerne malet og hynderne betrukket og gjort ved. Og hun har den såmænd endnu. Stuen til 450 kr. Og om kunsten at koge pølser. Når der skulle blodpølse på menuen, måtte man ikke snakke under kogningen – for så revnede de. »Man sagde også om den første rullepølse en ung pige syede, at sådan ville hendes mands facon blive.«
Bogen er fascinerende fuld af den slags fortællinger. Helle Juhl samler sig meget om husmødrene i sin mors og bedstemors generationer. De hårdtarbejdende husalfer før og efter får ikke meget opmærksomhed – måske en anden bog værdig?
Man får heller ikke mange sætninger om den mere intime del af samlivet. Som måske hænger tæt sammen med fornyelserne i resten. Hvem ved.
Eller for den sags skyld om hjem med omvendte kønsroller. For de har jo været kendt til alle tider og stået stærkt under sygdom og i perioder med arbejdsløshed. Selv musikgeniet W.A. Mozart måtte i lange perioder sende konen på kur og selv vaske de gule ridebukser. Men som forfatteren selv udtrykker det:
»Skønt jeg som de fleste døtre har bestræbt mig på ikke at træde i alle min mors fodspor, må jeg – jo længere vandringen varer – konstatere flere og flere sammenfald.«
Det er i den gentagelse, Helle Juhl fotos og fortællinger står så stærkt. Kønsrollernes skarpe deling kunne måske nok være hård for begge køn. Somme vil måske endda kalde den uretfærdig, uhensigtsmæssig, undertrykkende.
Men for pokker, hvor kunne hun lave mad.
Helle Juhls »Husmødre« udkommer i dag på Gyldendal
