»Kludder i stedet for musik«. Sådan stod der i Pravda, Sovjetunionens store avis, en dag i januar 1936. Endda på lederplads. Og sandsynligvis dikteret af selveste Josef Stalin.
Den »kludrede« musik var »Lady Macbeth fra Mtsensk«, og manden bag musikken var stjernen Dimitrij Sjostakovitj, der i dag regnes for en af historiens store komponister.
Men efter at diktatoren og stjernepsykopaten Stalin havde ladet sig lokke i Bolsjoj Teatret, hvor operaen var en succes, ja, så blev alt sort.
Nu var hans musik ikke længere god, opbyggelig underholdning for folket, som anmelderne ellers havde ment, den »rumlede, knirkede og hylede«, og dens »nervøse, krampagtige og spasmodige karakter« var inspireret af, uha, jazz.
Stalins kritik var en forklædt dødsdom. Men hvornår eller hvordan var ikke til at vide, og uvisheden, den voldsomme psykiske terror, mærkes virkelig i Julian Barnes’ roman om Sjostakovitj.
I første kapitel i »Tidens støj«, »På trappeafsatsen«, møder læseren komponisten uden for døren til lejligheden, hvor hans kone, mor og barn sover. Hver nat sidder han dér med sin pakkede kuffert og venter på, at »Magten« skal komme og tage ham.
Men den kommer aldrig, og det viser sig, at Stalin ikke agter at henrette ham eller sende ham til Sibirien. I stedet har han planer om at bruge ham i sit store propagandaapparat, som kunsten spiller en afgørende rolle i.
En barsk erkendelse
Men i hænderne på den altid nuancerede og uhyggeligt velskrivende Barnes bliver »Tidens støj« ikke kun en roman om Sjostakovitjs liv og trængsler. Ikke kun en roman om den angst, der tærer på hans liv og kunst, eller om, hvordan styret efter Stalins død omklamrer ham.
Nej, Barnes er også interesseret i mere almene spørgsmål om, hvor meget en kunstner kan eller skal ofre for sin kunst, og i, hvad der skiller et modigt menneske fra en kujon og en opportunist. Sjostakovitj er, som Barnes ser ham, det sidste. En kujon og en opportunist. Han er på den led meget menneskelig, men altså ikke noget beundringsværdigt menneske, hvilket står i lysende kontrast til hans lysende evner som komponist.
Men Barnes skildrer ham med ømhed og blik for det absurde omkring ham og gør det i en roman, der er baseret på et omfattende biografisk materiale. Og selv om det altid er problematisk at skildre virkelige mennesker i en fiktiv form – for hvad er fakta, og hvad er fantasi? – så er Barnes så dygtig, at jeg er klar på at se »Tidens støj« som digt om sandheden.
Barnes er ikke mindst brillant i beskrivelserne af de kvaler, der plager Sjostakovitj mod livets slutning: »Han havde forrådt sig selv, og han havde forrådt den gode mening, som mange andre stadig havde om ham. Han havde levet for længe.«
Det er en barsk erkendelse. Det eneste håb, Sjostakovitj nærer, er, at der kommer en dag, hvor musikken står alene tilbage, »Hvor både historien og biografien vil falme«. Den dag kommer måske. Men den er her ikke endnu. Det er »Tidens støj« et meget læseværdigt bevis på.
Titel: Tidens støj. Forfatter: Julian Barnes. Oversætter: Claus Bech. Sider: 202. Pris: 270 kr. Forlag: Tiderne Skifter.
