Mens vi med sammenbidt energi jager de sidste gamle nazister, så er der endnu ikke en eneste af Stalins bødler, der er blevet tiltalt eller dømt. Ubeskrivelig menneskelig ondskab var sat i system af kommunistpartiet og kostede millioner af mennesker livet og kaster stadig sin vanskabte skygge over generationer, der kom efter.
Først i disse år er vi ved at forstå rækkevidden af den tragedie, der ramte et helt folk. Indtil for blot ti år siden var det også i Danmark svært at få erkendelsen af denne omfattende lidelse og sovjetsystemets dæmoniske ondskab forklaret til en bred offentlighed.
Med Nicolas Werths »Kannibaløen« har vi taget endnu en rejse ned i underverdens rædsler. Det er en bog, der kan anbefales varmt, fordi Nicolas Werth, der er fransk historiker og var blandt bidragsyderne til den epokegørende »Kommunismens Sorte Bog«, har fået nye kilder fra de russiske arkiver og folder et bredt persongalleri ud, hvor vi får de enkelte ofres historie fortalt.
Kannibaløen var blot en enkelt lejr i det omfattende Gulag-område, hvor millioner af fanger vandrede igennem systemet. Kannibaløen hed offcielt Nazino og lå i Vestsibirien. Men den fik i folkemunde sit øgenavn af den indlysende grund, at folks sult var så ekstrem, at kannibalisme forekom - selv om den ikke var omfattende.
Fangerne var ganske tilfældige sovjetiske borgere, som det hemmelige politi under falske anklager sendte ud til denne fjerne destination, og totredjedele af de deporterede døde efter kort tid på øen. Werth har valgt at bruge de nye dokumenter om Kannibaløen til at give os et tværsnit af lejrsystemet og det er gjort så mesterligt, at man rystes af den menneskelige kynisme, som systemet og dets bødler udviste.
Til evig tid vil man diskutere ligheder og forskelle på nazismen og kommunismen. Den debat er kun lige begyndt, og Werths bog føjer nye aspekter til. Med de sovjetiske myndigheders dokumenter bliver der nu sat navne og data på fangerne.
Systemets fanger var ikke politiske modstandere; nej det var mennesker fra alle lag, af alle afskygninger. Blandt fangerne var retarderede, svage og syge, og det hemmelige politis anholdelser minder derved om nazisternes renselsesaktioner mod psykisk syge og retarderede. Fanger blev uden videre likvideret af vogterne, og snart startede en indædt kamp for at overleve, hvor lejrvogterne fremmede den brutale vold og nød deres magt; således indtog lejrkommandanten selv store mængder sukker foran fangerne for at pine dem. Werth kan med baggrund i de russiske kilder vise, at rygterne om kannibalisme var sande nok. Fanger og lig blev ædt, og kvinder fik skåret brysterne af.
Nicolas Werths bog er ikke bare endnu en historiebog om det forrykte forrige århundredes grusomheder. Det er en gribende skildring af menneskelig ondskab, der bør læses sammen med klassikere om nazismens gerninger. Samuel Rachlin, hvis forældre blev deporteret til Gulag, har skrevet et fint forord.
