Vi inddeler pænt verdenshistorien i perioder og klart overskuelige enheder. Så er der styr på den i vore hoveder. Men virkeligheden er langt mere uoverskuelig og farligere, end vi tør erkende.
Tag nu Første Verdenskrig, som vi har ordnet nydeligt fra 1914 til 1918. I virkeligheden sluttede den slet ikke, men fortsatte østpå. De fleste kender til de nye sovjetiske magthaveres kamp mod De Hvide i Rusland, men overset er Lenins og hans bøddelregimes forsøg på at starte en angrebskrig mod vest, som kun mirakuløst blev stoppet foran Warszawas porte i 1920. Man ryster af kontrafaktisk bekymring, for tænk hvis Polen var faldet, så havde Lenins udtrykkelige ønske om at underlægge sig Europa kunne realiseres, og Danmark var blevet en lydstat i et nyt bolsjevikisk Europa. Jorden var allerede beredt, idet bolsjevikkerne havde fået tyske kommunister til at etablere såkaldte rådsrepublikker, og også i Danmark sydede det af revolutionær ildhu.
Historien oprulles i en strålende udgivelse af det glimrende Informations Forlag, der har fået fat i den polsk-britiske historikers Adam Zamoyski bog »Warszawa 1920«.
Vesten så passivt til
Nogle læsere kender måske krigen mellem Sovjetunionen og Polen fra den russisk-jødiske forfatter Isaak Babels mesterfortællinger »Rytterarmeen og andre fortællinger« (1959). Babel var med på sovjetisk side som krigskorrespondent, men her får vi beskrivelsen hovedsagelig fra polsk side.
Det var en særdeles blodig og brutal affære med tusindvis af døde soldater og civile. Lenin og hans folk som Stalin og Trotsky skånede hverken soldater eller civile, da de førte deres soldater frem i erobringskrigen.
Adam Zamoyskis bog lægger vægt på Polens heltmodige modstand anført af den nationale leder Jozef Pilsudski, der kun i sidste øjeblik fik standset de sovjetiske invasionsstyrker. Vesten så passivt til, mens polakkerne kæmpede for deres liv - og en ung fransk militærmand ved navn Charles de Gaulle observerede ved fronten.
I det hele taget er en lang række af de ledere og militærfolk, der spillede en rolle i dramaet 19 år senere, da Polen atter blev kastebold for først nazisternes og dernæst kommunisternes ekspansionstrang, omtalt. I et spændende afslutningskapitel argumenterer Zamoyski for, at Stalins grusomme mord på polakkerne, herunder massemordet på de polske officerer ved Katyn, skyldes det nederlag, som Pilsudski tilførte Lenin i 1920.
Det er tale om en særdeles vigtig bog, for den rokker ved vore vante forestillinger og faste inddelinger af fortiden. Krigen fortsatte, Vesteuropa var truet, og Danmark var ikke en fredhellig ø beskyttet mod Sovjets planer.
