Kom til Alaska!

Amerikanske David Vanns debutroman er en prunk- og nådesløs skildring af menneskets kamp med og mod naturen – og med og mod sine egne.

De fleste drømmer vel på et eller andet tidspunkt om at rykke ud af civilisationen og ud i den uberørte natur. At stige af rotteræset, som man sagde tidligere, tage hånd om sit eget liv, finde sig selv og leve i takt og harmoni med årstider og elementer.

Gary og Irene, det midaldrende ægtepar, som er centrum for amerikanske David Vanns umådeligt vellykkede debutroman, tog det valg i en tidlig alder. Eller måske er det rigtigere at sige, at valget tog dem: Da Gary var i gang med sit ph.d.-studie, tog de en pause fra det hele og drog til Alaska. Men de blev hængende, og deres liv udviklede sig til en permanent eksistentiel flugt – hans fra sig selv, hendes fra moderens selvmord.

Ved romanens start har Gary lagt en ny dimension til denne flugt. Han vil, at de flytter ud på en øde ø, titlens Caribou Island, og bygger deres egen bjælkehytte. Den ultimative nye start: En egen rede ude i det uberørte. Men Gary har slet ikke håndelag til den slags projekter, og naturen nærmest stritter imod med uvejr og rodfyldt jord. Samtidig rammes Irene, som indestængt hader projektet, af voldsomme hovedsmerter. Lægerne mener, de kommer fra bihulerne, men de har nærmere afsæt i forholdet til Gary. For hendes vedkommende har det nemlig udviklet sig til et destruktivt had-kærlighedsforhold, hvor hun konstant bebrejder ham hans evige flugt og indelukkethed, men samtidig lever i evig angst for at han vil forlade hende.

Gary og Irenes børn Mark og Rhoda bor i nærheden. Mark, som er uden ambitioner eller mål i livet, bor sammen med Karen, og dagen går med at sælge kaffe fra deres kaffevogn, fiske laks på havet og ryge pot. Og at holde sig mest muligt væk fra forældrene. Rhoda er den eneste, der reelt forsøger at holde sammen på familien. Hun stjæler smertestillende medicin til Irene på den dyreklinik, hun arbejder på, og forsøger at glatte ud, når forældrenes konflikt blusser op. Samtidig forsøger hun at få planlagt sit bryllup med tandlægen Jim, som hun dog ikke er helt overbevist om er helt så interesseret, som hun selv er. Mistanken er bestemt ikke uberettiget.

Vann formår at få sin skildring af de kuldslåede skæbners forvitrede og knuste relationer og den på én gang betagende og nådesløse natur i Alaska til at gå op i en højere enhed af sjælden karat. Han skriver prunkløst, og en forfatter som Cormac McCarthy og en roman som Margaret Atwoods »Surfacing« fra 1972 (dansk titel »Op til overfladen«), kommer én i hu, når man tænker på litterære slægtsskaber. Men Vann er først og fremmest sig selv. Gyldendal har varslet at hans prisvindende debut novellesamling »Legend of a suicide« kommer i 2012. Det ser vi frem til.