Der er noget over samtalebøger, der instinktivt gør mig mistænksom. Jeg kan ikke sige præcist hvorfor. Ovenikøbet har jeg selv lavet en af slagsen, men et eller andet tænder bare for en rød lampe oppe i mit hoved. Der står floskel-alarm, hver gang jeg står med en samling samtaler i bogform.
Især er den helt gal, når samtalerne finder sted mellem meget kendte personer, der skal udfolde deres tanker om livet. Og døden. Og alt det indimellem også. Fordi de er kendte.
Samme skepsis sad også i mig, da jeg tog journalist og forfatter Gitte Løkkegaards nye samtalebog, »Livsmodig« i hænderne – en bog baseret på en lang række samtaler mellem Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet, strakt hen over et halvt år. Alt sammen hørt, samlet og styret af Gitte Løkkegaard. Men da jeg åbnede bogen, skete der noget. Den røde lampe tændte nemlig ikke. I stedet blev jeg slugt! Godt og gammeldags. På den måde man kan blive det, når en bog river en med sig steder hen, man ikke forventede, og går i både hjerne og hjertekule. »Livsmodig« tager afsæt i, hvordan det helt ind til benet er (bogstavelig talt) at være kvinde over de halvtreds. Dette udgangspunkt vendes i temaer som: Arbejde, diskriminering, kærlighed, krop, smerte og tab, døden, at søge mening og leve med livet, præcis sådan som det er. Blot for at nævne nogle af de mange emner disse fire livsmodige kvinder tager fat på. For der er næsten ikke den plet af livet, der ikke vendes – også op og ned - og det vel at mærke uden at blive til overfladisk floskelsnak. Det er i sig selv en bedrift. Man vil virkelig gerne være i disse kvinders selskab eller måske mere præcist - i selskab med deres vid, ord og meningers frimodighed og den fornemmelse af fællesskab, der breder sig i den, som læser med.
Selv om der kun er de fire i samtalen, er der ingen tvivl om, at man fornemmer Gitte Løkkegaard i den også. Hendes skarpe, kloge øjne har jo gjort bogen til det, den er. Udvalget af små mellemafsnit med citater fra litteratur og interviews – lige fra Simone de Beauvoir til Linn Ullmann og Suzanne Brøgger (blandt mange andre) er i øvrigt spot on og lægger sig fuldstændig perfekt ind i bogens egen rytme og sproglige atmosfære.
At livet ikke gøres til en gang mod på floskler gennemsyrer sådan set alle dele af bogen, ikke mindst fordi det er fire hamrende reflekterede kvinder, der har gang i en samtale her. Et par steder vil jeg alligevel fremhæve: For eksempel der, hvor der tales om døden, og Anne Linnet udbryder, at tanker om døden ikke kun hører til i slutningen af livet. »De hører sammen med livet. Når du bliver født, så er din død der allerede. Når det lille nyfødte barn ligger der med sit liv foran sig, så går der to kurver i gang: En livskurve og en dødskurve. Livet begynder. Nedbrydningen begynder.« Eller der hvor Christine Antorini gerne vil begynde en diskussion om, »hvad livsvisdom i det hele taget er«, eller Hanne Vibeke Holst, der kanter Ritt Bjerregårds udtalelser om at finde ro i livet ved at sige, at »ro uden nysgerrighed og en fortsat indignation gør, at vi bliver uskadeliggjort. Det må ikke ske.« Og da samtalen falder på kønskvotering får begrebet en velfortjent renvask af Ritt Bjerregaard med ordene om, at kvotering blot betyder, at man får en chance for at vise sit værd – ikke at man får en automatisk post udelukkende fordi man er kvinde.
End ikke bogens små regibemærkninger (f.eks. at alle griner) virker generende, måske fordi man suges så langt ind i kvindernes samtale og stemmer, at de falder naturligt. Man hører dem for sig, så at sige, og det er faktisk temmelig hyggeligt.
Eneste sted i bogen, hvor jeg skar ansigt, var der, hvor ordet powerkvinde bruges. Jeg havde sådan håbet, at netop disse kvinder ikke ville føle sig kaldet til at tage det ord i deres mund, trods den fristelse det må være at bruge det netop i deres sammenhæng. Powerkvinde er i min optik et ord, der burde stå på sådan en særlig liste over udtryk, der fortjener en spand koldt vand i hovedet! For hvad i al verden er man så, hvis man ikke er powerkvinde? Kyllingekvinde? Virkeligheden er vel blot den, at selv den kvinde, der udstråler enorm styrke, handlekraft og succes – som samtlige af disse fire kvinder jo gør - står overfor nøjagtig de samme livsudfordringer som alle andre – ja demokratiske livsvilkår, som de selv kalder dem i en af samtalerne om sygdom og død. Og ordet powerkvinde mudrer billedet, fordi det giver brændstof til forestillingen om det uigennemskydelige menneske, for hvem alting bliver mødt og besvaret - med råstyrke. Men det er der jo ingen, der kan leve op til! For hvad vil det i det hele taget sige at være stærk, og hvornår er man så svag? Det kunne disse kloge kvinder garanteret få en hel bog til at gå med at tale om, og den gad jeg godt høre!
Når ærlighed og visdom kysser en samtale, opstår de magiske øjeblikke. Dem har bogen her mange af. Øjeblikke, der åbner for tanker inden i én selv, som fortsætter, også der hvor bogens sider - og stemmer - ebber ud.
Livsmodig
Forfatter: Gitte Løkkegaard. Sider: 232 sider. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag
