Første gang, jeg møder Sørine Steenholdt og Niviaq Korneliussen, er i november 2013. De har hængt en seddel op på busskuret skråt over for det berygtede værtshus Kristinemut i Nuuk. På sedlen indkalder de til Grønlands første poetry slam. Jeg møder dem på en af de nye cafeer, der de seneste år er skudt op i Nuuk, og vi drikker stempelkandekaffe, mens vi snakker om litteratur og de nye ungdomsbevægelser, der rykker på sig i Nuuk. De vil begge gerne være forfattere. I dag, tre år senere, har de ikke bare udgivet hver sin bog, de har for altid ændret opfattelsen af, hvad grønlandsk prosa kan være.
»Når jeg læste grønlandsk litteratur, handlede det for det meste om trommedans, vores sprog og hvor meget, vi elsker naturen,« siger Niviaq Korneliussen, da jeg fanger hende over telefonen. Hun er forfatter til »Homo sapienne«, der følger flere unges kampe med identitet, kærlighed, sex og køn.
»Jeg har forsøgt at skrive en bog, som jeg selv kunne relatere til, noget, der handler om mig, mine venner og vores måde at se verden på. Det var det, jeg selv havde brug for, da jeg var ung,« siger hun.
»Homo sapienne« blev taget godt imod. Politikens Jes Stein Pedersen kaldte bogen for »seksualrealisme uden filter«. Også her i avisen fik Korneliussens debut rosende ord med på vejen. »Læseren føres ind i et Nuuk-miljø, hvor der festes hårdt,« skrev Jeppe Krogsgaard og kaldte romanen intens.
Mette Moestrup var ansat som konsulent af Niviaq Korneliussen og hendes grønlandske forlag, Milik, og Moestrup har også – på Niviaq Korneliussens anmodning – skrevet forord til »Homo Sapienne«. Hun kaldte allerede ved udgivelsen bogen for et varsel om et generationsskifte i grønlandsk litteratur. Og det står hun ved.
»Det er et meget nutidigt Grønland, Niviaq Korneliussen beskriver,« siger Mette Moestrup. »Hendes bog bliver aldrig sentimental, den grønlandske natur spiller en meget lille rolle, det er mere Nuuk, der bliver beskrevet.«
Jeg boede selv i Grønland fra 1989 til 1992, og da jeg i 2013 gik rundt i byen, var det på samme tid den samme by som 20 år tidligere og en helt ny verden. I start-90erne tog det TV-avisen tre dage at blive transporteret til Nuuk. I dag er der kommet kulturhus med biograf, svømmehal, caféer, en levende restaurationsscene og ikke mindst internet. Verden er kommet til Grønland.
»Homo sapienne« tager udgangspunkt i Nuuk og deltager direkte i de politiske debatter, der for tiden kører i landet, men det er først og fremmest en bog om en gruppe mennesker. I sin essens kunne fortællingen foregå i en hvilken som helst by i verden.
»Niviaq Korneliussen arbejder med spørgsmålet om, hvad »hjem« er, på en meget original og ung måde. Hun inddrager sms’er og tekst fra global populærmusik. Det grønlandske er ikke lukket om sig selv, det er i verden. Hun skriver den grønlandske roman ud i verden,« siger Mette Moestrup.
Sidste år kom så Sørine Steenholdts novellesamling »Zombieland« på dansk, oversat af Niviaq Korneliussen. Den er både mere rå og mere kritisk end Niviaq Korneliussens roman. Hvor Korneliussens sprog er lidt hverdagsagtigt, nærmest jakobejersbosk, opleves Sørine Steenholdt mere kynisk, og hendes sprog er hårdt og skarpt.
De to unge forfattere – Steenholdt er 29, Korneliussen 26 – bidrog begge til en novellesamling, der udkom i 2013. Den hed »Ung i Grønland – ung i verden«. De ti bidragydere blev fundet gennem en konkurrence, hvor alle unge grønlændere kunne deltage. Og den konkurrence kan ikke overvurderes, det mener hverken Korneliussen eller Moestrup. De ti vindere blev inviteret til en workshop i Kangerlussuaq, og for første gang samledes en gruppe unge forfatterspirer.
»Jeg har altid gerne villet skrive en bog, men jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle gøre,« fortæller Niviaq Korneliussen. »Vi har ikke før haft noget miljø for det og ingen litterære arrangementer. Den her konkurrence betød det hele, for mig i hvert fald.«
Det var også her, Mette Moestrup og Niviaq Korneliussen mødte hinanden for første gang. Moestrup var sammen med den grønlandske forfatter og performance-artist Jessie Kleemann ansat som konsulenter for de ti forfatterspirer. For Mette Moestrup var det vigtigt, at dansk ikke blev autoritetssprog i workshoppen.
»Det gør man ved, at bossen i rummet ikke er dansker. Det er Jessie ikke. Det er et politisk valg. Tekstlæsningerne foregik på grønlandsk, og så var jeg en sparringpartner, de kunne spørge til råds,« siger Mette Moestrup.
Netop relationerne til Danmark og danskerne er noget, der fylder kolosalt meget i den grønlandske politiske debat – og også i flere af de noveller, der var med på workshoppen.
»Der var en af eleverne, der kom op og sagde på engelsk: »Det er ikke noget personligt, men jeg vil ikke snakke dansk med dig.« Så talte vi engelsk sammen. Det er et eksempel på, at de kolonialistiske problemstillinger er præsente, og som dansker kan man ikke bare komme ind og spille smart omkring det,« siger Mette Moestrup.
Det dansk-grønlandske styrkeforhold ligger også latent i Niviaq Korneliussens roman, men hun forsøger ikke at komme med nogle sort/hvide løsninger, som det er blevet populært i den politiske debat, både i Danmark og Grønland.
»Det er kompliceret, for vi har brug for højtuddannede danskere, men især den ældre generation af danskere har stadig den her koloniherrementalitet og ser på os som børn, der skal hjælpes,« siger Niviaq Korneliussen.
»Det har været hektisk på det seneste. Nogle partier beskylder danskerne for alting og tænker kun på at blive selvstændige. Jeg kan godt forstå trangen, men man glemmer, at vi har store problemer i samfundet, sultne børn, alkohol og misbrug.«
Niviaq Korneliussen og Sørine Steenholdt har begge fået mulighed for at rejse en del i Norden de seneste år, bl.a. som nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris, og oplevelserne har været øjenåbnende.
»Vi var til litteraturmesse i Göteborg. Det var kæmpestort. Der var måske 10.000 mennesker, der kom bare for litteratur. Vi vidste slet ikke, at det kunne lade sig gøre,« griner Niviaq Korneliussen, der selv er ved at færdiggøre et manuskript til en teaterforestilling og også er godt i gang med sin næste roman.
Håbet er nu, at Niviaq Korneliussen og Sørine Steenholdt kan tage dén inspiration med til Grønland, og at miljøet kan udvikle sig yderligere, og at der i fremtiden vil hænge flere sedler på busskurene med reklamer for litterære arrangementer og bøger.
»Der er rigtig mange grønlandske unge, der har lyst til at skrive, og som har set, at det er muligt at udgive en bog og få opmærksomhed,« siger Niviaq Korneliussen.
»Jeg tror på, at der kommer til at ske noget helt nyt i litteraturen heroppe nu. Det er meget spændende at være en del af.«
Sørine Steenholdt taler med Kim Leine om sin roman og om ny grønlandsk litteratur på BogForum, lørdag kl. 15:15
