Kød på kraniet

Harald Voetmanns fantasi om forgængelighed og fordærv er også en påmindelse om, at verden for nogle er ulidelig at opholde sig i.

Sidste år vakte Harald Voetmanns roman »Vågen« om encyklopædisten Plinius en del opsigt. I første omgang fordi, den var vældig god, og i næste, fordi nogen fandt den så fremragende, at de indstillede Voetmann til Nordisk Råds Litteraturpris. Hvilket nok var lidt præmaturt. Men det skal jo ikke ligge Voetmann til last.

Hans nye roman hedder »Kødet letter« - og lad det bare være sagt med det samme: Undertegnede kastede den fra sig flere gange i løbet af den første del på ca. 70 sider, men endte til slut med at holde af den lille roman.

Første del udspiller sig omkring et talg­smelteri kødbyen. Vi møder her de to kontoransatte Kühleborn og Huldbrand, som passer deres tjans dag ud og dag ind, imens de bliver ældre og tørrer fedtduggen af ruden til deres kontor. Hver for sig drømmer de om ømhed, når de glor på kvarterets prostituerede, men er ensomme og menneskeligt forarmede. Kühleborn passerer de 55 og får derfor den - i romanens verden - obligatoriske »dødsfrakke«, som gør synligt for alle, at han snart skal herfra, og hvis tunge skøder gør bæreren til et let offer for smækkende busdøre og efterfølgende slæben til næste stoppested.

Romanens København er ikke, forstår man nok, virkelighedens, og tiden er gået i udu. På et tidspunkt nævnes årstallet 1989, som en ikke alt for fjern fortid, men man går stadig i biografen og ser stumfilmsugerevy. Børsmæglerne især, og lever kurserne ikke op til deres forventninger, skyder de sig under forestillingen eller går gennem døren til Forarmede Aktionærers Feltrationsfabrik, for som der står et andet sted: »Livet er ikke så dyrebart, at man ikke kan lave rullepølse af det.«

Fantasi om forgængelighed og fordærv

Det er sorthumoristisk, depraveret, groteskt og ganske umuligt at finde nogen mening i - indtil man kommer til anden del, der indfører bekendelseslitteraturen som en rammefortælling omkring talgsmelterihistorien, og forbindelserne mellem forfatterens livslede og det surreelle univers i hans skriveri bliver tydeligere og tydeligere.

I disse tider, hvor selvbiografien fylder en del i landskabet, lader man sig hurtigt forlede til at tro, at der er en reel forbindelse mellem fiktionens unavngivne forfatter og virkelighedens Voetmann, men også det tæppe trækkes væk under læseren. Dels igennem den patetiske ironi, som kendetegner bekendelserne (som når forfatteren sidder foran piratfiskene i Danmarks Akvarium og tuder over deres indbyrdes høflighed); dels igennem den sidste udvej, forfatteren vælger.

»Kødet letter« er en fantasi om forgængelighed og fordærv, og en påmindelse om at verden for nogle kan være ulidelig at opholde sig i. Den iscenesætter dette ved at følge kødbyens »logik«, hvor de levende kreaturer befinder sig i den »beskidte by«, inden de bliver sendt i »den grå«. Her bliver de gjort til dødt kød for endelig at ende i »den hvide Kødbys« produktionshaller, hvor de bliver gjort spiselige. Men talgsmelteriet er en sideløbende proces, der ikke er nær så attråværdig.