Kvindefrigørelse handler om andet og mere end retten til at være et pikhoved. Første skridt er at gøre som en moderne Nora og smække med døren til dukkehjemmet og finde sin egen vej i verden. Man behøver med andre ord ikke være som en mand for at kunne leve som en mand, og dette er vist nok budskabet i Anna Dyhrs voksendebut, »Købekælling«.
Vist nok – fordi ikke alt i denne lille fine provokation af en nutidig fortsættelse af Henrik Ibsens »Et dukkehjem« er skåret skarpt ud i pap. Faktisk opereres der mest i plastic, men derom senere. »Købekælling« er for så vidt en både snurrig, dobbelttydig rebus og en bombastisk, letbegribelig smædevise om en kønskuet moderne Noras åndelige indespærring og efterfølgende oprør og om, hvad der skete, da denne Nora gik.
I Anna Dyhrs version bliver den jeg-fortællende kvindelige hovedperson symbolsk presset ned i en plasticboks og frataget sin frie vilje og bevægelighed af sin arbejdsløse konservator-kæreste, der er en mand med lettere neurotiske træk og en stærk moderbinding. »Lille pus. Lille Ødipus«, som hun kalder ham – når de ikke bare går under kælenavnene Bassemanse og Fissemissen.
Med en støvsugerslange får hun suget luften ud af sig for bedre at kunne komprimeres ned i det begrænsede rum, som plasticboksen rummer, og hun befinder sig enten i boksens mørke eller i blindende lys, når hun fra tid til anden hives frem for at hånes eller hejse et slattent, urinlugtende lem til dåd ved hjælp af et blowjob.
Indtil hun bryder plasticen og som Nora går sin vej. Hun bliver på mange måder en fri fugl, melder ekskæresten for psykisk vold og mental indespærring, køber eget hus, går i byen med (en hallucination af) standup-komikeren Sanne Søndergaard, vælger selv sine sexeventyr og ender med i sin egen selvopfattelse at blive så meget mand, at hun mærker, hvordan et lem vokser frem mellem benene på hende. »Ny version: nu med pik. Udsigt til lønforhøjelse, karrieremuligheder, bedre vilkår socialt, respekt, ansvar…«
Den naivt-nervøse jeg-figur går til lægen for at få skåret javerten af, men gynækologen kan hverken finde dén eller andre tegn på igangværende fysisk kønsmutation, hvorfor en psykolog (forgæves) anbefales. Jeg-figurens kvindelige kønsorganer beskrives i øvrigt andetsteds som »en klaustrofobisk uldtrøje, vasket forkert.«
Hun møder en mand i slangeskindstøvler, en blikkenslager med, haha, forstand på at lægge rør ind. Men her er det hende, der nu vil have overtaget, hun vil ikke stigmatiseres eller underkues af sit kvindekøn men i stedet kneppe med sin »fissepik«.
Det gør hun så, og hun gennemfører det så effektivt, at hun ender med at blive samme dominerende, frihedsberøvende kønskontrollant, som hun tidligere flygtede fra. Den ulige magtbalance er den samme, blot med ombyttede roller, og romanens grundtema er da også spørgsmålet, om en fri kvinde behøver at blive et pikhoved for ikke at være en købekælling, en kvinde der giver køb på sig selv og sine udfoldelsesmuligheder.
Svaret er ikke så svært, som visse andre sekvenser muligvis vil blive opfattet. »Købekælling« er en syret, poetisk collage af ord og oplevelser, et feministisk kampråb udfoldet som såkaldt »rasende realisme«. Nogle steder en anelse flagrende og ufærdig, andre steder formfuldendt og fremragende.
Købekælling
Forfatter: Anna Dyhr. Sider: 170. Pris: 269 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.
